Karriere

Byg­ge­ko­or­di­na­to­rer­ne er kommet stærkt ud på ar­bejds­mar­ke­det

Første hold byggekoordinatorer kom ud på arbejdsmarkedet sidste år. Alle er i job i dag – halvdelen havde job, før de var færdiguddannede.

Da de 60 første byggekoordinatorer sidste år var færdiguddannede og klar til at træde ud i anlægs- og byggebranchen, havde halvdelen af dem allerede et job.

”Nu kan vi se, at alle er blevet suget op. Enkelte kan være i en projektansættelse, men alle er i arbejde,” lyder det fra Jakob Krohn-Rasmussen, der er chefkonsulent i Dansk Byggeri.

Ifølge Jakob Krohn-Rasmussen var der heller ikke problemer med at finde praktikpladser under uddannelsesforløbet.

”Det kan ellers normalt være en udfordring, når man starter en ny uddannelse, for det kan være svært at kommunikere værdien af en helt ny jobfunktion ud til vores medlemmer,” siger Jakob Krohn-Rasmussen og tilføjer, at byggekoordinatorerne er oplagte ude i branchen i forhold til at optimere processer, skabe overblik, introducere værktøjer som eksempelvis lean og inddrage forretningsforståelse på tværs af de eksisterende fagområder.

”De skaber en værdi på byggepladserne, som man står og efterspørger,” siger Jakob Krohn-Rasmussen.

Vi har ramt rigtigt

Der er blevet arbejdet en del år på at få godkendt uddannelsen, og derfor er man i Dansk Byggeri rigtig godt tilfredse med at se, at de færdige kandidater er så eftertragtede, som de har vist sig at være.

”Vi startede med at identificere et behov og startede den første undersøgelse omkring årtusindskiftet. Så er der gået to år, fra de første startede på uddannelsen, til de nu er færdige, så det har været et langt sejt træk, og det ser heldigvis ud til, at vi har ramt rigtigt,” siger Jakob Krohn-Rasmussen og tilføjer, at mange af dem, der startede på uddannelsen var håndværkere i forvejen.

Nogle håndværkere har gerne villet skifte spor af ren interesse – nogle fordi de var kommet til skade - og gerne har villet bevare kontakten til branchen. Andre igen har haft en studentereksamen og set potentialet i uddannelsen.

”Det er en bred uddannelse, som giver jobmuligheder inden for mange forskellige områder inden for bygge- og anlægsbranchen. Det behøver ikke kun at handle om, at man koordinerer logistik ude på byggepladserne, det kan også være, at du sidder og styrer hele it-siden af et byggeprojekt, eller sørger for, at papirarbejdet er i orden,” siger chefkonsulenten i Dansk Byggeri.

Stor stigning i antallet af ansøgere

I år har uddannelsen oplevet en stigning i antallet af ansøgere på 71 procent i kvote 2 i forhold til sidste år, og Jakob Krohn-Rasmussen mener afgjort, at den gode modtagelse på arbejdsmarkedet for dem, der blev færdige sidste år, spiller ind.

Byggekoordinatoruddannelsen er en toårig erhvervsakademiuddannelse – som fra i år også kan tages på deltid. Uddannelsen kan læses i København, Aarhus, Herning, Odense, Sønderborg og Esbjerg. Du kan eventuelt læse mere her: www.byggekoordinator.dk