JobsøgningKarriere

Sørme så, netværket virker! - og banede vejen til mit drømmejob

Hurra! Efter et år som aktiv jobsøgende er jeg nu tilbage i arbejde, og jeg er ikke i tvivl. Eller sagt på en anden måde: Ville jeg have fået jobbet, hvis jeg ikke var i et jobsøgningsnetværk?

Meld dig ind i et jobsøgningsnetværk!

Jobsøgningsnetværket Powerjobsøgerne har gjort mig til en Powerjobsøger, dvs. at jeg har fået meget mere energi og overskud til at være en proaktiv jobsøger. Modsat af hvad man umiddelbart skulle tro, får man ikke mindre tid af at bruge to af ugens dage på at møde op og deltage i et jobsøgningsnetværk, men tværtimod mere energi til at bruge tiden bedre på jobsøgningen!

Jeg holdt et indlæg i jobcenteret, og der var stående ovationer – ikke fordi jeg er den fødte foredragsholder, men ganske enkelt fordi de kunne mærke den energi, jeg var fyldt med, og den betydning som jobsøgningsnetværket har haft for mig.

Hvad fik jeg ud af det?

  • Lært en masse forskellige mennesker at kende/fået et stort netværk (+ 200 LinkedIn-forbindelser)
  • Et fast holdepunkt to dage om ugen - omtrent som at være på en arbejdsplads!
  • Været aktiv i eventafdeling, udtænkt og igangsat diverse netværksøvelser
  • Lært at netværke og tale til en forsamling
  • Masser af gåpåmod og selvtillid
  • Trække på andres kompetencer og tilegne mig nye
  • Samarbejde, modtaget og givet sparring
  • Ugentlig inspiration fra eksterne foredragsholdere
  • Optimering og feedback af ansøgning, cv og elevatortale
  • Canvas-salg, ringe ud og sælge Powerjobsøgerne
  • Deltage på styregruppemøder
  • Nyde/yde-workshops, ”hvad har jeg brug for? Og hvad kan jeg byde ind med overfor andre?”
  • Hjulpet med visitkort, plakater og hjulpet flere med at give deres koncepter et iderigt og grafisk pift.

Fester for Fyrede – og jo, det er en fest

Jeg stod i spidsen for vores Fest for Fyrede-arrangementer som projektleder og koordinator, i samarbejde med tre andre jobsøgningsnetværk (Aktive Ingeniører, GetAhead og Senior Erhverv) og Jobindex, som ud over at være sponsor for Powerjobsøgerne også er sponsor for disse store arrangementer, som foregår flere gange om året i Herlev Medborgerhus for 500 ledige, men også i Sorø og flere steder i Jylland.

Man kan godt skabe feststemning, når 500 ledige er samlet

Vi er fire jobsøgningsnetværk, der samarbejder om at dele de opgaver, der er på selve dagen. Og vi får alle en større kontaktflade på tværs af de forskellige jobsøgningsnetværk og kendskab til hvordan man gør i de forskellige jobsøgningsnetværk. Fest for Fyrede er et heldagsarrangement fyldt med inspiration til de jobsøgende med professionelle foredragsholdere, kursusudbydere og rekrutteringsfirmaer, der tilbyder CV-rådgivning. En fest, der er ganske gratis for de ledige og helt uden tømmermænd!

Min vej til drømmejobbet

I forbindelse med at jeg har arrangeret disse fester, har jeg oparbejdet flere kompetencer, fordi jeg har været aktiv i et jobsøgningsnetværk i min ledighedsperiode. Jeg fik mod til at ændre retning fra grafiker til at arbejde med events i netværkssammenhæng. Ellers havde jeg ikke haft en chance for at få drømmejobbet som Event Manager - som jeg netop har fået! For gennem netværk fik jeg kontakt til min kommende arbejdsgiver. Nu kan jeg se tilbage på min ledighedsperiode og sige til mig selv, at der har været en mening med det hele ...

Jobsøgningsnetværk i Danmark

Jobindex har samlet en liste over de jobsøgningsnetværk, der findes i øjeblikket. Der er både generelle jobsøgningsnetværk som Powerjobsøgerne og netværk for specielle grupper som Aktive Ingeniører.
Se listen over jobsøgningsnetværk

Læs også