KarriereØvrigt

Kar­ri­e­re­ko­met blev pres­se­chef som 25-årig

Hun blev pressechef som 25-årig og er i dag 28 år og selvstændig med fire ansatte. For nylig modtog hun Berlingskes Talent 100 pris. Det lyder helt umuligt for de fleste, men når det drejer sig om Esther Dora Rado giver det god mening. Hendes dna – både arbejdsmæssigt og privat – er bygget op omkring, at man kan mere, end man tror. Beviset? Det lever i hende.

Natlampen var ofte tændt, da Esther Dora Rado læste Public Relations på RUC. Én ting var et tidskrævende studie, der skulle passes – en anden var det fuldtidsarbejde, hun havde ved siden af: Det krævede samlet set maksimal udnyttelse af døgnets timer. Esther Dora Rado blev færdiguddannet for et par år siden, og fuldtidsarbejdet under studiet var indlysende og helt naturligt for hende, for det havde hun haft, siden hun var 19 år. Allerede som 22-årig blev hun pressekonsulent i Morsing PR, og som 25-årig indtog hun stillingen som pressechef i Institut for Selskabsledelse.

I dag kan hun se mange af sine studiekammerater kæmpe om overhovedet at tage det første skridt ind på arbejdsmarkedet efter, de er blevet færdige med deres studie. ”De fleste arbejdspladser vil gerne have, at man har erfaring, og for mig har det derfor været nødvendigt at have et fuldtidsarbejde ved siden af mit studie. Markedet i dag tillader ikke, at man ikke har praktisk erfaring. Tidligere generationer og min egen til dels også, da jeg gik i folkeskole og gymnasiet, har været forkælede, men i dag er der ikke råd til at tro, at man kan slappe af,” siger Esther Dora Rado, der i dag er 28 år.

Selvstændig med fire ansatte

Sidste år startede hun som selvstændig med virksomheden Corporate Communications, hvor hun i dag har fire medarbejdere. Virksomheden er lige flyttet til Kgs. Nytorv, og det går med hendes egne ord bare derudaf. For nyligt modtog hun Berlingskes Talent 100 pris i kategorien ”Rådgivning”.

I fritiden dyrker hun triatlon. En ironman venter forude – og så cykler hun tre-fire gange om ugen for at være klar til et løb på 2.000 kilometer til Norge arrangeret af Hjælperytterne for Gigtforeningen. Tre gange om ugen svømmer hun. To gange om ugen løber hun. Hendes studiekammerater, der sidder og kæmper med ansøgningerne, forstår ikke, hvor hun får energien fra.

”Man kan virkelig overskue meget mere, end man tror. Det handler om at skære for mange overvejelser fra - og så bare gøre det. Lad være med at tænke for meget over tingene - gå efter hvad du vil have, og gør noget hele tiden,” siger hun, uden at man er i tvivl om, at det er det, som bærer hende fremad – både i karrieren og privat.

Fremad, fremad, fremad

Hun synes, det er interessant at hjælpe virksomheder til at få en stærk offentlig profil – til at være med til at skabe en identitet for andre: Få ting til at blive til noget; få ting til at drive fremad, hvilket hænger godt sammen med hende som person.

”Det er også tilfredsstillende at skabe et rum, hvor jeg kan gøre noget, så der bliver skabt arbejdspladser,” siger Esther Dora Rado, der som toårig kom til Danmark fra Ungarn.

Skab dit eget job

Ud fra sin erfaring med ansættelsen af sine egne medarbejdere, så råder hun jobsøgende til at sende det krævede antal ansøgninger, men så at tage et skridt videre derfra.

”Det er selvfølgelig nødvendigt med ansøgningerne, men jeg tror også, at man skal tænke i at opfinde sit eget job. Kig på en virksomhed og tænk på en strategi for den og byd dig til med det, du kan. Så man på den måde opfinder sin egen projektansættelse,” siger Esther Dora Rado og tilføjer:

”Desuden skal man virkelig bruge sit netværk. Man skal mødes med folk, der sidder i stillinger og i det miljø, man godt kunne tænke sig at være i. Og så skal man virkelig gøre noget ud af at gøre opmærksom på sig selv,” siger Esther Dora Rado og opsummerer: Opfind dine egne stillinger, vær kreativ i dine ansøgninger, og brug dit netværk.

Hun kan sagtens forstå, at det kan være svært, når man sidder og ikke har noget job, men samtidig mener hun også, at vi er nødt til at indse, at vi er på vej væk fra det normale – på vej væk fra, at man ikke bare skriver en ansøgning og får et job: Det er markedet for presset til. Der skal noget helt andet - og meget mere - til.

Læs også