Wohoo - 5 timers job­sam­ta­le workshop hos DARE2, som mange virk­som­he­der kunne lære af

Det er første gang, jeg er gået høj hjem fra en jobsamtale og med en kæmpe oplevelse, uanset om jeg får jobbet eller ej. De fleste jobsamtaler tager fra 15 min. til 1/2 time, som kører med mere eller mindre standardspørgsmål og dialog, som nogle er vildt skarpe på og andre ikke. Derudover er den slags samtaler meget styret af indbyrdes kemi, så det kan hurtigt blive samtaler, hvor vi ubevidst tager den, vi bedst kan lide eller som ligner en selv mest. Så der er rigtig mange arbejdspladser, der går glip af det perfekte match.

Work is play

Det var opfriskende at opleve en innovativ virksomhed som DARE2, der tager hele denne ansættelsesproces seriøst og går passioneret ind i kampen for at finde den rette kandidat og udleve deres koncept og værdier i jobsamtaleprocessen.

DARE2 er en oplevelsesvirksomhed, der har store ambitioner for fremtiden og fungerer som et vidensdelings-kursuscenter og netværk. De udvikler virksomheder med innovative produkter og derudover huser de 35 innovative iværksættere, som de også gør meget ud af at passe og pleje med oplevelser. Og så har de en hulens masse andre projekter. Som ansøger til en eventkoordinator-elevstilling blev jeg inviteret til en 5 timers workshop, hvor jeg forinden havde svaret på nogle spørgsmål og været igennem en DISC person-profiltest.

Den eneste info, jeg havde fået om dagen var, at jeg skulle lave noget med Lego, og at jeg ville komme til at lave individuelle opgaver og gruppeopgaver med de andre ansøgere. Så med delvis information om dagens indhold var jeg meget spændt på, hvad dagen vil byde på hos DARE2, hvor jeg ikke vidste ret meget andet end, at de var nogle passionerede iværksættere, der vandt "Experience Management Achievement Award" fra Pine & Gilmore, US 2012.

En lærerig jobsamtale workshop

På dagen blev jeg mødt af andre kandidater, der ventede spændt i Dare2mansions cafe, som engang havde været et autoværksted. Vi kom op i festivalen, hvor de holder kurser og fik endelig en inspirerende fortælling om stedet og om DARE2 og deres koncept og værdier, der ikke sparer på POSITIVE IMPACT.

Derudover fik jeg lavet både min drømme-elevplads og min værste chef i Lego. Og lært en masse om, hvordan man kan bruge Lego i sin kreativitet og til at lave en virksomhedsstrategi med Lego, som DARE2 også viste frem på vores guidetur rundt i DARE2mansion, hvor intet var overladt tilfældighederne. Man kunne finde genbrugsting, kunstvæg fra Roskilde Festival, Dyrup-lounge til råt konferencelokale og værksted, hvor diverse kunstnere udfoldede sig og så selvfølgelig iværksætternes faste og fleksible kontorer. I hele huset kunne man opleve og gense DARE2s koncept og værdier - ligesom den måde jobsamtale workshoppen også var bygget op.

Den store eventopgave

Sidst på dagen skulle vi til den store gruppeopgave, hvor vi blev delt op i 3 grupper, der hver på ca. 1/2 time skulle sammensætte et spændende program til DARE2Day, som de afholder hvert år over for særligt inviterede, og kåre årets Award-iværksætter. Vi fik nogle betingelser og lidt info om sidste års arrangement samt et budget at arbejde ud fra. Mens vi arbejdede, kom vi ind til 2 gange 5 minutters samtale. Sidst på dagen skulle vi præsentere vores projekt, som vi fik fin feedback på samt kåret en vinder.

Dagen afsluttede med, at vi fik vores DISC personprofil udleveret samt information om, hvad man kunne bruge sådan en til, og hvorfor de brugte den sammen med diverse opgaver og samtale. De vil se deres kandidater i de forskellige sammenhænge, så de har det bedst mulige grundlag for at vælge den rette.

Som kandidat har jeg haft en lærerig dag, hvor jeg er blevet udfordret og har fået en god oplevelse og fornemmelse af, hvad DARE2 er, og se og mærke, om det også er det rette sted for mig. For det er jo et gensidigt match, der er på spil. Ofte noget folk glemmer i disse tider. Så jeg personligt ønsker mere af den slags jobsamtaler og håber, at denne artikel må være til inspiration for andre virksomheder, så de får den rette kandidat med både personlige og faglige kompetencer. Uanset hvad, så håber jeg på, at jeg lander hos en passioneret og innovativ virksomhed som DARE2, der har den tilgang til arbejde og livet, og troen på, at det lønner sig på bundlinjen.

DARE2s mantra er work is play. Deres værdier og koncept lægger vægt på Be better, Do better, Feel better og Look better og DARE, CARE, SHARE. De har en innovativ tilgang til deres forretning og tro på oplevelser frem for markedsføring

De arbejder med at udvikle virksomheder, uddannelse, netværk og har det innovative DARE2mansion, der huser 35 iværksættere.

Se mere på dare2.dk og www.facebook.com/DARE2mansion.