Nyud­dan­net og iværk­sæt­ter: Ny støt­te­o­rd­ning hjælper dig med drømmen

Er du nyuddannet og har en iværksætter i maven? Så kan helt ny støtteordning hjælpe dig i gang med din iværksætterdrøm.

Hvis du er nyuddannet, eller snart bliver det, og mener du har viljen, lysten og evnerne til at begå dig som iværksætter, men er skræmt af de økonomiske og forretningsmæssige udfordringer, så er der nu solid hjælp på vej.

Iværksætterfonden søsætter nemlig nu et helt nyt støtteprojekt udelukkende målrettet mod dimittender med gode iværksætteridéer.

Mulighed for både økonomisk og forretningsmæssig støtte

Formålet med den nye iværksætterordning er at give et målrettet tilbud til egnede dimittender fra uddannelsesinstitutioner fra hele landet. Er du en af de nyuddannede iværksætterlystne, der kommer gennem Iværksætterfondens nåleøje, kan du se frem til et 12 måneder langt forløb, hvor du både modtager finansiering og rådgivning til drift og udvikling af din virksomhed.

Den økonomiske hjælp er helt unik og består af to ting: En månedlig ydelse på godt 14.000 kroner, der sikrer, at du har noget at leve for, samt et engangstilskud på 35.000 kroner, som du kan anvende til eksempelvis udvikling af prototyper. Bemærk at begge finansielle ydelser er skattepligtig B-indkomst.

Den rådgivningsmæssige assistance giver dig først og fremmest fri adgang til kontorfaciliteter, hvor du kan arbejde med din iværksætteridé. Udover dette, tilbydes du et rådgivningsforløb på minimum 59 timer, hvor du rådgives i dine udfordringer, ligesom du også tilbydes træning og uddannelse inden for din pågældende branche.

Kom igennem nåleøjet

Den nye iværksætterordning er naturligvis ikke en mulighed for alle. Du og din idé skal nemlig leve op til flere betingelser. Først og fremmest er hele ordningen baseret på, at du har maksimum 3 måneder tilbage af din uddannelse, eller at det er maksimum 12 måneder siden, du afsluttede den. I øvrigt opfylder du uddannelseskravet, hvis du kommer fra en offentlig anerkendt uddannelse.

Omdrejningspunktet for iværksætterforløbet er din idé. Iværksætterfonden vurderer din ansøgning, uanset uddannelsesmæssige baggrund, ud fra følgende:

  • Om der er marked for din iværksætteridé eller om der er mulighed for, at det vil opstå
  • Om din iværksætter idé er skalérbar
  • Om din iværksætteridé bygger på ny eller eksisterende viden
  • Om din iværksætteridé kan skabe job på sigt
  • Hvilke erfaringer, du har med iværksætteri og virksomhedsdrift
  • Om det er klart defineret, hvordan din iværksætteridé skal generere omsætning

Det er således vigtigt, at der er en vis form for potentiale i din idé. Udover det, skal din idé befinde sig i en kommercialiseringsfase. Det betyder, at din idé endnu ikke må være afprøvet på markedet af dig selv eller anden virksomhed.

Tidspunktet er perfekt

Blandt landets mest kendte iværksættere, er der forskellige holdninger til, hvornår det er det perfekte tidspunkt at kaste sig ud i livet som iværksætter. Stifteren af mobilselskabet M1, der blev solgt for flere hundrede millioner kroner, Mads Peter Vej, råder dig til at starte så tidlig som muligt:

“Bedste råd vil være: Sørg nu bare for at komme i gang, lad nu være med at tænke om din idé er fin eller god nok. Lav et omkostningsbudget, og sørg for at komme i gang, inden du tjener for mange penge, for tjener du først mange penge, kan det være svært at komme ned på en iværksætterløn igen”, udtaler han til KorridorenTV.

Set fra et økonomisk perspektiv, er tidspunktet for start af din virksomhed således helt ideelt, fordi du på nuværende tidspunkt stadig har lave leveomkostninger. Grundet den månedlige ydelse, der er forbundet med ordningen, er du til og med sikret brød på bordet. Du får med andre ord tid og ro til at fokusere 100 % på at skabe en sund virksomhed på lang sigt, i stedet for at “jagte” de hurtige resultater.

Økonomisk gave

Udover, at tidspunktet for opstarten af iværksætterdrømmen er gunstig, er der også andre økonomiske fordele ved støtteordningen. Statstilskuddet på 35.000 kroner vil være en stor hjælp, da det vil nedbringe renteudgifterne til eventuelle lån.

“Starttilskuddet vil jeg betragte som en kæmpe gave. For iværksættere er renterne på deres lån ofte høje, fordi risikoen hos långiver er stor, og det kan ofte brække nakken på iværksætterne, fordi de høje renter æder den omsætning, der måske er i starten”, udtaler Claus Bermann, der agerer som ansvarlig for research og redaktionelt indhold på den finansielle tjeneste, Mikonomi.dk

Det er sjældent, at der ydes deciderede tilskud til opstart af virksomheder. Det nærmeste vi kommer på dette, er de såkaldte mikrolån, som kommuner landet over, tilbyder til arbejdsløse. Du kan læse om disse lån her: Få rentefrit lån til start af virksomhed

Ansøg inden 20. november!

Det er vigtigt at bemærke, at du skal skynde dig at ansøge, for at blive en del af ordningen. Iværksætterfonden har nemlig ansøgningsfrist 20. november klokken 12:00. Ansøgningen fungerer ved at udfylde en ansøgningsblanket på Iværksætterfondens hjemmeside. Her kan du også læse mere om støtteordningen.

Ansøgningerne vurderes som udgangspunkt af iværksætterpanel, der indgiver ansøgningen til bevilling eller afslag til Iværksætterfonden, som træffer den endelige beslutning, om hvorvidt du får godkendt din ansøgning.

Såfremt du ansøger inden 20. november, vil forløbet være således, at du får svar på din ansøgning i midten af december. Bliver du tildelt en plads på iværksætterforløbet, skal du forvente at skulle starte op i starten af 2015.

For at ansøge, og læse mere om ordningen, kan du klikke her