Øvrigt

Job­ga­ran­ti til alle der gen­nem­fø­rer kursus

På det private AMU-center TUC, der beskæftiger sig med transportbranchen, giver man jobgaranti til alle ledige, der gennemfører deres kurser. På to et halvt år har 2.550 været på kursus, og alle har fået job.

Marian Toca, der oprindeligt er fra Rumænien, men har boet og arbejdet i Danmark siden begyndelsen af 1990’erne, mistede for et par år siden sit job – og gik ledig i to år. Kort tid før han var ved at miste sine dagpenge og komme på kontanthjælp, nævnte en på hans jobcenter ”TUC’s transportuddannelse”, og at han var garanteret job som chauffør efter uddannelsen.

”Jeg troede først, der var tale om et smart reklametrick. Jeg havde søgt så mange steder uden at få noget og havde heller ikke fået ret meget ud af jobcentrets hjælp. Det bestod mest i, at jeg skulle sidde foran en computer og læse nyheder,” siger han til Berlingske, der beretter, at han efter de 10 uger, som kurset varede, kom i en måneds praktik hos Henrik Tofteng – og derefter blev fastansat samme sted.

”Det er fedt at være chauffør. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle få det som et fast job. Jeg var ved at give op, men har heldigvis fundet ud af, at det sagtens kan lade sig gøre at komme ind på arbejdsmarkedet med fuld kraft,” siger han til Berlingske.

Vi tager ansvar for, at de kommer i job

På det private AMU-center TUC giver man ledige en ti ugers transportuddannelse til 50.000 kroner, og alle der gennemfører, er garanteret et job efter endt uddannelse.

”Vi mener, at man som uddannelsesinstitution skal tage et ansvar for, at vi ikke bare uddanner ledige til at blive kompetente ledige. Vi tager ansvaret for, at de også kommer i job,” siger administrerende direktør for TUC, Peter Laursen, til Børsen.

AMU-centret har eksisteret i syv år nu og har 250 ansatte. Indsatsen er centreret omkring jobkonsulenterne, som er ude hos vognmændene, der har brug for enten bus-, taxi- eller lastbilchauffører.

Ifølge Per Laursen er denne personlige kontakt ude i den virkelige verden, nøglen til succes for TUC – og de ledige. Han mener, at små virksomheder ofte ikke kan overskue processen med at ansætte nye, fordi det er for besværligt at håndtere mange ansøgninger og at holde jobsamtaler.

”Og på den måde går samfundet glip af vækstmuligheder, for en lille vognmandsforretning vil ofte lade være med at tage nye chauffører ind, selv om ordrebøgerne bugner, fordi ansættelsesprocessen er for uoverskuelig,” siger Per Laursen til Børsen.

Garanti for job, der holder

Ikke alle er dog begejstret for idéen. I Brøndby har TUC tilbudt at få 100 ledige Brøndby borgere i job, men Brøndby Kommune vil ikke samarbejde med jobcentret. Borgmester i Brøndby Kommune Ib Terp siger til den lokale avis Folkebladet:

”Men hvad er det så for job? Er det noget, der holder eller bliver de fyret kort efter,” siger Ib Terp – og fortsætter: ”Før vi indgår et samarbejde skal der i hvert fald lige nogle garantier om, at det er et job, der holder,” siger han.

Til det siger Peter Laursen: ”Vi oplever lige nu, at efterspørgslen er større end udbuddet. Vi mangler chauffører, og derfor kan vi godt skaffe folk fra Brøndby et job. Både dem, der er uddannet chauffører og dem, der ikke er.”

Inde i avisen siger han desuden: ”Der er mange, der synes, det lyder for godt til at være sandt, men alle ledige, der gennemfører en uddannelse hos os, kommer i job.”

Når den ledige for eksempel bliver henvist til TUC af sin kommune, så køber kommunen et TUC jobgaranti forløb.

”Som jeg ser det, burde det været et krav til alle udbydere af kurser til ledige, at de kan sikre deltagerne et job. I alle brancher går en virksomhed jo nedenom og hjem, hvis den vare de producerer, ikke kommer på hylderne. Men ikke når det kommer til kurser for ledige,” siger han til Folkebladet.

Hvis man vil læse mere om TUC, kan man klikke ind forbi: http://www.tuc.dk/Forside.5130.aspx.