Øvrigt

Ledige nyt­tejob­be­re er billig ar­bejds­kraft

Selv om de ifølge loven ikke må udføre opgaver ”ud over det normerede niveau”, så erstatter nyttejobberne i stor stil ganske almindelige jobs i kommunerne – også inden for børneområdet. Blandt andet Fredericia Kommune sparer på børneområdet og ansætter ledige i nyttejob. I Kommunernes Landsforening afviser man kritikken.

Arbejdsløse på kontanthjælp. Tidligere dagpengemodtagere, som har opbrugt dagpengene og er på den særlige arbejdsmarkedsydelse. Unge på uddannelseshjælp, som er en lavere kontanthjælp for unge under 30 år uden uddannelse. Det er dem, der kan komme i nyttejob for at få kontanthjælp, hvis kommunen mener, at de er klar til job, ifølge nye regler, der trådte i kraft den 1. januar 2014.

I en artikel på fagforeningen BUPL’s hjemmeside fremgår det, at kontanthjælpsmodtagerne ifølge loven ikke må udføre opgaver ”ud over det normerede niveau”. Men en gennemgang af nyttejobbene i 79 af landets 98 kommuner, som Fagbladet 3F har lavet, afslører, at nyttejobbene i stor stil erstatter helt almindelige jobs – også på børneområdet.

Fredericia Kommune er en af de kommuner i Danmark, hvor man ifølge artiklen på BUPL.dk har skåret ned på børneområdet – og har oprettet et nyttejob i et børnehus, hvor jobbeskrivelsen blandt andet er ”pædagogiske opgaver”, ”være på legepladsen med børnene, sammen med personalet”, ”deltage i diverse aktiviteter sammen med børene i samspil med personalet” osv.

Fuldstændig uacceptabelt

”Det er fuldstændig uacceptabelt, at kommunerne sparer på pædagogerne, mens man samtidig opretter kunstige stillinger til en langt lavere løn. Jeg mener faktisk, at ordningen bliver misbrugt,” siger Elisa Bergmann til BUPL.dk.

Elisa Bergmann er formand for BUPL Syd og påpeger desuden, at det også er et problem, at der er stor udskiftning blandt disse medarbejdere. Børnene skal hele tiden forholde sig til nye voksne – der typisk heller ikke har de store erfaringer inden for det pædagogiske område.

Forskere advarer

Mikkel Mailand, der er forskningsleder ved Københavns Universitet, mener, at det er helt rimeligt for en stor del af opgaverne at diskutere, om de burde løses af almindeligt personale. Han mener, at flere af arbejdsopgaverne kan løses af rengøringsassistenten, maleren, specialarbejderen, viceværten, HK’eren eller pædagogmedhjælperen – efter at have kigget på 3Fs materiale.

Han vurderer, at mellem halvdelen og to tredjedele af arbejdsopgaverne ligner arbejde, som normalt bliver løst af faglærte og ufaglærte. Men med nyttejob bliver opgaverne også udført af arbejdsløse, der får ned til 6.889 kroner om måneden.

”Frygten for, at nyttejob kan fortrænge almindeligt arbejde, ser i flere tilfælde ud til at være velbegrundet,” siger Mikkel Mailand til Fagbladet 3F, hvor man også kan læse, at Kommunernes Landsforening hilser en evaluering velkommen – men samtidig afviser, at der er problemer.

”Værdien af nyttejob kan ikke sammenlignes med værdien af ordinært ansatte,” siger Brian Siggard, der er specialkonsulent i KL – til Fagbladet 3F.

Den 1. oktober 2014 ville Enhedslistens ordfører for social dumping, Finn Sørensen, ifølge en anden artikel i Fagbladet 3F, have svar på, om det er ulovligt, når kommuner sætter nyttejobbere til at lave vejarbejde eller malerarbejde – eller beskære træer. Det skete under et samråd i Beskæftigelsesudvalget, hvor beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen (S), skulle gøre rede for, hvilke typer nyttejob kontanthjælpsmodtagere kan udføre – uden at det går ud over overenskomstdækket, almindeligt arbejde.

I sine svar holdt ministeren fast i de initiativer, hun har taget: Et indskærpende brev til kommunerne om at overholde lovgivningen – og desuden en evaluering, der ved årsskiftet skal se på, om ordningen bliver brugt, som den er tiltænkt. Hun lovede, at hun ville inddrage 3F’s erfaringer og slog fast, at lovgivningen i dag har konkrete og håndfaste krav til nyttejob – som netop skal forhindre, at ordinære job fortrænges.