JobsøgningKarriere

Sociale fær­dig­he­der er vigtigere end faglige kva­li­fi­ka­tio­ner

For at blive forfremmet og skabe karriere, er det ikke nok, at have de rigtige faglige kvalifikationer. Ifølge ekspert er netværket på jobbet det, som i sidste ende sikrer dig forfremmelsen.

Hver dag bliver mennesker forfremmet. Det bliver de ikke kun, fordi de er gode til at løse bestemte opgaver, men også fordi de er gode til at socialisere. De møder op til fredagsbaren, firmafesten og anden kollegahygge, hvor de lærer cheferne at kende. På den måde sikrer de sig at være i frisk erindring, når cheferne planlægger den næste forfremmelse, forklarer den selvstændige rekrutteringskonsulent Aase Hoeck.

Forfremmet til fredagsbar

Ifølge Hoeck, er det i sociale fora, at du har muligheden for at vise dine personlige kvalifikationer til dine overordnede og dermed demonstrere, at du udover dine faglige kvalifikationer, også er socialt intelligent. Ledere ansætter ikke kun de bedste, men også personer, de ved, de kan arbejde sammen med.

Aase Hoeck har siden 1988 rekrutteret til lederstillinger i hele landet, og det har lært hende, at behovet for at netværke varierer, alt efter om det drejer sig om fx unge IT-firmaer eller mere konservative produktionsvirksomheder.

”Der er ikke nogen tvivl om, at man skal markere sig på sin arbejdsplads, for at blive forfremmet, og det gør man bl.a. i det sociale. Den der ikke er del af det sociale liv, er selvfølgelig ikke den først man kommer i tanke om i forbindelse med en forfremmelse,” siger hun.

For at være sikker på at komme i betragtning, anbefaler hun, at du fra start deltager aktivt i din arbejdsplads’ sociale liv.

Netværk er lig med muligheder

Konsulenten forklarer endvidere, at en anden fordel er, at man styrker sin netværkskreds ud over sit eget team eller afdeling og dermed også lærer andre ledere i organisationen at kende. Det giver en række fordele ud over spring på karrierestigen, idet man sikrer sig en større netværksflade i sit daglige arbejde og potentielt åbner op for nye stillinger andre steder i organisationen.

Undtagelsen der bekræfter reglen

Ifølge Aase Hoeck er der en gruppe mennesker, der ikke på samme måde har behov for at netværke:

”Hvis du er en superforsker, og er lidt nørdet, så du kan noget helt specielt, så tilgiver man, at man afstår fra det sociale,” forklarer hun.

Manden skal også hente og bringe

Aase Hoeck mener, at hvis den samme forælder henter og bringer børn hver dag, fratages man mulighederne for at indgå socialt på arbejdspladsen. Derfor er det vigtigt, at man deles om de daglige pligter, hvis begge partnere skal have de samme karrieremuligheder.

”Du bliver tilsidesat, hvis du suser ud af døren. Det tror jeg, kan koste forfremmelser og synlighed,” slutter hun.

Læs også