JobsamtaleJobsøgningLøn

Lønkrav til job­sam­ta­len

Mange foretrækker at vente med lønforhandlingen, til jobbet er deres; men det kan rent faktisk betale sig at forhandle under jobsamtalen, hvis du søger job i den private sektor. At stille krav til lønnen er en vigtig måde at vise arbejdsgiveren, at du selv tror på, at du er værdifuld arbejdskraft.

Ligesom du måske af og til er nødt til at lade som om, du kan alt det, en arbejdsgiver efterspørger i stillingsannoncen, gør du til jobsamtalen klogt i at lade som om, du er meget værd i lønkroner. Det er du sikkert også; men for mange jobsøgende er det svært at forholde sig til at skulle stille høje krav til lønnen. Nyuddannede og ledige bliver af fagforeningen rådet til at kræve en løn, der måske er tre eller fire gange så stor, som det, de er vant til at modtage.

Det kan være svært at få det høje beløb over sin tunge, når man i virkeligheden ville være tilfreds med langt mindre, eller hellere vil vente, til man har fået jobbet; men man bør forsøge alligevel. Budskabet kommer fra Magisterbladets artikel ”Lønkrav viser din x-factor”. Til baggrund for artiklen ligger besvarelser fra omkring 100 læsere af DM Privats nyhedsbrev, som har fortalt om deres erfaringer fra ansættelsessamtaler i det private. I seks ud af 10 samtaler er lønspørgsmålet blevet taget op. Det giver anledning til nogle overvejelser omkring vores vejledning, siger Jens Groth Andreasen fra DM Privats lønudvalg:

”Traditionelt har anbefalingen været, at løn ikke var noget, man skulle tage op under samtalen – og sådan forholder det sig vel stadig i det offentlige, hvor tillidsrepræsentanten skal inddrages; men når så mange bliver spurgt om løn til jobsamtaler i det private, er det klart, at det er vigtigt at være forberedt og have et udspil klar.”

Ifølge Jens Groth Andreasen skal man ikke tro, at man hellere må spille lavt ud eller vente med forhandlingerne, til man er kommet længere i udvælgelsesprocessen, og således har bedre kort på hånden – for det er ikke sikkert at man kommer så langt, hvis man beder om for lidt i løn, eller prøver helt at undgå emnet:

”Til jobsamtalen handler det om, at du formår at optræde som en person, der er sikker på dig selv og på din værdi for virksomheden. I den proces er det vigtigt at få kommunikeret, hvad du kan, men også, hvad du forventer af arbejdspladsen, for eksempel i forhold til arbejdsopgaver, arbejdsmiljø og videreuddannelsesmuligheder – og her er det naturligt også at komme ind på forventninger til lønnen. Om de vælger dig eller ej, handler ikke om dit lønkrav. Hvis du kræver for meget, er de trænede i at forhandle beløbet ned igen.”

Forberedelse er guld
Når man skal sælge sig selv i kroner og øre til en arbejdsgiver, er det afgørende, at man er godt forberedt; både i forhold til argumentationen for, hvorfor man er værdifuld for virksomheden, men også i forhold til at give et bud på, hvor meget man skal have i løn.

Bodil Gavnholt

Ifølge Bodil Gavnholt, chefkonsulent i DJØF’s rådgivningscenter, er lønforhandling det emne, som konsulenterne får næstflest henvendelser om – cv og ansøgninger er topscoreren. De nyuddannede står for mange af henvendelserne, ofte fordi de på den ene side ikke synes, at de har behov for en tårnhøj løn, og på den anden side godt ved, at de bør stille krav:

”Vores råd er, at man først og fremmest forbereder sig så godt, man kan. Man bør på forhånd kontakte sin fagforening, som har lønstatistikker, hvor man kan få et realistisk indtryk af lønniveauet for præcis den gruppe, man tilhører. Det kan også være til stor hjælp at spørge sit netværk til råds, hvis man kender nogen, der har et lignende ansættelsesforhold.”

På DJØF’s hjemmeside findes desuden lønforhandlingsfeaturen ”Hvad skal min løn være?”, hvor man kan se, hvor meget man bør kræve, afhængig af, hvor man er i sin karriere og hvilket job, man søger. Før man går ind til jobsamtalen, bør man være afklaret omkring, hvilket beløb man som udgangspunkt vil foreslå, hvis man bliver bedt om at lægge ud, samt smertegrænsen for, hvor langt ned, man vil gå. Det kan være nødvendigt med en peptalk, for at få styr på svedige hænder og rystende bentøj:

”Det er vigtigt at minde sig selv om, at man er blevet valgt ud mellem ofte hundreder af ansøgere, med alle mulige kompetencer. Det var dig, de ville have til samtale, og det du kan, er godt nok.” Hvis kravet til lønnen ikke kan tilgodeses, kan det være en god idé at forhandle om noget andet, fortæller Bodil Gavnholt:

”Hvis lønnen ikke kan forhandles, er der andre goder, man kan prøve. Som nyuddannet har man for eksempel ikke ret til løn under ferie, og det kan være et godt sted at forhandle. Fri telefon, computer og pension er andre ting, man kan forhandle med.”

Læs også