Karriere

Afviste he­ad­hunter tre gange – fjerde gang takkede han ja til jobbet

Alt hvad Stuart McBride rørte ved blev til guld, og det var en headhunter blevet hvisket i øret. Stuart McBride var dog ikke let at lokke.

Første gang Stuart McBride blev kontaktet af en headhunter befandt han sig på den anden side af jordkloden.

”Jeg var så fokuseret på den opgave, jeg var ude for at løse, så egentlig blev jeg lidt fornærmet over, at jeg blev forstyrret i det. Men jeg smækkede ikke med døren og sagde blot, at jeg ikke var interesseret i at skifte job,” fortæller 50-årige Stuart McBride, der var utroligt glad for sit job som projekt manager og ikke havde tænkt sig at skifte det ud.

Alt, hvad han de seneste år havde rørt ved i sin daværende stilling, var med hans egne ord, blevet til guld – så hvorfor skifte det ud?

”Der gik nogle uger, og så blev jeg ringet op igen og fik at vide, at jeg simpelthen var nødt til at komme til en kop kaffe – men jeg takkede nej. Han kontaktede mig igen, og vi tog et hyggeligt møde. Jeg sagde stadig nej og undrede mig over, at de kontaktede mig. Jeg sagde direkte til dem, om de overhovedet vidste, hvad min erfaring var,” siger Stuart McBride og tilføjer, at ledelsen bar på en hemmelighed, de ikke kunne løfte sløret for så tidligt i rekrutteringsprocessen.

Skrev sin egen jobbeskrivelse

Da han talte med virksomheden for tredje gang, måtte de offentliggøre, hvad de hidtil havde været nødt til at hemmeligholde: Virksomheden stod over for en stor fusion, som ville gøre den til en meget større koncern.

”Der kunne jeg se, at min erfaring ville kunne gøre gavn, og det fangede mig. Jeg overvejede det i 14 dage, for jeg ville være helt sikker på, at jeg traf den rigtige beslutning – og fjerde gang jeg mødtes med headhunteren og ledelsen, takkede jeg ja til jobbet,” fortæller Stuart McBride, der lavede sin egen SWOT-analyse i de 14 dages betænkningstid.

Han mener i dag, at det har været fornuftigt at investere den tid i det, og han sparrede med en ældre ven, der rådede ham til virkelig at kunne jobbet, inden han sagde ja til det.

”Han gav mig samtidig et andet vigtigt råd, og det var, at hvis ikke mit nye firma havde givet mig en jobbeskrivelse, så ville han anbefale mig at skrive den selv. Ledelsen tilføjede nogle ting, men nu er jeg helt sikker på, hvilke rammer jeg arbejder inden for. Jeg kan altid kunnet henvise til den beskrivelse, hvis jeg bliver skubbet ud i noget, der ikke er inden for mit ansvarsområde,” siger Stuart McBride og tilføjer:

”Jeg tror, at mange laver den fejl, at de ikke helt ved, hvad de skal lave, når de starter i et nyt job, men det kan man løse ved at skrive den her jobbeskrivelse selv. Det imponerede samtidig ledelsen, at jeg selv tog initiativ til det. De kom med et par tilføjelser, som jeg accepterede, og hele processen har været præget af, at jeg har taget ansvar – og at vi har vist hinanden tillid.”

Stuart McBride konsulterede også sin far, der er i midten af 80’erne og er bosat i Skotland. Han mente, at virksomheden måtte være klar til at betale, hvis det var så vigtigt for dem at få netop ham.

”For mig var det ikke rigtigt at fokusere så meget på et udbetalt beløb, for løn er mange ting. Jeg er nødt til at have en vis livskvalitet samtidig med, at jeg arbejder, og det kan jeg for eksempel ikke have, hvis jeg arbejder uafbrudt. Jeg arbejder ikke mere end 45 timer om ugen, og weekenden er ren familietid,” siger han.