Min største bekymring var overvældende succes


Min største bekymring var overvældende succes

Carina Mosbæk sagde sit lederjob op hos Microsoft for at starte en butik og webshop – med cykler og cykeludstyr til kvinder. Den største frygt var ikke fiasko men så stor succes, at hun ikke ville kunne følge med, hvilket er meget kendetegnende for hendes person; Carina Mosbæk er grundlæggende ekstremt positiv, og det er hun kommet langt med.

Af Ulla Oppermann Blankholm, Blankholm Kommunikation

Hun skynder sig at sige, at det lyder lidt spirituelt; men idéen kom egentlig bare til Carina Mosbæk. Hun er lige kommet ræsende – på cykel selvfølgelig – til sin cykelbutik une une i Vedbæk, som nu er det færdige resultat af den idé, hun gjorde til virkelighed.

Carina Mosbæk

Tilbage i 2009 havde hun taget tre måneders orlov fra sit lederjob i Microsoft for at hellige sig sit barn, men idéen poppede op, og så røg den orlov, siger hun med et smil. Selv om hun ikke er den store fan af selvhjælpsbøger, så læste hun alligevel ”Udlev din Passion på 4 uger” af Pernille Melsted, men hun stoppede, da hun var nået omkring 30 sider ind i bogen.

”Jeg havde egentlig selv fniset lidt af min idé med at skabe et cykelunivers for kvinder, men da jeg fortalte om den til mine veninder, syntes de, at det lød som en god idé, og jeg tænkte ”Hvorfor griner de ikke?” Jeg nåede til et sted i den bog, hvor der stod, at man var parat til at udleve sin idé, når man kunne tale seriøst om den,” siger Carina Mosbæk, der fandt ud af, at hun rent faktisk var helt klar, og hun behøvede ikke at læse bogen færdig.

Men hvad med det højtlønnede og sikre job hos Microsoft? Hun ville være helt sikker på, at det nu også var den rigtige beslutning, så hun kom tilbage på arbejdspladsen efter sin barsel helt som aftalt for at mærke efter. Der gik ikke mange dage, før hun var blevet helt sikker. Selv om hun havde haft et hårdt job, var hun samtidig også utroligt glad for det.

”Det var et stort spring, for det var egentlig mit drømmejob, jeg havde, selv om det også var meget konfliktfyldt. Men jeg var helt sikker på, at det her var en god idé, og det kunne jeg også se senere, fordi alt bare lykkedes,” siger hun.

Stor succes største bekymring
Carina Mosbæk lavede en meget detaljeret forretningsplan, og hun lå ikke søvnløs om natten af skræk for, om hendes nye idé ville blive en succes.

”Det sjove var faktisk, at min største bekymring egentlig var at få meget stor succes. For hvordan skulle jeg udvide, hvis det nu gik helt amok – ville jeg så have så mange varer? ”

Carina Mosbæk har fra hun var helt lille ikke været bange for at kaste sig ud i noget nyt, og hun har altid oplevet, at hun har fået så meget forærende ved at være på den måde. Hun har altid tænkt, at hun har været utroligt heldig med de ting, hun har oplevet og opnået.

”En dag var der en, der sagde til mig, at det ikke passede – og at det hang sammen med alt det, jeg gav og dermed fik igen – og at jeg var modig. ”Er jeg modig?” tænkte jeg – det vidste jeg ikke,” siger Carina Mosbæk, der mener, at mod nogle gange handler om, hvorvidt man er bange for at lykkedes eller ej.

”Jeg er meget åben over for nye ting, og samtidig er jeg meget taknemmelig for mit liv. Taknemmeligheden hænger sammen med, at jeg er meget konstruktiv. Jeg skal ikke have et chok for at værdsætte livet – for jeg er vildt taknemmelig for, at jeg kan vælge frit og gøre, hvad jeg har lyst til. Den lykkefølelse føler jeg, at jeg har haft, lige siden jeg var lille,” siger Carina Mosbæk.

Ambitiøs på sin egen måde
Carina Mosbæk har aldrig tænkt i en karriere, men af omgangskredsen har hun altid været kendt for at være meget ambitiøs. I 1986 emigrerede hun sammen med sin daværende mand til USA, og da de to år efter var på besøg i en juleferie i Danmark, var Carina Mosbæk gravid.

”I min vennekreds mente man ikke, at jeg ville have børn, fordi jeg var så ambitiøs. Det kom helt bag på mig, for det kunne jeg slet ikke forstå. Det er nok, fordi jeg ikke er ambitiøs på penge og titler, men kun på at gøre det godt. På den måde er jeg ambitiøs, men det tror jeg også, er den eneste vej til succes,” siger Carina Mosbæk. Hun har haft une une i lidt over et år nu, og har haft 500 kunder. Hun har inden for samme tidsrum været i 16 medier, og hun er glad for den gode start med sin virksomhed.

Hun er ikke meget for at give et råd til andre kvinder, der gerne vil være selvstændige eller gå efter deres drøm, fordi hun ikke synes, hun er specielt ”kvindagtig”, som hun siger.

”Hvis det alligevel skal være lidt kvindagtigt, så tror jeg, at grunden til, at mange kvinder fravælger et eller andet er, fordi de ikke mærker den rigtige og vigtigste følelse. Det er også enormt farligt, for det er som regel i konflikt med penge, ens stilling – og måske også med ens mand. Min fornemmelse er, at kvinder i højere grad end mænd, ikke mærker efter, hvad de egentlig vil,” siger Carina Mosbæk, der dog ikke er fortaler for, at man sætter alt over styr – hus og hjem – for at gå efter en idé: Det er vigtigt at have en seriøs forretningsplan, der holder vand.

”Men er mulighederne der, så er det bare med at gå i gang,” siger Carina Mosbæk, der ikke selv havde sparet op til sit eventyr – hun var en tur i banken for at låne to millioner kroner til sin forretningsidé. En idé hun ikke havde hørt om noget andet sted i verden, og som netop udsprang af den helt rigtige følelse, som hun ikke kunne ignorere.

Navn: Carina Mosbæk
Født: 1959
Uddannelse:
Utallige management-kurser i Danmark og udlandet (1987-2008), Story Telling Education – The Story Telling Academy (2009), Akademiøkonom – Niels Brock (1983), Højere Handelseksamen – Niels Brock (1981).
Job:
Stifter une une (marts 2010), Director, Customer & Partner Experience, Microsoft Denmark (2007-2010), Business Engagement Manager, Microsoft Nordic (2003-2007), Sales Manager, Microsoft Denmark/ Nordic and Baltics (1997-2001), Sales Manager for Telesales/Customer Service, Oracle Denmark (1997-1997), Area Manager, Colorgen (1993-1994), Account Manager New Businesses, Ambrasoft (1991-1993).

Publiceret 2011-08-01


Seneste artikler

Her får flest job lige nu
Kvinder i dansk politik anno 2015
I år er det 100 år siden, at kvinder fik valgret i Danmark. Da de første fire kvinder blev valgt ind i Folketinget i 1918, opstod der et presserende problem: Christiansborg var helt uden dametoiletter!
Indrykket 15. juni 2015 på TopKvinder
Kvinders karrierevalg knuser deres lederdrømme
Kvinders karrierevalg knuser deres lederdrømme
Flere kvinder skal have topposter. Det er der bred enighed om. Men kvinderne selv spænder ofte ben for deres eget lederpotentiale ved at vælge en karriere inden for HR, kommunikation eller marketing – langt fra virksomhedernes kerneforretning
Indrykket 18. juni 2014 på TopKvinder
Flere kvinder indtager chefposterne i det offentlige
Flere kvinder indtager chefposterne i det offentlige
Ifølge en undersøgelse fra Danmarks Jurist- og Økonom Forbund – Djøf – er andelen af kvindelige chefer i landets kommuner og regioner steget fra 32 procent i 2007 til 43 procent i 2013. Tendensen er den samme på de statslige arbejdspladser, men halter i de private virksomheder.

Indrykket 20. juni 2013 på TopKvinder
Flere it-kvinder til tops
Flere it-kvinder til tops
I løbet af fem år er antallet af kvindelige topchefer i landets it-virksomheder fordoblet. Mens det i 2008 kun var fire procent af de administrerende direktører, der var kvinder, viser de helt nye tal fra IT-Branchen, at der nu er kvinder i spidsen for otte procent af landets it-virksomheder.
Indrykket 4. februar 2013 på TopKvinder
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.