Drømmer du om at arbejde i USA?



Mange danskere ser USA som en attraktiv karrieredestination. Men der er enorm forskel på danske og amerikanske vilkår.

Martin Ellermann
Journalist, Jobindex.


Danmark spiller i øjeblikket en central rolle i den amerikanske primærvalgkamp. Demokraternes kandidat Bernie Sanders har flere gange fremhævet det danske velfærdssystem som et mål, USA bør sigte efter.

Blandt andet ønsker han, at amerikanerne skaber bedre vilkår for landets lønmodtagere. Men paradoksalt nok har mange danskere en drøm om at arbejde i USA. I en undersøgelse fra 2010 foretaget af Momentum for Kommunernes Landsforening svarer 26 procent af danskerne, at de godt kunne forestille sig at arbejde i USA – kun overgået af Storkøbenhavn og Frederiksberg, og med Aarhus, Odense og det resterende Danmark noget længere nede på listen.

Spørgsmålet er så, om danskerne ved nok om vilkårene på det amerikanske arbejdsmarked.

En af Bernie Sanders mærkesager er en forhøjelse af den nationale mindsteløn, som i øjeblikket ligger på omkring 50 danske kroner. Det er langt under selv de laveste lønninger i Danmark. Og det amerikanske samfund rummer en stor gruppe af mennesker, som ikke kan klare sig selv på trods af, at de arbejder på fuld tid.

De såkaldte ’working poor’ (arbejdende fattige) er typisk afhængige af offentlige ’food stamp’-programmer, hvor man får rabat på fødevarer, og mange tager desuden et ekstra job for at få tingene til at hænge sammen.

Overarbejde

Er du så heldig at have et godt betalt job i USA, vil du dog stadig støde på væsentlige forskelle i forhold til arbejdslivet i Danmark.

For selvom de fleste virksomheder i USA officielt kører efter en 40-timers arbejdsuge, så viser en Gallup-undersøgelse fra 2014, at fuldtidsansatte amerikanere i gennemsnit arbejder 47 timer om ugen.

Det svarer cirka til en ekstra dag på kontoret sammenlignet med en typisk arbejdsuge i Danmark. Og i flere brancher er det ikke ualmindeligt, at man sidder til ud på aftenen samt i weekender for at nå sine opgaver.

Farvel til ferien

I USA er man også ganske langt fra den danske diskussion om fem eller seks årlige ferieuger. Faktisk er supermagten ifølge den britiske tv-station BBC det eneste vestlige land, hvor man ikke anser betalt ferie som en basal rettighed.

I de føderale love er ferie slet ikke nævnt, og det er derfor op til den enkelte arbejdsgiver og medarbejder at forhandle sig frem til, hvor meget ferie den enkelte har ret til.

Ifølge BBC har det amerikanske Center for Economic and Policy Research undersøgt praksis, og de nåede frem til, at omkring hver fjerde
privatansatte amerikaner slet ikke har noget betalt ferie.

Dyre skoler

For overhovedet at få et godt betalt job med en nogenlunde ferieordning er det som regel også nødvendigt at have en collegegrad. Det vil sige fire år på et universitet, hvor du får det, der svarer til en dansk bachelorgrad.

Men mens vi i Danmark har gratis universitetsuddannelse, og du endda modtager månedlig betaling for at studere i form af SU, så er college i USA ofte en udgift, som dine forældre skal spare op til, før du overhovedet er født.

Ifølge mediet CNBC er gennemsnitsprisen for at gå på et privat 4-årigt universitet over 200.000 kroner om året. Vælger du et offentligt universitet, er gennemsnittet over 60.000 om året, og dertil skal lægges kost, logi, bøger, og hvad man ellers skal bruge.

Begrænset adgang

Hvis Bernie Sanders – imod svære odds – går hele vejen og vinder præsidentvalget i november, er der en lille mulighed for, at USA efterfølgende begynder at nærme sig danske vilkår.

Men indtil da er der flere væsentlige forskelle, du skal være opmærksom på, hvis du drømmer om en karriere i USA.

En umiddelbar barriere er desuden, at det er yderst vanskeligt at få visum til at arbejde i landet. Er du specialist inden for et felt, hvor amerikanerne mangler folk, kan det dog hjælpe betydeligt på en ellers tung proces.

Men generelt er det meget besværligt og tidskrævende at få især det eftertragtede green card, som giver dig mulighed for at bo og arbejde, hvor du vil i USA.

Ifølge Danmark-Amerika Fondet er visumprocessen for blot få måneders praktikophold langsommelig og kompliceret, og rejser du ind uden et korrekt visum, der dækker fx arbejde, praktik eller studier, risikerer du at blive arresteret og udvist.

Drømmen lever

Overvinder du alle forhindringerne, er der naturligvis også meget godt at sige om arbejdslivet i USA. Skatten er lavere, iværksættere trives, og inden for mange brancher er Nordamerika stedet, hvor du er med helt fremme, hvad angår trends, teknologi og udvikling.

Publiceret 2016-04-25




Læs også

1 til 24 af 833 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||35|Næste »
1 til 24 af 833 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||35|Næste »
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.