JobglædeKarriereLøn

Derfor bliver du i et job, du hader

Mange danskere er utilfredse med deres job. Alligevel bliver vi hængende, fordi frygt, fryns og brok holder os fra at bryde med de dårlige rammer.

Mange er utilfredse med deres job fra tid til anden, men for nogle fylder utilfredsheden så meget, at de selv undrer sig over, hvorfor de ikke siger op og finder drømmejobbet i stedet. Årsagen er oftest manglende mod.

Mange foretrækker problemer, som de kender, frem for nye problemer. Så det nemme svar på, hvorfor man bliver i et job, man hader, er frygt. Vi lever i et præstationssamfund, og det kræver mod at springe ud i noget nyt, for hvad nu, hvis man fejler?

Samtidig går mange af os rundt med en fejlagtig vurdering af vores kompetencer.

Problemet er, at vi overvurderer og undervurderer os selv på forskellige tidspunkter. Vi har som regel selvtillid, når vi føler os sikre, men vi ved også, at det er hårdt at starte et nyt sted, og at vi kan miste den arbejdsidentitet, vi har kæmpet for at bygge op.

Usundt brok

Når nu frygten for nederlag og tab af selvbillede forhindrer dig i at turde søge væk, så finder du måske afløb for dine frustrationer ved at beklage dig over dit arbejde til alle, der gider høre på det? Det fører desværre sjældent til noget som helst fornuftigt.

Ofte brokker mennesker sig over deres job, uden at de tager deres arbejdsliv op til revision og finder en vej videre. Det er både ukonstruktivt og kan føre til stress, fordi det øger de følelser af vrede og agression, der aktiverer hjernens 'kæmp- eller flygt-instinkt'. Men jobsituationen forbliver den samme, så længe der hverken kommer kamp eller flugt.

Problemet kan over tid blive, at nogle bliver i det utilfredsstillende job og holder fast i retten til at brokke sig uden forpligtelsen til at ændre noget. Det er en ond cirkel.

Sporadisk ros fanger

Der kan dog være gode grunde til, at du bliver i et job, du hader. For selvom du keder dig på kontoret, afskyr kollegaerne eller slås med elendige vilkår, så er der jo lønnen, som er bedre end ingenting – og måske er du endda så heldig at få et sjældent skulderklap fra chefen i ny og næ.

Den slags kan være med til at holde dig i jobbet, selvom du udmærket er klar over, at det ikke er nok i det lange løb.

Ofte er det nemlig sådan, at vi uanset værdien eller størrelsen af den enkelte belønning glemmer de forudsigelige belønninger, men hæfter os ved de uventede belønninger og lader dem påvirke vores samlede vurdering. Arbejdslivet er fuldt af sporadisk belønning i form af spontan ros fra chefen, en uventet bonus eller forfremmelse, som alt sammen kan være med til at holde dig i et job, du grundlæggende er utilfreds med.

Du kender sikkert samme mekanisme fra mindet om din store begejstring over at få 1000 kr. tilbage i skat – selvom du hver måned ser adskillige tusindkronesedler flyve direkte fra din lønseddel til Skattefar. Derfor er det heller ikke ualmindeligt, at medarbejdere, der egentlig var på vej væk, bliver i jobbet, hvis de fx får tilbudt en højere løn på falderebet. Hvis den uventede bonus er nok til at opveje en utilfredshed ved fx at føle sig underbetalt, så kan det faktisk være en god grund til at blive i jobbet.

Saml modet

Hvis du mangler mod til at sige dit job op og gå på jagt efter drømmejobbet, så kan du lade dig inspirere af, at de personer, der bryder fri af en utilfredsstillende hverdag, har nogle træk, der minder lidt om dem, iværksættere har.

Det handler om mod. Iværksættere tør satse og er ikke bange for at fejle.

Vi andre skal dermed mobilisere en lignende styrke, når vi skal videre fra det job, vi hader. I mangel af iværksættererfaring kan du i stedet visualisere, hvad det værste er, der kan ske og lave et gennemløb af, hvordan du vil håndtere de udfald, der kan opstå. Med en række plan B’er giver du dig selv kræfter og tryghed. Der er få beslutninger her i livet, som ikke kan laves om, men mange behandler et jobskifte som et uigenkaldeligt valg – et spørgsmål om liv eller død næsten. Det er det sjældent.