JobsamtaleJobsøgning

De vigtigste kom­pe­ten­cer til job­sam­ta­len

At du er velformuleret kommer nummer sjok i en undersøgelse over det stærkeste indtryk en kandidat efterlader til en jobsamtale. Motivation scorer topplaceringen.

Rekrutteringsanalysen 2017 viser, at det bedste du kan gøre til jobsamtalen er, at være motiveret. Velforberedt kommer på andenpladsen, og derefter er der et hop ned til at være nærværende, som kom på tredjepladsen.

Rekrutteringskonsulent i Jobindex Kristine Sjølander har afholdt mange jobsamtaler gennem sit professionelle virke, og hun genkender de tre topscorere.

”Motivation er en sjov en, for det dækker over en hel masse – blandt andet velforberedt, på den måde at du har tænkt mulige svar igennem på forhånd, så du ikke hakker dig igennem eller går i stå. Og når du er velforberedt, kan du slappe bedre af og være nærværende i samtalen. Så det hele spiller sammen,” siger Kristine.

”Men den er også svær, for hvis du er motiveret, kommer du langt. Men det er ikke nok. Du skal tale dig ind i jobbet og lade mig forstå, at du har sat dig ind i jobbet, og hvad du skal lave. Forholde dig til dette job og gøre dig den umage at inden samtalen sætte dig ind i, hvad du kan bidrage med. Det er ikke motivation nok, at du siger, at du gerne vil have jobbet,” siger hun.

Ærlig dialog

Ifølge Kristine skal samtalen helst være en åben dialog, hvor arbejdsgiveren vurderer om du i virkeligheden – og ikke bare på papiret – passer til jobbet. Og det går også den anden vej, det vil sige om du synes, jobbet passer til dig. Hun synes derfor heller ikke, at det er et problem, at man er ærlig.

”Jeg synes ikke, det er et problem at snakke 'short comings' til en samtale. Det er fint med mig, at hvis du har søgt en udadvendt salgsstilling, og du til samtalen bliver spurgt, om du kan sidde og opdatere nogle salgstal, at du så siger ’Fint, et par timer det kan jeg godt, men det er jo ikke det, jeg brænder mest for’.”

Men hun ved godt, at situationen ofte er anderledes.

”De fleste søger først job, når de er ledige, eller hvis de vil væk fra noget. Så er motivationen for at få jobbet anderledes, end hvis man faktisk er tilfreds der, hvor man er ansat. Og motivationen kan være så stærk, at man måske ikke er helt ærlig til samtalen, fordi man bare så gerne vil ha’ jobbet,” siger hun.

Motivation trumfer veltalenhed

Kristine fortsætter:

”Hvis du er kaldt til samtale, så er det fordi arbejdsgiveren synes, du har en interessant profil. At du på papiret er velegnet til at varetage stillingen. Du kan være nok så veltalende, men hvis du kommer uforberedt og ikke har tænkt over, hvordan du passer til jobbet eller kemien helt enkelt ikke er der, så er sandsynligheden for, at du får tilbudt jobbet ret lille,” siger hun.

Dette kendetegner en god jobsamtale

Spørsmålet, der blev stillet i analysen: "Tænk på den kandidat, der har klaret sig bedst til en jobsamtale hos dig. Vælg de tre stærkeste indtryk, som kandidaten efterlod"

Svarene i tabellen er rangordnet efter højeste svarprocent:

% Total Små private Store private Offentlige
Motiveret 65% 63% 67% 63%
Velforberedt 59% 53% 62% 62%
Nærværende 36% 38% 37% 33%
Positiv 32% 37% 29% 32%
Nysgerrig 24% 22% 25% 24%
Autentisk 24% 18% 27% 26%
Sympatisk 23% 29% 19% 20%
Intelligent 13% 17% 10% 10%
Velorienteret 12% 8% 11% 18%
Velformuleret 7% 7% 8% 6%