JobsøgningKarriereØvrigt

Spe­ci­a­li­ster fortaber sig i deres egen verden

Er du ekspert med fokus på et meget lille område, er der fare for, at du mister følingen med omverdenen.

Eksperterne tager over. Flere og flere jobs er specialiststillinger, hvor sagkyndige dykker ned i særdeles specifikke processer og arbejdsområder. For eksempel kan du blive professionel chokoladesmager, tage en doktorgrad og forske i rasp eller bruge hele dit arbejdsliv på at lave de byggevejledninger, der ligger i LEGO-æsker.

Finn Janning er ph.d., forfatter og filosof. Hans fokusområde er det moderne menneskes udfordringer, og han mener, at det kan være problematisk, når folk forsvinder ind i en meget afgrænset faglighed.

”Det mest karakteristiske problem er, at specialister lukker sig om sig selv. De mangler en føling med, hvad der sker indenfor andre områder, som måske kunne inspirere dem eller perspektivere deres eget syn på tingene,” forklarer han.

Ifølge filosoffen kan en god leder eller kollega være med til at synliggøre meningen med specialistens arbejde. For uden formål og en følelse af at skabe værdi kan personen nemt føle sig fremmedgjort og afkoblet.

”En af lederens vigtigste opgaver er at skabe mening. Det vil sige skabe en sammenhæng, hvor den enkelte kan se, hvordan hans eller hendes bidrag er en væsentlig del af noget større,” fortæller han.

Graver sig for dybt ned

Finn Janning ser en generel tendens til – og et stigende krav om – at vi alle skal udvikle os til at være mere specialiserede. Men det er ikke nødvendigvis sundt.

”Det betyder, at flere og flere føler sig presset. Enten af arbejdspladsen, lokale og internationale konkurrencevilkår, samfundets idealer eller ofte ens egne tårnhøje ambitioner. Det betyder, at medmindre man er Nobelprismodtager, så er der altid rum for forbedring,” siger han.

Og selv Nobelprismodtagere kan jo blive bedre, og filosoffen mener, at drømmen om at specialisere sig bunder i en aversion mod det, man allerede kan og har. Han ser din egen og andres forventning til vækst, specialisering og udvikling som noget, der dræner fokus fra dit nuværende liv. For har du altid kun blik for, hvad du skal, og hvor du er henne til næste år, så er du aldrig til stede her og nu.

Finn Janning mener dog, at der er noget positivt i, at vi kan udvikle os og lære igennem hele livet. Men der er noget negativt og stressende i at få at vide, hvad vi partout skal udvikle os i retning af, og hvordan.

”I dag er flere specielle på en generisk måde, hvorved specialisten er blevet generalist, der blot kæmper med endnu flere om at blive ’The Special One’,” forklarer han.

Så der går kort sagt inflation i specialistrollen, og den giver dig derfor ikke nødvendigvis den stærke identitet, du håbede på.

Kun få er stjerner

Så hvordan håndterer den moderne medarbejder så at skulle kæmpe med adskillige andre om ekspertstatussen?

”Dette kan være stærkt problematisk, fordi mange – især veluddannede – ser arbejde som en naturlig del af livet. Det er en del af deres identitet eller livsstil. Så er du ikke speciel på arbejdet, er du det heller ikke i livet,” forklarer Finn Janning.

Ifølge ham bør vi ikke idealisere og ophøje arbejdslivet, som vi gør. Mange – især specialisten – er i fare for at blive unødigt selvkritiske og ulykkelige, hvis ikke personen lige er stjernen på sit felt.

”Måske er løsningen at løsrive os fra hele ideen om at skulle specialisere os, men i stedet for inspirere folk til at gøre deres bedste og mærke glæden ved at vokse, udvikle og lære noget – også selvom der sikkert er en eller anden, som ved lidt mere om et eller andet,” forklarer han.

Kort sagt kunne der være en idé i at stoppe selvbebrejdelserne og jagten på den unikke og interessante profil. For hvornår vil du føle dig tilstrækkelig specialiseret, unik eller god nok til at turde trække vejret og sænke paraderne?

”Når alt kommer til alt, så er der ingen, som har lige netop vores profil. Ingen tænker, føler og handler præcis som os, hvis vi vel at mærke turde følge vores eget hjerte lidt mere end at sammenligne os med kollegaen,” slutter Finn Janning.

Læs også