Øvrigt

It eller old­tids­kund­skab i gymnasiet? Her er ar­gu­men­ter­ne for og imod

It-brancheforening mener, at it skal være et obligatorisk gymnasiefag i stedet for Oldtidskundskab. Læs her, hvad der taler for og imod denne indførsel af it-faget i gymnasiet.

Døgnet har som bekendt kun 24 timer, og tiden er også begrænset i den treårige danske gymnasieuddannelse.

Senest har it-brancheforeningen IT-Branchen slået på tromme for, at it bliver indført som et selvstændigt fag i gymnasiet, hvis de unge studenter skal kunne nå ud af læreranstalten med faste begreber om nutidens vigtigste arbejdsredskab: Informationsteknologi.

Helt konkret har IT-Branchen foreslået, at oldtidskundskab må vige pladsen for it som fag.

Til Computerworld uddyber IT-Branchens formand, Cecilia Bonefeld-Dahl, argumenterne for, at it skal være et obligatorisk fag på bekostning af Oldtidskundskab.

"På mange måder er det rigtig fint, at it er blevet integreret i en masse andre fag, men det er ikke nok, at eleverne kan bruge it - de skal også opnå it-kompetencer," siger hun og fortsætter:

"Vi ser to spor: det ene handler om it-og produktivitet, det andet spor omhandler it som håndværk."

De to IT-spor

Det første spor, it-og produktivitet, er i høj grad forretningsdrevet.

Det betyder, at gymnasieeleverne i IT-Branchens optik skal lære at se mulighederne med it i den private såvel offentlige sektor, så vi kan bygge nye services, finde alternative forretningsmodeller og bevare den digitale damp under kedlerne.

Det andet spor, håndværkertilgangen, kunne eksempelvis lære eleverne at programmere og bygge it-arkitektur.

"Vi bør evaluere på, hvad fagenes samfundsrelevans er. Vi mener, at man bør flytte fagene over til at afspejle, hvad der reelt sker i samfundet," siger Cecilia Bonefeld-Dahl med slet skjult henvisning til et fag som Oldtidskundskab, der hovedsageligt beskæftiger sig med den især græske og romerske oldtid.

Hvem er vi?

Formand Rasmus Gottschalck fra Foreningen af lærere i Oldtidskundskab, Latin og Græsk påpeger først og fremmest, at han er glad for, at it er en naturlig integreret del af det almene gymnasium.

"Når vi taler det almene gymnasium, så skal eleverne også have et fag som Oldtidskundskab, der åbner dørene for sammenhængene i den europæiske civilisation og udviklingen af vores kulturhistorie," forklarer Rasmus Gottschalck indledningsvist.

"Eleverne lærer i de klassiske fag om, hvilke værdier der gennemstrømmer hele den vestlige civilisation, og hvordan er det lige, at vores civilisation er anerledes end andre af verdens civilisationer. Den viden har jo haft stor indflydelse på, hvordan vi i dag ser på verden, og den måde vi tænker på," fortsætter han.

It er et valgfag

Som et eksempel på nødvendig viden fremhæver Rasmus Gottschalck demokratiets fødsel som en europæisk ide, der har haft vidtrækkende konsekvenser for samfundsudviklingen i vores nuværende tidsalder.

Han påpeger også, at eksempelvis fag som matematik, biologi og geografi alle er græske ord for videnskaber, som eleverne også skal lære at mestre under gymnasiets tage.

"Jeg ser det som gymnasiets opgave at åbne perspektiverne for den verden, vi har i dag. For den er jo ikke opstået af sig selv," siger Rasmus Gottschalck.

Slutteligt fremhæver Oldtidslæreren, at IT som fag naturligvis har sin berettigelse på et gymnasium, hvor eleverne mange steder selv kan sætte det på skoleskemaet, da det er et valgfag.

Læs også