Artikler og indhold til jobsøgning og karriere




Stram økonomi gør trivslen endnu vigtigere


Stram økonomi gør trivslen endnu vigtigere

I Hedensted Kommune har et skarpt fokus på trivsel givet udslag i kommunens egen trivselsmåling, der viser, at 87 procent af medarbejderne er tilfredse med deres arbejdsplads. Den trivsel er ifølge lederen af HR-afdelingen endnu vigtigere nu, hvor økonomien er presset i mange kommuner.

Af Ulla Oppermann Blankholm, Blankholm Kommunikation

Tiden er knap i mange kommuner, men er arbejdsmiljøet godt, giver det alligevel plads til et vigtigt smil til en ældre borger eller en ekstra tjeneste for en kollega. Den tilfredshed har man bevidst fokuseret på i Hedensted Kommune, hvor man mener, at den er endnu vigtigtigere i en tid med stram økonomi end ellers. I 2012 kom Hedensted Kommune for fjerde år i træk ind blandt de 50 bedste arbejdspladser i Danmark i den landsdækkende trivselsundersøgelse ”Great Place to Work”, side om side med store virksomheder som McDonald’s, Novozymes og Irma.

Stram økonomi gør trivslen endnu vigtigere

Derudover viser kommunens egen trivselsmåling, at 87 procent af medarbejderne er tilfredse med deres arbejdsplads. ”Vores mission er at give borgeren en god service, også selv om der er et økonomisk pres. Hvis man trives som medarbejder, så gør man det bedre. Trivsel og overskud gør jo, at vi hver især i kommunen leverer en bedre service. Man siger nogle gange, at medarbejderne er den vigtigste ressource, men medarbejdernes trivsel er i virkeligheden det, der gør, at noget kommer til at fungere,” siger Hanne Runge Graversen, der er leder af HR-afdelingen i Hedensted Kommune i Jylland.

”Når økonomien er presset, er der behov for, at alle medarbejdere bidrager til at nytænke og udvikle den måde, vi producerer service på. Det er en forventning, vi har til medarbejdere og ledere. En forventning, det i høj grad også er svær at leve op til, hvis ikke man trives, for så er det da helt sikkert svært at tænke nyt og kaste sig ud på dybt vand, ændre rutiner mv.,” siger Hanne Runge Graversen

Medarbejdere træffer egne beslutninger

Hun mener, at den store tilfredshed i lige netop Hedensted Kommune bygger på, at hver enkelt medarbejder skal kunne tage beslutninger; der er tillid til, at hver enkelt leverer en god service.

”Når man møder ind, så ved man, at man har lederens tillid til, at man gør et godt stykke arbejde. Det gør, at man kan gøre en forskel, og det kan give en mening med arbejdet. Så er det ikke længere bare et arbejde, hvor man skal tjene nogle penge, så er det et arbejde, hvor man kan gøre en forskel for andre,” siger Hanne Runge Graversen.

Den flade struktur gør, at kommunen har meget lidt på skrift, fordi den har lagt ansvaret ud til først ledelsen og dernæst medarbejderne. Man tager hinanden alvorligt i det arbejde, der bliver udført, som lederen af HR-afdelingen beskriver det, og det har man gjort i mange år. Et mangeårigt solidt arbejdsmiljøarbejde gør, at det fungerer i dag.

Hjælper nye talenter på vej

Lederne i kommunen er helt centrale i forhold til alle medarbejderes trivsel, og derfor har man valgt at have meget fokus på lederuddannelse.

”Vi får nye talenter i gang på vores talentlederuddannelser, så vi hele tiden har et vækstlag af nye ledere. Der får de nogle værktøjer og bliver bedre til at tænke over, hvordan de sætter en retning for vores arbejdsplads. Når man arbejder med værdibaseret ledelse, så skal lederen tage mange flere beslutninger og stå bag meget mere, og der skal de have gode argumenter og være godt forberedt i forhold til medarbejderne,” siger Hanne Runge Graversen, der kan se, at det betyder noget, at man har den personalepolitik, man har.

Personalepolitikken betyder noget for de jobsøgende

Dem, der søger job i kommunen, ved, at det er en god arbejdsplads og et spændende sted, når de søger, og for lederne betyder det noget med kommunens personalepolitik. For selv om den stramme økonomi er et faktum, så har man som leder råderet over afdelingens egen økonomi, hvilket giver mulighed for at tænke anderledes, og det betyder ifølge Hanne Runge Graversen rigtig meget for de ledere, der søger job i Hedensted Kommune.

Fokuseringen på trivslen, startede tilbage i 2007, da de tre landkommuner Hedensted, Juelsminde og Tørring-Uldum fusionerede til den nuværende Hedensted Kommune, og ud over de flotte placeringer i undersøgelsen Great Place to Work, har man kunnet se en dalende sygefraværsprocent siden kommunesammenlægningen.

Publiceret 2013-11-01




Læs også

1 til 24 af 53 resultater.
1 til 24 af 53 resultater.
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.