Artikler og indhold til jobsøgning og karriere




Disse it-folk er danske it-virksomheder især på udkig efter


Disse it-folk er danske it-virksomheder især på udkig efter

Danske virksomheder er på jagt efter bestemte typer it-folk, som de vil belønne fyrsteligt.

Joachim Kühlmann Selliken
Computer World


En såkaldt sign-on bonus er noget, de fleste forbinder med feterede eksperter.

Men på det seneste er danske it-programmører faktisk begyndt at blive belønnet for at være "almindelige".

For det er svært at finde it-professionelle med evner indenfor .NET og PHP, fortæller Torben Tronborg Beck, salgschef hos IT-Jobbank.

"Helt almindelige programmører er en attraktiv vare. Efter finanskrisen er en ganske almindelig PHP- eller .NET-udvikler blevet langt sværere at finde, og der er en stor efterspørgsel på dem."

Det betyder, at det er op til virksomhederne at lokke udviklerne til og ikke omvendt. Arbejdspladserne skal simpelthen overbevise udviklerne om, at de er det rette sted at bruge sin tid, forklarer Torben Tronborg Beck.

Pengene på bordet og søde ord i øret

Noget af det, kandidaterne lokkes med, er helt kontante fordele til de flyvske udviklere, som allernådigst tager en stilling. Et syn som markedet sidst så for små ti år siden.

"Der er relativt få om buddet og hård konkurrence. Folk flytter rundt, og der er sign-on bonus til almindelige udviklere."

Men pengene kan ikke gøre det alene. Torben Tronborg Beck fortæller, at en nylig international undersøgelse med 200.000 deltagere viste, at den vigtigste faktor for folk i jobskifte er anerkendelse.

"Konkurrencen er virkelig blevet hård. Virksomhederne skal sælge sig selv til udviklerne. Det nytter ikke bare at skrive sine krav til kandidaterne. Virksomhederne er nødt til at beskrive, hvad det er for en kultur, man kommer ind i, og hvad kandidaterne til stillingen kan få ud af at tage jobbet."

Læs også: Her får man den højeste løn i den danske it-branche

It-cheferne er ikke nødvendigvis it-folk

Hvor udviklere med såkaldt "almindelige" profiler er i høj kurs alene for deres programmeringserfaring, er billedet lidt anderledes for it-folk, der arbejder med de klassiske forretningssystemer.

Her er efterspørgslen også høj, men der følger flere krav med. For det er nemlig ikke nok at være en dygtig it-medarbejder, understreger administrerende direktør i Skandinavisk Computer Rekruttering, Jan Høllsberg.

"Vi ansætter mange indenfor ERP, som SAP og AX og NAV, de tre områder er meget efterspurgte for øjeblikket. Men det kræver en del erfaring. Og denne erfaring smelter it- over mod forretningsviden. Det er analyse af forretningen og forretningsprocesser, der er interessant."

Netop forretningsanalysen betyder, at stillingerne ikke kun besættes af kandidater, der har deres udgangspunkt i it-verdenen, fortæller Jan Høllsberg.

"Det kan være ingeniører eller cand.merc.'ere eller it-uddannet personale, som har tilegnet sig forretningsorienteret indsigt."

Konkurrencen fra kandidater, som er kommet sent til it-området, kan også mærkes højere oppe i hierarkiet.

"Vi oplever stigende efterspørgsel efter it-lederpositioner, som kræver forretningsorienteret fokus. It skal understøtte forretningen, og it-direktøren skal have sæde i direktionen, men en it-direktør skal også få de andre direktionsmedlemmer til at tage ejerskab for it-projekterne, så det ikke bare er it men forretningsudvikling."

Netop forretningsudviklingen kræver et sæt kompetencer, som man ikke nødvendigvis har oparbejdet i løbet af en it-orienteret karriere.

"It og forretningsudvikling smelter sammen på ledelsesniveauet, og vi oplever en tilgang til it-stillinger fra andre forretningsområder som ingeniører og cand.merc.'ere. Der er flere af dem med it-erfaring end der er it-ledere med forretningserfaring," lyder det fra Jan Høllsberg.

Han understreger dog i samme åndedrag, at it-lederne er i gang med at udvide deres erfaringer i forretningsudvikling, og som sådan kommer godt med.

Læs også: Danske software-udviklere er vildt eftertragtede - men lønniveauet er faldet

Publiceret 2016-03-14




Læs også

1 til 24 af 833 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||35|Næste »
1 til 24 af 833 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||35|Næste »
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.