Ledelse

Kend din indre leder

Selvindsigt, ærlighed og social kompetence er vigtige komponenter i moderne ledelse, og efterspørges i højere og højere grad af den nye generation af medarbejdere. Lederen skal turde vise sig selv frem – til en vis grænse.

”Den personlige side af ledelsen kommer mere og mere i spil, mens den traditionelle ledertype træder i baggrunden. Det sker ikke mindst på grund af en ny generation af medarbejdere, som kommer på arbejdsmarkedet med en holdning om, at de skal tages seriøst, og at en leder skal være til at snakke med. De gider ikke, at en autoritær gammeldags leder skal bestemme over dem.”

Sådan siger psykolog Jakob Skytt, da jeg spørger til, hvordan det kan hænge sammen, at en leder på den ene side skal fremstå som et seriøst forbillede – og på den anden side forventes at være menneskelig og blotte sine svagheder, som ledelsesportalen Lederweb skriver om i artiklen ”Blot dine svagheder” fra den 7. oktober 2011.

Jakob Skytt, psykolog

Ledelse som speciale
Jakob Skytt har igennem mange år arbejdet med coaching af ledere. Han ser ledelse som et speciale, som den moderne leder bør hellige sig:

”En leder skal have ledelse som sit primære fag, modsat tidligere, hvor en leder sagtens kunne have det primære fokus på produktion. Det skal han, fordi moderne ledelse er en svær balancegang og kræver meget på det personlige plan”, siger Jakob Skytt og uddyber:

”Du skal være tilstedeværende og skabe gode relationer – samtidig kan du ikke hænge ud med dine medarbejdere i fredagsbaren eller slå dig løs til personalefesten. Og du bliver ikke requested på Facebook – for det kan godt være at du faktisk er lige så rar som en ven, men det er altså også dig, der fyrer folk og undlader at give dem lønforhøjelse. Så det kræves af dig, at du er social, samtidig med, at du i virkeligheden er lidt isoleret.”

Arbejd med dig selv
Ifølge Jakob Skytt er det i orden for en leder at være åben omkring sine svagheder, men det skal ikke forstås sådan, at det at være ærlig i sig selv giver point i disciplinen moderne lederskab:

”Tydelighed, klarhed og gennemsigtighed er utroligt vigtige egenskaber for en leder, for hvis man som medarbejder skal præstere og være kreativ, så skal man være tryg. Det er man ikke, hvis man har en leder, man ikke ved, hvor man har. Derfor må man godt blotte sig – også sine svage sider – men man er også nødt til at arbejde med dem, så de ikke står i vejen for ens professionalisme.”

Jakob Skytt fortæller om en klient, hvis professionelle problem bundede i hændelser langt tilbage i barndommen:

”Jeg har på et tidspunkt coachet en ældre leder, som havde det dårligt med at snakke foran sine medarbejdere, fordi han blev meget rørstrømsk. Han fandt ud af, at det stammede fra hans barndom, hvor han ofte fik skæld ud, når han sagde noget ved middagsbordet – derfor blev han rørt over, at hans medarbejdere havde lyst til at høre på ham.”

Jakob Skytts klient er et eksempel på, hvordan man som leder kan arbejde med sine svage sider. Den ældre leder kunne have valgt at fortælle sine medarbejdere, at han havde det svært med at tale foran dem og derfor lod en anden gøre det. Det havde nok givet point på menneskelighedssiden – men respekten for lederen skal også være intakt.

Ifølge Jakob Skytt er det afgørende, at man kender sig selv og sine reaktioner rigtigt godt, hvis man som leder skal ’stille sig op på ølkassen’ og vise vejen. Selvindsigt er mere afgørende, end at man er en ledertype, for det er meget diffust, hvad en god ledertype er:

”Der er ingen tvivl om, at det er en kæmpe udfordring at være leder – det er en rigtig svær balancegang. Men hvis man er motiveret for at lede, kan man også lære det. Det gælder i bund og grund om at finde frem til en ledertype, man har det godt med.”

Læs også