Jobsøgning

Kortlæg dit netværk

Et godt netværk kan forkorte vejen til jobbet – eller medvirke til, at du hurtigt kan skaffe de rigtige personer til en opgave. Derfor kan det betale sig at finde ud af, hvem der hører til i dit netværk. Morten Gjøl fra networkingcompany.dk giver gode råd til, hvordan du gør.
Morten Gjøl

”Netværkets sammensætning, kompetencer, potentiale og interesser har ikke altid stået klart for mig, men i forbindelse med en ledighedsperiode for 12 år siden, blev det klart for mig, hvor vigtigt det er at have dette overblik.” Sådan skriver Morten Gjøl, stifter og ejer af netværksvirksomheden NetworkingCompany, på bloggen på ingeniørernes arbejdsløshedskasses hjemmeside, IAK.dk, den 1. august 2011. Emnet for bloggen er, hvordan man let kan få overblik over sit netværk. Ifølge Morten Gjøl kan man visualisere sit netværk med et simpelt mindmap setup; målet er, at man let skal kunne vurdere, hvem man kan tage fat i, og hvordan vedkommende kan hjælpe.

Sådan gør du
Du er centrum i dit netværk, så start med at tegne en prik i midten og skriv dit navn ved prikken. For at holde fokus i forhold til, hvad du vil med dit netværk, kan du beskrive det med stikord ved siden af dit navn. For hvert navn, du efterfølgende skriver i mindmap’en, beskriver du kort vedkommendes betydning for det, du vil opnå med dit netværk – for eksempel om de kan være den direkte adgang til jobbet, om de har et attraktivt netværk, eller om de ligger inde med oplysninger om branchen eller virksomheden, du ønsker at arbejde i. Nu tegnes større ringe, som en måltavle. På ringene tættest på dig skriver du din nærmeste familie. Dernæst dine nære venner og bekendte. Til sidst kommer kolleger, tidligere kolleger, mennesker du har netværket med eller mødt ved faglige eller sociale arrangementer. I diagrammet indgår mennesker, du har mødt i alle mulige sammenhænge; fra nære familiemedlemmer til folk, du har smalltalket med i ungernes børnehave. Ifølge Morten Gjøl er det vigtigt at få alle med – også dem, der ikke umiddelbart har relevans for dine jobchancer:

”Min anbefaling er at tage revl og krat med, da det ofte viser sig, at jo flere der er med, des større er sandsynligheden for, at de kender nogen – eller kender nogen, der kender nogen – som er interessante i forhold til målet med netværket.”

Det perifere netværk giver ofte bonus
Morten Gjøl råder altså til at inkludere personer i netværket, som du måske ikke kender så godt, eller som umiddelbart ikke har relevans i forhold til din vej til jobbet. Dette bakkes op af Morten Frank, projektleder i MobilePeople. Han har flere gange fået job gennem sit netværk, og har gode erfaringer med at trække på netværkets netværk – det perifere netværk:

”Jeg har oplevet, at én i mit netværk sendte min ansøgning videre til sit netværk, og det var via dette perifere netværk, at jeg fik en jobsamtale, der endte med job. I dag bruger jeg bevidst mit netværks netværk, hvis jeg ikke lige kender nogen, der kan hjælpe med opgaver, information eller lignende.”

Selvom det kan være vejen frem at trække på det perifere netværk, råder Morten Frank til, at man viser omtanke. Med de sociale netværk som Facebook og LinkedIn, er det blevet meget nemt at sende ud til et stort netværk; men det er måske ikke alle – og slet ikke i dit perifere netværk – som reagerer positivt på at få tilsendt mails, hver gang du søger arbejde, skal bruge folk til en opgave eller mangler informationer.

Det er derfor tilrådeligt at inkludere hele familien og samtlige venner og bekendte, når netværket skal kortlægges; men samtidig at tænke strategisk og målrettet, når du bruger de sociale platforme til for eksempel at søge job:

”Første gang jeg søgte job via mit netværk, var der ikke så meget gang i Facebook eller LinkedIn, så det var mere mund-til-mund-metoden. Anden gang sendte jeg ud til mine netværk på Facebook og LinkedIn. Med de sociale netværk er der mulighed for at nå ud til mange flere, men der skal være en balance, så man ikke trætter folk med sine henvendelser, slutter Morten Frank.