JobsøgningOpsigelse

Ledig sendte 333 an­søg­nin­ger på en uge

Planen var egentlig 1.000 ansøgninger på en uge, men Mogens Bendtsen måtte sande, at antallet var urealistisk. Det endte med, at han sendte 333 ansøgninger afsted i uge 3: Som et opråb i debatten om, at jobsøgende ikke gør nok - og for at gøre opmærksom på sig selv efter to et halvt års ledighed.

Det skulle være provokerende underligt. Et antal, som folk ville studse over og tænke: Det er umuligt. Derfor satte Mogens Bendtsen sig som mål at sende 1.000 ansøgninger ud i uge 3, 2015. Det ville give ham lidt over tre minutter pr. ansøgning, hvilket han havde tjek på kunne lade sig gøre med udarbejdelse af en database, der automatisk kunne maile ansøgningerne afsted.

"Især i efteråret var der meget debat om, at arbejdsløse ikke gjorde nok for at få et arbejde. Der var blandt andet et tv-program om, hvorvidt danskerne kunne holde til det arbejde, som østeuropæerne tager her i Danmark - og om at man da bare kunne cykle ud til virksomhederne og snakke med dem. Selv om en repræsentant for virksomhederne var ude at sige, at det var virksomhederne slet ikke interesserede i," siger 57-årige Mogens Bendtsen, der har været jobsøgende i to et halvt år.

Det viste sig dog at blive umuligt at nå målet på de 1.000 ansøgninger, fordi mange af virksomhederne eller organisationerne krævede, at man udfyldte individuelle blanketter - og Mogens Bendtsen kunne derfor ikke sende sine ansøgninger afsted fra den database, han havde opbygget til formålet. Målet blev derfor 500 ansøgninger.

Det skulle give mening

"Mandag sendte jeg 277 ansøgninger afsted, men efterhånden som jeg begyndte at modtage kvitteringer på mine ansøgninger, begyndte det at virke åndssvagt. Der sad måske en kontorassistent og brugte tid på mit projekt. Der var nødt til at være mere mening med det, og derfor begyndte jeg at blive mere kritisk med, hvad jeg søgte," siger Mogens Bendtsen, der er uddannet ingeniør, men har arbejdet inden for utroligt mange forskellige områder og derfor har kunnet søge bredt.

Var dit mål at få et job?

"Ja, men jeg har ikke troet på, at projektet ville føre til et job - det skulle være en provokation. Men måske ville der alligevel sidde en person, der syntes, at det var så originalt, at jeg ville kunne bruges i hans virksomhed," siger han.

Ved redaktionens afslutning havde han fået kvittering fra 332 for modtagelsen af ansøgningen - og 140 afslag. Ét sted har han været til samtale.

"Jeg kom jo til at søge nogle jobs, som jeg ellers ikke ville have gjort, og det har været positivt. Det har betydet, at jeg var til samtale et sted, som jeg aldrig havde fundet på at søge, hvis jeg ikke havde haft det her projekt," siger han.

Skepsis på jobcentret

Mogens Bendtsen er bosat i Ry i Jylland, og han har oplevet, at mange jyske virksomheder ikke har forstået hans projekt.

"På jobcentret har de også været meget undrende over det, og de har slet ikke vidst, hvad de skulle sige, når de har set min liste over de steder, jeg har søgt," siger Mogens Bendtsen.

Han ved godt, at den bedste ansøgning fremkommer ved, at man sætter sig godt ind i virksomheden og skriver ud fra det, men med så mange ansøgninger var han nødt til at gå anderledes til værks. Som gammel it-mand oprettede han forskellige tekst-bidder, der passede til forskellige situationer. Søgte han en stilling på Sjælland, så var der en særlig bid tekst i forhold til det - skulle ansøgningen være mere eller mindre engageret, så var der fabrikeret en tekst til det.

Mogens Bendtsen tror selv, at hans alder er en hæmsko for at få jobbet.

"Derudover har jeg ikke et fag som mange andre. Reelt er jeg fagløs. Jeg er oprindeligt uddannet maskiningeniør, men har aldrig arbejdet som det. Jeg har arbejdet som leder i et biotek firma i 10 år, jeg har arbejdet som it-supporter, som HR-chef og som administrationschef og meget andet, og derfor kan jeg godt være svær at sætte i bås," siger han og tilføjer, at han lover, at der kommer nye spændende jobsøgningsinitiativer.

Han håber, at nogen snart får øje på fordelen ved hans brede vifte af kompetencer et sted ude i Danmark.