Startups: alt andet end standard


Startups: alt andet end standard

At blive ansat i en startup er ikke som et job i veletablerede virksomheder. Trendsonline har interviewet to ansatte hos 123hjemmeside.dk, der sætter pris på både det ansvar og den frihed, der følger med jobbet i en startup.

Af Thomas Klose Jensen, Trendsonline

For omkring fire år siden svarede Lars Mejding på et ganske almindeligt opslag på Jobindex. Stillingen var som produktchef hos 123hjemmeside.dk, der giver personer med basale it-kundskaber et værktøj til at lave deres egne hjemmesider. Selv om Lars Mejding aldrig selv havde benyttet eller haft brug for 123hjemmeside.dk, fandt han muligheden for at være med til at udvikle den gode brugeroplevelse tiltrækkende.

I sin tid hos 123hjemmeside.dk har et af de større arbejdsprojekter for Lars Mejding været at udvikle en webshop-funktion til brugernes websites. "Det er klart det største projekt, jeg har stået for at udvikle. Og det er helt sikkert også det projekt, der har gjort den største forskel på bundlinien," forklarer Lars Mejding.

Når der skal udvikles nye profitable funktioner i 123hjemmeside.dk, aftales de store linier på lederniveau. Herefter tager Lars Mejding de planer med ned i sin afdeling, hvor han udvikler konceptet - altså interaktionsdesignet. Når så konceptet er udviklet, kommer den grafiske designer ind over og designer både back- og frontend-løsningen. Herefter sendes konceptet videre til en teknisk afdeling, der producerer konceptet. Når så dette er sket, ryger løsningen tilbage til Lars Mejdings afdeling, der tester funktionen, inden den lanceres på 123hjemmeside.dk. I hele processen har Lars Mejding ansvaret for udviklingen.

Stor indflydelse på slut-produktet

"Der er to ting, der gør det særligt at arbejde her. For det første har man medarbejdere på et rigtigt højt fagligt niveau, der er dedikerede og fokuserede. Forstået på den måde at det skal give mening for forretningen på bundlinien og samtidig være nemt for kunden at bruge. For det andet så er det sjovt at være en del af en virksomhed, der vokser, og hvor det man laver rent faktisk bliver brugt. I og med at man ikke er så mange, er det enormt let at eksekvere ting. Det er sjovt at have så meget indflydelse på produktet. Det gør selvfølgelig også, at der følger en masse ansvar med - men det er jo også fedt," fortæller Lars Mejding.

Medejer Thomas Petersen, der kom ind i virksomheden i 2004 efter at have kendt de to grundlæggere Morten og Jacob Elk fra tidligere, tager over, når Lars Mejding har færdigudviklet de nye funktioner, og holder teknikken kørende. Han fremhæver også det at kunne påvirke virksomheden som en af forcerne ved at arbejde i startups.

"Det bedste er den grundliggende spænding, der er ved at være en del af et startup. At se, at man gør en forskel. Folk er ikke langt fra én, så det er hurtigt at føre noget fra tanke til handling - og man kender konsekvenserne af det arbejde man gør", forklarer han.

For Thomas Petersen har blandt andet outsourcingen af visse arbejdsopgaver i virksomheden været et af de projekter, han husker tilbage på.

"På et tidspunkt tænker vi, at det kunne være smart at outsource noget arbejde til udviklere i andre lande. Det havde jeg ikke haft nogen erfaringer med at arrangere tidligere, men kastede mig bare ud i det. I dag har vi folk, der arbejder for os i hele verden. Det er jeg lidt stolt af at have været en del af," fortæller han.

Man er ikke en standard

Hverken Lars Mejding eller Thomas Petersen går selv med tanker om at starte en virksomhed op fra bunden, men begge foretrækker dog at arbejde i startups. Lars Mejding havde tidligere haft stillinger hos Politiken, Netstationen og Aller, men jobbet hos 123hjemmeside.dk var hans første job i en startup. Og forskellen på de etablerede virksomheder (Netstationen var ejet af et dagblad, red.) og de mindre startups er tydelig i følge Lars Mejding.

"Jeg vil ikke sige, at nogen af delene er bedre end den anden, men mens man stille og roligt bare kan passe sit arbejde i de større etablerede virksomheder, så skal man kunne løbe lidt hurtigere og arbejde i mere stressede miljøer i en startup. Så det er alt efter, hvad man er til," siger Lars Mejding.

Også Thomas Petersen har erfaringer fra andet end startups. For ham ligger forskellen ved at arbejde i startups og etablerede virksomheder i identiteten.

"I en etableret virksomhed er der etablerede arbejdsgange. I en startup ændrer tingene sig ofte, og da man er så få ansatte, så tilpasser virksomheden sig til de ansatte i lige så høj grad som omvendt. Man er ikke bare en standardting."

Publiceret 2013-04-01




Læs også

1 til 24 af 40 resultater.
1 til 24 af 40 resultater.
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.