Artikler og indhold til jobsøgning og karriere




Slut med fryns i den danske it-branche - it-folk søger noget helt andet



Headhuntere lokker ikke længere med firmabil og betalte rejser til eksotiske steder, når it-stillinger skal besættes. For nutidens it-folk vil hellere have noget helt andet.

Joachim Kühlmann Selliken
Computer World


Computerworld satte sig for at undersøge, hvilken slags fryns, der skal til for at lokke it-medarbejdere ombord, når headhuntere bliver sendt i byen.

Men til vores store overraskelse er fryns tilsyneladende et overstået kapitel.

Fryns er fortid

"Fryns var nok mest et halvfemserfænomen, hvis jeg skal være helt ærlig," siger Mette Møller Simonsen, direktør i rekrutteringsfirmaet Timework.

Mette Møller Simonsen er ikke alene med den opfattelse.

For efterhånden er de ting, som tidligere var fryns, rullet ind i de almindelige medarbejdergoder, fortæller Jesper Buch-Rønne, ejer af rekrutteringsvirksomheden Recruit IT.

"Der er en sundhedsforsikring, en bærbar computer, en telefon og så de almindelige medarbejdergoder, alt efter hvad det er for en branche, virksomheden er i. Banker har gode renter, sportsbutikker har billigt sportsgrej, og pizzeriaer har billig pizza."

Udviklerne vil udvikle sig

Tilsyneladende er det da heller ikke økonomisk fryns, der skal lokke it-folket ind i folden længere. For headhunterne tegner alle som en et ganske andet billede af, hvad de attraktive kandidater til stillingerne leder efter.

"Lønnen er ikke altafgørende. Det er det faglige miljø og den faglige udvikling, der trækker. Tidligere var det ofte uddannelse, men i dag leder kandidater til it-stillinger efter udvikling gennem deres opgaver," vurderer Jan Høllsberg, direktør i Skandinavisk Computer Rekruttering.

Mette Møller Simonsen fra Timework ser den samme udvikling, når hun er på jagt efter it-folk til sine kunder.

"De mere tekniske kandidater går efter, hvad der fagligt bliver tilbudt og til dels det sociale. Alt det her almindelige fryns. Det er jo nærmest en del af pakken i dag."

It-folket vil også have tid til at leve

Men faglig udvikling er ikke alt. It-folket vil nemlig også have tid til at leve et liv ved siden af arbejdslivet.

"Der bliver kigget på ting som work-life-balance, når folk vurderer, hvor de vil arbejde," vurderer Torben Tronborg Beck, salgschef hos IT-jobbank.

Den vurdering går igen hos Jesper Buch-Rønne fra Recruit IT.

"Det, der nok har den største tiltrækning, er fleksibilitet i forhold til arbejdstider. Det er attraktivt i forhold til nogle kandidater. Særligt for pendlere."

Kontant afregning går aldrig helt af mode

Selvom der tilsyneladende er et stigende fokus på faglig udvikling og tid til familien frem for kontante fordele, er penge bestemt ikke gledet helt ud af it-folkets bevidsthed.

"Nogle virksomheder har en ordning med økonomisk kompensation for fakturerbart overarbejde. Der kan også være en bonus forbundet med, hvad man selv leverer, og hvor godt virksomheden klarer sig," lyder det fra Peter Rasmussen, grundlægger af iHeadHunt.

Han understreger dog, at det bestemt ikke er alle virksomheder, der benytter sig af den slags bonusordninger.

Publiceret 2016-06-06




Læs også

1 til 24 af 833 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||35|Næste »
1 til 24 af 833 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||35|Næste »
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.