Øvrigt

Hver femte lærling forlader VVS-faget

Hundrede lærlinge forlader hvert år VVS-branchen, og med det tab år efter år – og et indtag på 600 i gennemsnit, har man i VVS-faget et tab på 17 procent. Det kan faget ikke leve med, mener Blik- og Rørarbejderforbundet.

Arbejdet med at installere nye badeværelser er ikke noget, der kan holde på de unge lærlinge inden for VVS-faget. Ifølge tal fra El- og VVS-branchens Uddannelsessekretariat, har der gennem de seneste mange år været i gennemsnit 600, der er startet i lære, men kun 500 af dem har stået med et svendebrev i hånden efter en gennemført uddannelse. Det resulterer i et tab på 17 procent.

”Med sådan et spild er det ikke underligt, at arbejdsgiverne i den ophedede branche for blot nogle få år siden klagede over mangel på arbejdskraft,” siger forbundssekretær i Blik- og Rørarbejderforbundet, Kim Fusager Balle – til Blik- og Rørarbejderforbundets blad.

Han fortsætter:
”Så stort et spild er der intet fag, der kan leve med i længden, og vi risikerer at ende i samme situation om nogle få år,” siger han.

Tidligere på året kunne Blik- og Rørarbejderforbundet berette om, at tilskudsordningen, hvor en virksomhed får 50.000 kroner hver gang, der bliver ansat en lærling – ikke virker inden for VVS-branchen. I december 2009 blev der i alt kun indgået 12 nye uddannelsesaftaler, hvilket svarer til mere end en halvering i forhold til samme måned sidste år.

Ingen optimisme
Jobindex.dk har tidligere kunnet berette om tilskudsordningen, der blev vedtaget i en ny lov i november 2009, og dengang var interessen for ordningen overvældende.

”Det er meget stor interesse for tilskudsordningen, og det er både praktikpladssøgende, deres forældre og mestre, der spørger til de 50.000 kroner,” sagde Heike Hoffmann, der er uddannelsespolitisk medarbejder i Håndværksrådet, dengang til Jobindex.dk.

Heike Hoffmann mente, at det var svært at sætte et præcist tal på, hvor mange der ville få en praktikplads med den nye ordning:

”Undervisningsministeriet har været ude at sige, at det vil give 1.650 nye pladser, men det er svært at regne på sådan noget. Men jeg er sikker på, at der vil komme en effekt af det. Alene signalværdien i, at et bredt flertal i Folketinget har lavet loven, betyder noget. Det her bliver taget alvorligt,” sagde hun.

Men inden for VVS-faget er der ingen optimisme at spore – heller ikke efter tilskudsordningen på de 50.000 kroner blev vedtaget. Siden den økonomiske krises indtog i efteråret 2008 er antallet af lærlinge faldet drastisk i VVS-branchen.

Arbejdsgiverne levede i årene 2004 til 2008 op til målsætningen om en tilgang på 700 nye lærlinge om året, men der blev kun indgået 401 uddannelsesaftaler sidste år – og altså næsten 300 færre uddannelsesaftaler i løbet af et år.

”Det kan få fatale følger for hele branchen. Vi har mange svende, som på grund af alder forlader faget de kommende år, og da krisen ikke forventes at vare ved, så bliver der mangel på uddannede VVS’ere i løbet af få år. Set i det lys er det afgørende, at tilgangen til faget sikres gennem flere praktikpladser,” forklarede Kim Fusager Balle fra Blik- og Rørarbejderforbundet i januar 2010.

Ifølge Undervisningsministeriet er der generelt indgået 23.478 uddannelsesaftaler fra den 1. januar til den 31. oktober 2009. Det er et fald på 22 procent i forhold til samme periode året før.

Der var 60.509 igangværende uddannelsesaftaler den 31. oktober sidste år. Det er et fald på 7.832 aftaler eller 11 procent i forhold til samme periode i 2008.

Præmie- og bonusordningen er ikke bygget op efter først-til-mølle princippet. Opfylder man kravene til, hvor længe lærlingen skal være ansat for at opnå præmie og bonus, er man sikker på udbetalingen.

Præmie- og bonusordningen på 50.000 kroner gælder for hver ny uddannelsesaftale, der er indgået fra den 5. november 2009 til den 31. december 2010.