Ny i job

Tusindvis af unge sparet for skat­tes­mæk

Skat har siden juni tvunget alle SU-modtagere til at betale fuld skat af deres studiejob, og selv om det har betydet langt mindre på lønseddelen, så slipper 100.000 SU-modtagere for at få et skattesmæk til næste år.

100.000 unge på SU stod egentlig til at skulle modtage et ubehageligt skattesmæk til næste år, fordi de ikke har haft sat sig godt nok ind i deres skatteforhold. For at forhindre det, tvinger Skat de unge til at gøre brug af trækprocenten fra bikortet, hvis den studerende i forvejen har brugt fradraget fra hovedkortet.

”Skat har foretaget denne ændring for at forhindre, at du får betalt for lidt i skat, og derfor får et stort skattesmæk næste år – det skete sidste år for mere end 100.000 studerende,” lyder det på Uddannelsesstyrelsens hjemmeside.

Hvis du mener, at fradraget alligevel skal bruges til dit studiejob, skal du kontakte din arbejdsgiver og bede om, at dit hovedkort indhentes hos Skat igen. Samtidig skal man også på – minSU – ændre Uddannelsesstyrelsens brug af skattekort fra hovedkort til bikort. Det kan lyde som volapyk, og det gør det altså også for 100.000 ud af de i alt 350.000 SU-modtagere i Danmark.

”Når næsten hver tredje SU-modtager betaler for lidt i skat i løbet af året og derfor ender med en restskat, er vi nødt til at reagere,” siger Richard Hanlov til Politiken.

Han er fagdirektør for forretningsudvikling i Skatteministeriet. I marts i år skrev Politiken, at 33.000 allerede på det tidspunkt stod til at få et skattesmæk til næste år – og som nævnt skete det altså for 100.000 studerende sidste år.

Afdelingschefen i Skatteministeriet er klar over, at man nu ”leger smagsdommer”, fordi man går ind og overtager en proces, som egentlig skulle være ordnet mellem den studerende og arbejdsgiveren – men det gør man altså, fordi man, ifølge Richard Hanlov, ved, at de unge ikke har styr på det.

Modernisering er problemet
Richard Hanlov mener, at moderniseringen af skattesystemet er årsagen til, at problemet er vokset de senere år.

”Før i tiden skete det meget sjældent, at folk kom til at bruge deres hovedkort to gange. Det skyldtes, at man fik skattekortet på papir og fysisk klippede hovedkortet ud til SU og bikortet ud til studiejobbet. Men efter at det meste er blevet fuldautomatisk og digitaliseret, kan hovedkortet trækkes flere gange og det hele kan ske hen over hovedet på den studerende. Hverken arbejdsgiveren eller den studerende tænker måske over det, før det er for sent,” sagde Richard Hanlov i artiklen i Politiken.

På CBS Observer fra Copenhagen Business School kan man læse om den tidligere CBS-studerende Daniel Mosbæk, som har prøvet at være en af de uheldige studerende, der har fået et skattesmæk. Tilbagebetalingsbeløbet lød på omkring 15.000 kroner. Ved overgangen til det elektroniske system i 2008 havde Skat automatisk trukket lønnen på hovedkortet – uden at han var blevet gjort opmærksom på det.

”Min daværende arbejdsplads gik over til elektronisk skattekort før de fleste andre. Derfor hentede de automatisk mit hovedkort, selv om jeg havde sendt mit bikort i papirform,” fortæller Daniel Mosbæk på CBS Observers hjemmeside.

Daniel Mosbæk synes godt, at Skat kunne være bedre til at informere om risikoen for dobbelt taksering på hovedkortet under digitalisering af skattekortene.

”Skat kunne have informeret bedre, men umiddelbart virker det især som om, det er arbejdsgiverne, der har svært ved at forstå systemet. På min nuværende arbejdsplads har jeg flere gange måttet bede om, at de ikke brugte mit fradrag, uden at de har ændret det,” siger Daniel Mosbæk.

Ifølge Politikens artikel fra sommeren i år har Skat forsøgt at oplyse sig ud af problemet, men uden effekt – og det er derfor, man nu selv har rettet de unges skattekort:

”Vi har virkelig overvejet det her, for selvfølgelig er det folks egen forpligtelse. Men selv om vi har været ude på skoler og uddannelsesinstitutioner og informere, fanger målgruppen ikke pointen. De har glemt det, når de får job nede i Føtex. Der burde også ringe en klokke hos arbejdsgiveren om, at medarbejderen nok er på SU, når han skal til at trække hovedkort på en 19-årig, som er i studiejob,” siger Richard Hanlov fra Skatteministeriet.

Læs også