LønØvrigt

Det tjener ame­ri­kan­ske IT-folk: Største løn­stig­nin­ger i næsten 10 år

Det går støt fremad for den amerikanske IT-branche, der oplever de største lønstigninger i næsten 10 år lige nu. Men det er ikke (kun) penge, der er vigtig, hvis de bedste IT-folk skal gide arbejde for en.

De amerikanske IT-folk oplever for tiden de største lønstigninger i mere end 10 år, men det er langt fra altid, at det er pengene, der er det vigtigste for dem.

Sådan lyder konklusionen i en stor lønundersøgelse, som vores amerikanske søstermagasin har udarbejdet med deltagelse af 3.300 IT-ansatte.

Ifølge undersøgelsen er lønniveauet i den amerikanske IT-branche steget med 3,9 procent gennemsnitligt i 2016.

Det er den største, gennemsnitlige fremgang i de seneste mere end 10 år, der ellers har budt på lille fremgang - samt decideret tilbagegang i 2009, hvor lønniveauet fald med 0,4 procent.

71 procent af de amerikanske IT-ansatte har fået lønstigninger i det seneste år, hvor den amerikanske økonomi for alvor er begyndt at rette sig.

Løn i anden række - nogle gange

Det er dog ikke altid lønnen, som de IT-ansatte vægter højest, når de skal svare på, hvad der får dem til at blive i deres nuværende et job i et marked, der som det danske er præget af relativ stor efterspørgsel.

Ganske oplyser to tredjedele af de adspurgte, at lønstigning kan få dem til at skifte job. Men kun 10 procent søger nyt job.

I stedet peger de amerikanske IT-ansatte på andre ting som de vigtigste parametre for, at de bliver hos deres arbejdsgiver.

Her ligger job-stabilitet, betalt fritid, flekstid, indflydelse og blive hørt og arbejdsmiljø alle højt.

Godt halvdelen peger i samme ombæring på lønnen, som det vigtigste på jobbet.

Hovedbekymringer

De amerikanske IT-folk er også blevet spurgt om deres største professionelle bekymringer lige nu.

Her bliver der især peget på:

  • At holde sine kompetencer opdateret og sørge for at forblive værdifuld for arbejdsgiveren.
  • Manglende lønstigninger.
  • Udfordringer med at finde en position, der passer til ens kompetencer.
  • Øget arbejdsbyrde.
  • Nye opgaver og krav i forbindelse med repositionering af IT-afdelingen i virksomheden.

Så meget tjener de

Højest løn får (selvfølgelig) de amerikanske CIO'er, som typisk ligger i niveauet mellem 1,2 millioner kroner og 1,8 millioner om året.

Også de nye digitale sikkerhedschefer - Data Protection Officers samt Chief Security Officers - er efterspurgte og højtlønnede. De tjener typisk mellem en million kroner og 1,5 millioner kroner om året.

Blandt 'folk på gulvet' er der størst lønstigninger til medarbejdere, der har kompetencer inden for områder som cloud og systemanalyse, hvor en amerikansk IT-mand får omkring 800.000 kroner i løn om året.

Du kan se de amerikanske IT-lønninger her.

Til sammenligning er den lønførende gruppe i den danske IT-industri IT-folk, der beskæftiger sig med salg af IT-udstyr.

Ifølge nyere tal fra IT-Branchen tjener de i gennemsnit 586.000 kroner om året, mens IT-konsulenter gennemsnitligt tjener 582.000 kroner om året.

Lønniveauet i den danske IT-branche har ligget ret stabilt siden 2008 på omkring 45.000 kroner om måneden.

Disse skills er der bud efter

Vores amerikanske søstermedie har også kigget nærmere på de områder, hvor der for alvor er mulighed for at score store lønforhøjelser på det amerikanske marked.

Det er typisk områder med stor betydning for forretningens succes, hvilket gør det nødvendigt med dygtige folk.

Skal man score store lønforhøjelser i USA, bør man derfor arbejde inden for:

  • ERP
  • Cloud computing
  • Sikkerhed
  • Web-design og web-udvikling
  • Business intelligence/analytics
  • Netværk
  • Applications-udvikling
  • Datacenter-management
  • Help desk/IT-support