Øvrigt

ISS indfører håndfri ren­gø­rings­ro­bot

ISS introducerer en håndfri rengøringsrobot, som kan lette de manuelle arbejdsgange.

ISS, der er til stede i mere end 70 lande verden over, har gennem de seneste år benyttet sig af håndfri robotter, og det har været en succes. Blandt andet varetager de ifølge ISS selv transporten af sygesenge på hospitaler i Asien, og nu er tiden ifølge en pressemeddelelse fra ISS kommet til at introducere og afprøve robotteknologien på det danske marked.

”Ved at integrere håndfri rengøringsrobotter i den daglige rengøring, letter vi vores servicemedarbejderes arbejde og frigiver samtidigt arbejdstid, som kan bruges på at skabe en bedre serviceoplevelse for vores kunder på andre områder, hvor den menneskelige kontakt er afgørende,”siger Henrik Bjerke Jensen i pressemeddelelsen - han er divisionsdirektør i Cleaning i ISS.

Den håndfri robot er en gulvvaskemaskine af mærket Swingobot 1650. Den bruger indbyggede sensorer til at navigere rundt i et lokale, og så har den to dybdegående rondeller, der ifølge ISS sikrer en solid dybderengøring og en høj rengøringskvalitet.

”Swingobot’en genbruger vandet og rengøringsmidler, og er et miljøvenligt alternativ til almindelige gulvvaskemaskiner,” lyder det fra ISS.

Kan formentlig bruges mange steder

”Med den nye robot kan vi tilbyde et miljøvenligt og bæredygtigt alternativ til den daglige rengøring. Til en start vil vi afprøve og teste den i forskellige driftssituationer hos flere typer af kunder. På den baggrund finder vi helt sikkert nye anvendelsesmuligheder, hvor vi kan introducere yderligere robotter,” lyder det fra Henrik Bjerke Jensen.

På Bornholms Hospital benytter man sig ifølge en artikel fra 2014 på tv2bornholm.dk af en rengøringsrobot, der ”slår alt ihjel på sin vej”.

”Alt er rent herinde. Der er ikke en bacille herinde. Overhovedet ikke. Det betyder, at man har nulstillet den. Det er fuldstændig clean,” siger Jan Winsløv i artiklen – han er konstitueret rengøringschef på Bornholms Hospital, der tilbage i 2014 indkøbte en særlig rengøringsrobot, der ved hjælp af brintoverilte og sølvioner kan rengøre en patientstue, så selv den mindste bakterie må lade livet.

Det er forbudt at være på stuen, når den står og arbejder, fordi det er noget ”giftigt stads,” som det fremgår af artiklen. Robotten bliver brugt til at desinficere de stuer, hvor patienter har været i isolation på grund af smittefare. Oprindeligt blev teknikken udviklet til desinficering af NASA’s rumfærger i USA.

Stor del af produktionen varetages af robotter

En virksomhed inden for et andet felt, der satser på robotter er medicinalproducenten Fertin Pharma, der ifølge en artikel i Børsen fra i år har kastet over 20 millioner kroner ind på at få automatiseret produktionen. Helt konkret har Fertin indrettet deres arbejde med robotter, så en stor del af transporten af varer og produkter i dag foregår med robotter. Bakkerne, der bliver brugt i produktionen, bliver hele tiden vasket, og her bringer en robot bakken over til en fuldautomatiseret vaskemaskine. En anden robot tager ifølge Børsen bakkerne ud af vaskemaskinen, og hele led i produktionen foregår derfor i dag uden menneskelig indblanding.

”Vi vil aldrig få en fabrik, som er total bemandingsfri. Men det er realistisk at tro, at vi inden for fem år har fået mange manuelle jobs automatiseret, sådan så arbejderne på fabrikken fokuserer på at betjene robotterne,” siger Jacob H. Jensen, der er direktør for teknologiudvikling i Fertin Pharma til Børsen.

Fertin Pharma er et spinout fra Gumlind, der tidligere var kendt for produktionen af Dandy-tyggegummi. I dag producerer Fertin medicinsk tyggegummi, som eksempelvis nikotintyggegummi.

Læs også