OpsigelseØvrigt

Le­dig­he­den er på vej i den rigtige retning

Den positive udvikling i ledighedstallene for handel- og kontoransatte fortsætter.

Siden ledigheden toppede midt i 2012, er den sæsonkorrigerede ledighed faldet med 1,4 procentpoint til 5,2 procent, og fra 2014 til 2015 er ledigheden faldet med 0,4 procentpoint. Selv om ledigheden er dalet de seneste år, så er særligt et år skelsættende for ledighedskurven, nemlig 2008.

”Krisen har været hård ved danske lønmodtagere og HK’s medlemmer. Da krisen brød ud i 2008 var der cirka 200.000 stillinger, der forsvandt, og arbejdsløsheden blev mere end fordoblet. Før krisen satte ind var den sæsonkorrigerede ledighed blandt HK’s medlemmer under 3 procent,” lyder det på HK’s hjemmeside i en artikel fra efteråret 2015, hvor man også kan se, at knap 60.000 a-kassemedlemmer og mere end 7.000 af HK’s a-kassemedlemmer har mistet retten til dagpenge siden januar 2013.

Væksten er imidlertid tilbage i dansk økonomi, og det er godt for beskæftigelsen, som det også fremgår.

”Økonomien er vokset de seneste otte kvartaler, og udviklingen forventes at fortsætte. I 2015 regnes der med en vækst på 1,5 procent, og til næste år (2016, red.) skønnes væksten at nå op på 1,9 procent,” lyder det i artiklen.

Nyt fænomen opstået

Selv om ledigheden falder, så oplever man også udfordringer – det kan man skrive under på i HK Handel MidtVest, som oplever, at et nyt fænomen har vundet indpas.

”Hvis der sker en fyringsrunde i dagligvarehandlen, så bliver de fyrede ofte genansat med færre timer – hvor de for eksempel går fra 37 timer til 25 timer. Praktikanter, som dækker over folk, der er i forskellige former for ressourceforløb, overtager de resterende timer,” lyder det fra Susanne Sommerlund, formand for HK Handel MidtVest – i artiklen her på jobindex.dk: Fastansatte bliver fyret og genansat på nedsat tid.

Ifølge hende er det ofte sådan, at det er praktikanter, som allerede er i butikken i forvejen, der får forlænget deres praktikperiode i forbindelse med, at de fastansatte får færre timer. Hvis ens stilling helt bliver overtaget af en praktikant, så er der ifølge Susanne Sommerlund god grund til at reagere:

”Sker det, skal man henvende sig til sin fagforening. Praktikanter skal være ekstra bemanding og må ikke overtage ordinært arbejde,” siger hun.

Hvis du bliver ledig…

Er du en af de uheldige, der bliver ledig, er det vigtigt, at du tilmelder dig – enten elektronisk eller ved personlig henvendelse – på det lokale jobcenter, da udbetalingen af dagpenge først kan finde sted fra den dag, du er blevet registreret som ledig. I jobcentret vil du ifølge en pjece fra HK blive orienteret om regler for af- og tilmelding til jobcentret, CV-bank og jobcentrets servicetilbud.

Du kan læse mere i pjecen her.

Læs også