Karriere

Muligt at være kvindelig it-leder uden stor teknisk viden

Det er sjældent, man støder på en kvinde på direktionsgangen i de danske it-virksomheder. En fordom om, at man skal være ekstrem teknisk, skræmmer mange kvinder, mener en af de kvinder, der selv sidder som leder i en it-virksomhed.

Tilbage i studentertiden, da Lene Nellemann Sjelle læste på Handelshøjskolen, spurgte en veninde, om hun ikke ville arbejde hos Hewlett Packard i 14 dage. Da Lene Nellemann Sjelle havde været i Hewlett Packard i kun to dage, fik hun at vide, at hun aldrig ville slippe derfra. Tilfredsheden med den unge studerende var stor, og det varede da også fire-fem år, før hun havde lyst til at søge udfordringer et andet sted. Det første skridt ind i it-branchen var taget.

Mange kvinder får dog slet ikke taget det første skridt, og derfor har brancheorganisationen IT-Branchen gennem de seneste år arbejdet på at få flere kvinder ind i branchen – og særligt flere kvindelige ledere. Ifølge en artikel i Berlingske har målet været at øge de fire procent kvindelige administrerende direktører, som danske virksomheder havde i 2007, til 15 procent i 2010. I dag har kun seks procent – svarende til 22 ud af 398 virksomheder – en kvinde i topstolen.

”Helt banalt kan man sige, at det har noget at gøre med, at kvinderne ikke søger lederjobbene, og så får de dem heller ikke. Hverken gennem deres netværk eller gennem jobopslag,” siger Lene Nellemann Sjelle, der i dag er leder i Novo Nordisks it-selskab NNIT og har 40 medarbejdere under sig. Desuden mener hun, at mange kvinder ikke ved, hvad det egentlig vil sige at have et lederjob inden for it-branchen i forhold til et lederjob i en anden branche.

”Der er måske nogle fordomme om, at man skal være ekstrem teknisk, men jeg er et meget godt eksempel på, at man ikke behøver at være det. Jeg er ikke uddannet inden for et it speciale eller har en teknisk baggrund, fordi jeg har gået på Handelshøjskolen. Men ledelse handler om andet end faglig kontekst,” siger hun.

Faglig dimension kan læres
Hun mener, at kvinder med mod på ledelse kan lære den faglige del af it, og at de derfor ikke skal føle sig afskåret fra at søge et job i it-verdenen.

”Selvfølgelig er der nogle typer lederjobs, der er mere teknisk prægede, men nogle gange handler det mere om at se på, hvad det er for en type job. Hvis lederjobbet er spændende, og der er en faglig dimension, så kan man lære den. Som leder skal man ikke erstatte sine medarbejdere – det er dem, der er specialister,” siger Lene Nellemann Sjelle og understreger, at ledelse er mange ting deriblandt at lede mennesker, forretningen, kunder – at kunne lægge strategier – og at man kan facilitere i den retning, man vil.

For nyligt deltog Lene Nellemann Sjelle i et talentkursus arrangeret af IT-Branchen. Talentkurset var et af en række initiativer til at få flere kvinder ind i topledelserne og ind i it-branchen generelt, og it-lederen mener, at det er et godt element i at få sat fokus på flere kvinder i ledelse inden for it.

”Branchen skal være synlig de steder, hvor man kan inspirere. Det handler om mentalt at få det på landkortet hos kvinderne, så de kan se, at det her også er en mulighed,” siger Lene Nellemann Sjelle, der sammen med otte andre kvindelige mellemledere var til eksamen den 21. juni.

Vigtig ekstern feedback
For Lene Nellemann Sjelle var talentkurset ”IT Women Executive Leadership 2011” spændende, fordi der var et fagligt indhold og samtidig et netværk med de andre kvinder på kurset og desuden med dem, der holdt oplæg. Tidligere Microsoft-chef Jens Mobjerg, KMDs administrerende direktør Lars Monrad-Gylling og koncernstrategidirektør i TDC Eva Berneke var blandt andre nogle af dem, der holdt oplæg. Hver af de ni kvinder lagde to uger i talentkurset.

”På den ene side var meget egentlig common sense. Der var ikke meget, hvor jeg tænkte ”Wauu.. det havde jeg aldrig selv tænkt på,” men vi fik øvet os på nogle ting og fik også nogle andres syn på vores kunnen. Det var enormt værdifuldt at få feedback fra nogle, der ikke kender en og ikke er fra den normale firmakontekst,” siger Lene Nellemann Sjelle og tilføjer, at de også havde sparringssessions, der gav værdifuld inspiration.

Læs også