Artikler og indhold til jobsøgning og karriere




Norge trækker i nyuddannede pædagoger


pædagoger til norge

Norge er blevet en oplagt mulighed for de pædagoger, der ikke kan få noget job i Danmark. Det er særligt de nyuddannede nordjyder, der benytter sig af muligheden.

Ulla Oppermann Blankholm
Blankholm Kommunikation


Det er langt fra så nemt, som det har været; at finde et job som pædagog i Danmark lige nu. Det får flere danske pædagoger til at rejse til Norge for at arbejde.

Ifølge Danmarks Statistik er den generelle ledighed for pædagoger på 4,2 procent, men ledigheden for unge under 30 år er oppe på syv procent – og sidste år var hver femte af de nyuddannede stadig ikke i job et halvt år efter endt uddannelse, ifølge fagbladet Børn og Unge.

”Ledigheden er ikke høj sammenlignet med andre brancher, men nogle nyuddannede oplever, at det er rigtig svært at finde job i Danmark. Langt de fleste af de pædagoger, der tager til Norge, gør det, fordi der ikke er noget job at få i Danmark,” siger Mette Aagaard Larsen, der er faglig sekretær i BUPL.

Det er ifølge hende særligt de nordjyske pædagoger, der benytter sig af muligheden på grund af nærheden, lige som en del københavnske pædagoger tager til Sverige, og sønderjyder til Nordtyskland.

Lønnen er lidt bedre i Norge

”Lønnen er en lille bitte smule bedre i Norge, skatten er lidt lavere, og så er normeringen bedre. Når det er sagt, så er der ikke så mange uddannede pædagoger til aldersgruppen 0-6 år i Norge. Det kan betyde, at man som uddannet pædagog i den aldersgruppe får lidt større spillerum, men det kan samtidig også være hårdt, fordi man både er hjemmefra og ikke har den nødvendige sparring,” siger Mette Aagaard Larsen.

Ifølge en artikel på Avisen.dk fik kun tre pædagoger i 2009 godkendelse til at arbejde i Norge, mens 108 fik lov sidste år (2014). Cirka 40 procent af de udvandrede danske pædagoger er ifølge avisen nyuddannede, der ikke kan finde arbejde i Danmark.

Sproget ingen hindring

En del af dem, der påtænker at rejse ud eller allerede har truffet beslutningen, er først og fremmest bekymret for de sproglige udfordringer.

”Nogle af dem, vi har talt med, som har været i Sverige var allermest bekymret for sproget, men ifølge dem har det været temmelig hurtigt at komme ind i,” siger Mette Aagaard Larsen og tilføjer, at det betyder afsindigt meget for de nyuddannede pædagoger, at de møder et arbejdsmarked, hvor der er plads til dem – også hvis det så betyder, at de er nødt til at rejse efter det.

Mange ser det samtidig som et eventyr og en god mulighed for at rejse.

”Derfor er vi i BUPL rigtig glade for, at der findes den her mulighed, så de kan få brugt deres faglighed. Det giver dem en enorm personlig styrke – det har en rigtig stor værdi,” siger hun og tilføjer, at det selvfølgelig er triste omstændigheder, der gør, at de er nødt til at rejse væk fra Danmark.

”Det er ærgerligt, at man ikke er god nok til at prioritere arbejdskraften i Danmark, men for de pædagoger, der tager afsted, tror jeg, det er en kæmpe oplevelse.”

BUPL har kurser for pædagoger, der gerne vil til udlandet – og fagforeningen tager desuden på studiebesøg for at se, hvordan institutionerne fungerer der. Du kan læse mere om jobmulighederne i Norge, og hvad du skal være opmærksom på her: Bupl - Jobmuligheder i Norge og Sverige.

Du kan desuden se helt konkrete jobopslag på www.Jobbsafari.no

Publiceret 2015-09-01




Læs også

1 til 24 af 833 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||35|Næste »
1 til 24 af 833 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||35|Næste »
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.