Der er grund til bekymring over Danmarks plads på vigtig it-rangliste



ComputerViews: Det går bedre for Danmark på den globale it-rangliste fra World Economic Forum, hvor vi nu indtager 11. pladsen. Alligevel er der grund til bekymring.

Kim Stensdal
Computerworld


ComputerViews: 139 lande er blevet målt og vejet i World Economic Forums årlige rapport om landenes it-parathed og evnen til at udnytte it.

Landenes resultater ses sort på hvidt på det såkaldte Networked Readiness Index i rapporten. Landene tildeles karakterer ud fra en række forskellige parametre, hvilket munder ud i en samlet score, hvor 7 er topkarakter.

Det bedst placerede land blandt de 139 er Singapore, mens centralafrikanske Tchad befinder sig i den modsatte - og mindre positive - ende af it-ranglisten.

Danmark indtager på 2016-udgaven af Networked Readiness Index en 11. plads. Det er en fremgang fra sidste års 15. plads og er - i et globalt perspektiv - umiddelbart ikke så ringe endda.

Læs om Danmarks placering på it-ranglisten her.

Men dykker man lidt ned i rapporten, er der grund til bekymring.

Især fordi Danmarks digitale ambitioner er tårnhøje - og resultaterne derfor også gerne skulle være derefter.

Tre grunde til bekymring

Selvom plads nummer 11 blandt 139 lande som udgangspunkt er helt fornuftigt, så bør man især hæfte sig ved tre ting i forhold til det nye Networked Readiness Index:

1) En meget beskeden fremgang

Danmark er gået fra plads nummer 15 i 2015 til plads nummer 11 i år, altså en fremgang på fire pladser.

Det er dog en yderst marginal fremgang, der er tale om. For hvor Danmark i 2015 opnåede en samlet karakter på 5,5 ud af 7 mulige, så er vi nu på 5,6.

Samtidig kan man i rapporten se, at pladserne 10-15 på it-ranglisten faktisk alle har karakteren 5,6.

Så selvom Danmark altså er havnet på 11. pladsen, har vores land ikke en bedre karakter end eksempelvis Tyskland på 15. pladsen, hvor vi selv var placeret sidste år.

2) Det nordiske it-kapløb

Mens Danmarks placering er fornuftig i et globalt perspektiv, er den det modsatte i et skandinavisk.

Finland, Sverige og Norge indtager nemlig plads nummer to, tre og fire på den globale it-rangliste og er således et pænt stykke foran Danmark, når det kommer til it-paratheden.

Det er ikke mindst bekymrende, når man husker på, at det for ikke så mange år siden faktisk var Danmark, der toppede it-ranglisten.

Danmark var både i 2006, 2007, 2008 og 2009 verdens mest it-parate land, før det begyndte at gå i den forkerte retning.

3) Danmark halter efter på helt centralt it-område

Dykker man ned i selve World Economic Forum-analysen af Danmarks it-parathed (se den her), er det tydeligt, at Danmarks samlede karakter på 5,6 dækker over, at det går fremragende på visse it-områder - og langt mindre godt på andre.

Eksempelvis ligger vi kun på en 38. plads, når det kommer til det offentliges brug af it.

Det er ringere end lande som Rwanda, Kasakhstan og Sri Lanka samt - også her - end Norge, Finland og Sverige.

Gyldne digitale muligheder for Danmark

Nu skal man naturligvis passe på med at blive unødigt pessimistisk, når det kommer til Danmarks it-parathed, selvom der - med udgangspunkt i de nævnte punkter - er grund til bekymring.

For en 11. plads blandt 139 lande er trods alt stadig en fornuftig placering.

Hvis man skal fremhæve noget meget lovende ved analysen af Danmarks it-parathed fra World Economic Forum, er det, at vores lille land faktisk ligger på en 1. plads, når man måler på den individuelle brug af it.

Her opnår vi en score på hele 6,9 af 7 mulige point.

Den individuelle brug af it dækker blandt andet over antallet af mobil- og internetabonnementer og mængden af computere i private hjem.

Og her stopper de positive takter ikke, for Danmark kommer også ind på en god 9. plads, når det kommer til virksomhedernes brug af it.

Med andre ord har Danmark et godt fundament at bygge den digitale fremtid på.

En 11. plads er i den henseende ikke godt nok. Slet ikke, når der reelt kun er tale om en marginal fremgang fra sidste års 15. plads - og når vi får baghjul af lande som Singapore, Finland, Sverige, Norge og USA, der topper listen i den rækkefølge.

Danmark skal tilbage til toppen af listen.

Se listen

Her er de samlede karakterer for de 20 bedst placerede lande (bemærk at Danmark har samme karakter som flere andre lande):

1: Singapore (6.0)
2: Finland (6.0)
3: Sverige (5.8)
4: Norge (5.8)
5: USA (5.8)
6: Holland (5.8)
7: Schweiz (5.8)
8: Storbritannien (5.7)
9: Luxembourg (5.7)
10: Japan (5.6)
11: Danmark (5.6)
12: Hong Kong SAR (5.6)
13: Sydkorea (5.6)
14: Canada (5.6)
15: Tyskland (5.6)
16: Island (5.5)
17: New Zealand (5.5)
18: Australien (5.5)
19: Taipei (5.5)
20: Østrig (5.4)

Publiceret 2016-10-24


Seneste artikler

Esport buldrer frem - men er det overhovedet sport?
Esport buldrer frem - men er det overhovedet sport?
ComputerViews: F.C. København sætter sejl mod esport-verdenen med stor satsning. Men er det overhovedet sport at spille computer? Og hvis ja, er Matador, Ludo og kortspil så ikke også sport?
Indrykket 23. januar på Informationsteknologi
Hackerne kommer: Her er de største sikkerhedstrusler i 2017
Hackerne kommer: Her er de største sikkerhedstrusler i 2017
Fire områder bliver centrale i it-sikkerhedsudviklingen i det kommende år, hvor it-sikkerheden bliver endnu mere kompleks og svær at overskue end hidtil.
Indrykket 16. januar på Informationsteknologi
Du kommer til at droppe dit faste job: I fremtiden kommer vi (næsten) alle til at arbejde freelance
Interview: The gig economy er over os - og det vil påvirke vores arbejdsmarked og vores samfund. Det har vi talt med Joe Griston fra Freelancer.com om.
Indrykket 9. januar på Informationsteknologi
Jobløs eller kæmpe vækst? Her er er to vidt forskellige bud på, hvordan fremtiden vil ændre dit arbejdsliv
Bliver fremtiden jobløs eller præget af tårnhøj vækst? To internationale eksperter ser helt forskelligt på fremtiden.
Indrykket 2. januar på Informationsteknologi
Flytter efter arbejdskraften: København og Aarhus suger de danske it-virksomheder til sig
Flytter efter arbejdskraften: København og Aarhus suger de danske it-virksomheder til sig
ComputerViews: Der er rift om de danske it-folk, og det er en af forklaringerne på, at langt de fleste danske it-virksomheder holder til enten i hovedstadsområdet eller i og omkring Aarhus.
Indrykket 26. december 2016 på Informationsteknologi
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.