JobglædeØvrigt

Ansatte på spe­ci­alsko­ler udsat for slag og spark

Mere end syv ud af ti ansatte på specialskolerne har oplevet trusler og vold inden for et år. Tallene er højere end i Kriminalforsorgen og ældresektoren.

Næsten otte ud af ti medarbejdere på specialskolerne i Danmark har været udsat for trusler, og syv ud af ti har været udsat for vold i løbet af en periode på et år – det viser en undersøgelse fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning og Københavns Universitet – ifølge Magasinet Arbejdsmiljø.

Tallene er ifølge artiklen markant højere end i Kriminalforsorgen og ældresektoren, hvor der typisk er en høj andel af vold og trusler – også i psykiatrien er der mindre vold end på specialskolerne:

”Jeg er overrasket over, at tallet er så højt på specialskolerne. Selv om der selvfølgelig er stor forskel på at blive truet af en Hells Angels-rocker i Kriminalforsorgen og så blive truet af et otteårigt barn på en specialskole, så er det bestemt noget, som skal tages meget alvorligt,” siger Lars Peter Andersen, der er ph.d. ved Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning, til Magasinet Arbejdsmiljø.

Han mener, at det kan handle om, at nogle af børnene har sværere ved at styre deres impulser, og at de er mere udad reagerende.

Det har langsigtede konsekvenser

En lignende undersøgelse tilbage fra 2012 viser det samme billede: Det så allerværst ud med de konkrete episoder med vold og trusler blandt pædagoger og pædagogmedhjælpere på specialskolerne – hvor 75 procent dengang svarede, at de inden for det seneste år var blevet slået på jobbet. En artikel på Nordjyske.dk pointerer dog, at det tal er dobbelt så højt som det, en anden undersøgelse viser – nemlig undersøgelsen ”Arbejdsmiljø og Helbred 2012” fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Den viste, at det kun var 37 procent af specialpædagogerne, der svarede, at de havde været udsat for vold inden for det seneste år.

I artiklen sagde Lars Peter Andersen fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning dengang:

”Der er langsigtede konsekvenser ved at blive udsat for vold og trusler. Der er signifikant højere hyppighed af stress, lavere vitalitet og dårligere helbred, ligesom der er øget risiko for at udvikle en depression og øget risiko for brug af psykofarmaka.”

Antallet af stresspatienter fordoblet

Sidste år talte Jobindex.dk med ledende overlæge på Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning, Ole Carstensen – om stress generelt – til artiklen "Kvindelige lærere og pædagoger rammes af stress".

Han har med stor bekymring kunnet se til de seneste ti år, hvor antallet af patienter, der bliver henvist til klinikken med stress, er fordoblet. Som det fremgår af artiklen, hæfter han sig ved, at den største gruppe af patienterne er kvinder, som arbejder med mennesker – særligt lærere, pædagoger, sygeplejersker og sosu-assistenter.

Mange af forklaringerne på kvindernes stress involverer ændringer i rammerne for udførelsen af deres job – for eksempel ved omstruktureringer:

”Nogle fortæller om, at de får pålagt nye opgaver, som de slet ikke er klædt på til at løse, og at de heller ikke får den nødvendige oplæring til at klare nye opgaver. Andre fortæller, at ressourcerne for eksempel i skoler eller daginstitutioner er så knappe, at det betyder, at de elever der har det svært, sætter læreren eller pædagogen under et hårdere pres, så de kan komme til at stå alene i meget svære situationer,” siger Ole Carstensen i artiklen og tilføjer, at det kan give dårlig samvittighed.

Han mener derfor ikke altid, at stress blandt denne gruppe har noget med travlhed at gøre.

Læs også