Ny i job

Ri­si­ko­vil­lig­hed gav titlen som Danmarks bedste salgs­as­si­sten­te­lev

Risikovillig, hårdtarbejdende og konstant på jagt efter udfordringer: Sådan kan Anna Aviaja Holm Thyssen bedst beskrives, og den personkarakteristik har sikret hende titlen som Danmarks bedste salgsassistentelev.

I september i år blev 23-årige Anna Aviaja Holm Thyssen kåret som Danmarks bedste salgsassistentelev til Detailhandlens Fagprøvepris, og i begrundelsen lød det blandt andet, at ”Anna’s evner langt overstiger, hvad man kan forvente af en nyuddannet salgsassistent” – og ”hun søger konstant personlige udfordringer”. Hendes risikovillighed i den afsluttende opgave med fokus på mænd og hudpleje i Kiehl’s i Magasin Aarhus – hvor hun har været elev - var også med til at gøre udfaldet. Den konstante søgen efter udfordringer har – her et par måneder efter kåringen - bragt hende til Australien.

Hvad laver du i Australien?

Den første måneds tid har jeg brugt på at holde ferie og på at falde på plads i mine nye omgivelser. Nu arbejder jeg fuld tid for Australiens største Pharmacy kæde midt i Melbourne centrum, hvor jeg er manager for afdelingen med hudpleje. Kiehl’s, som jeg skrev fagprøven med, kunne kun tilbyde mig en deltidsstilling, og da det jo var fuld tid, jeg ledte efter, måtte jeg desværre takke pænt nej til tilbuddet.

Jeg har nu boet i St. Kilda i Melbourne i halvanden måned. Planen er indtil videre, i januar, at rejse op – sammen med min bedste ven Mick Nielsen - langs østkysten for senere at bosætte mig i Brisbane. Resten af rejsen tager vi en dag ad gangen.

Jeg er i bund og grund taget til Australien for at vokse som person og udvikle mig selv inden for faget. Jeg vil opleve den australske kultur og suge så meget til mig som overhovedet muligt. Jeg tror på, at jeg vil få mere ud af at rejse ud i verden og stå på egne ben end at blive hjemme og læse videre. Jeg lærer mere, når jeg stiller mig i uvante situationer.

Hvordan var det at blive kåret til Danmarks bedste salgsassistentelev?

Det var utroligt surrealistisk. Jeg var godt klar over, at jeg havde lavet en knivskarp fagprøve - men at det ligefrem var den bedste, var jo over alt forventning. Endnu engang har godt gammeldags hårdt arbejde, i den grad vist sig at kunne betale sig.

Hvorfor blev du kåret til det?

Som jeg har forstået det, var rådet imponeret over mit atypiske og risikable emnevalg, og min måde at gribe det an på.

Kort sagt handlede min fagprøve om, at jeg ville have flere mænd til at bruge Kiehl’s fantastiske herreserie. Det gjorde jeg blandt andet ved at dekorere hele standen om, så den fik et mere sporty og oldschool udtryk, samtidig med at jeg satte herreserien helt i front. På den måde kunne vi skille os ud fra det typiske kvindeunivers, vi ofte associerer hudpleje med. Derudover sørgede jeg for at komme helt i dybden, ved simpelthen at undervise herrerne i netop, hvorfor det er så vigtigt at pleje sin hud – og hvordan de kunne anvende produkterne rigtigt. På den måde undgik jeg, at produkterne ville støve til i skabene – og mine kunder dermed ville få en dårlig oplevelse.

Hvordan har du grebet din elevtid an?

Allerede da jeg ansøgte om elevpladsen i Magasin Aarhus, var jeg klar over, at det ville være hårdt arbejde. Så dygtige købmænd kommer ikke sovende til en sådan succes, og det ville jeg være en del af. Så jeg smøgede ærmerne op og gik i gang. Jeg har altid været nysgerrig og god til at stille spørgsmål, når der har været noget, jeg ikke forstod. Heldigvis blev jeg mødt af de sødeste og dygtigste piger, der hellere end gerne ville hjælpe og lære mig noget nyt. Det var med til at give mig selvtilliden til selv at komme med input.

Hvad betyder kåringen for dig fremadrettet?

Den har helt bestemt givet mig blod på tanden. Der må være nogle flere priser at hente derude. Jeg glæder mig allerede nu, til når jeg vender hjem til det danske arbejdsmarked igen – denne gang som udlært.

Har du et godt råd til andre salgsassistentelever, der gerne vil opnå det samme som dig?

Det bedste råd, jeg kan give videre, er simpelthen at stole på sine egne evner og idéer. Hvis ikke, du gør det, gør andre det heller ikke.

Læs også