JobglædeKarriere

Har du droppet livs­ba­lan­cen for jobbet?

Vi vil have det hele og nægter at vælge noget fra. Men enten taber karrieren eller familien - medmindre du og din arbejdsgiver arbejder aktivt med at skabe balance.

Har du stået med ønskejobbet på hånden? Jobbet, der interesse- og karrieremæssigt var det perfekte match for dig? Og har du alligevel måtte trække dig på grund af virksomhedens kultur med overarbejde, fasttømrede mødetider eller 90 årlige rejsedage?

Det er ikke nemt at takke nej til en stor mulighed, men spørgsmålet er, om drømmejobbet overhovedet er drømmen, hvis livet og arbejdet ikke går op.

Helle Lund, der er leder ved Center for balance mellem arbejdsliv og familieliv, anbefaler, at du overvejer, hvad det koster dig at skubbe til balancen.

”Vi ved fra forskning, at hvis man går på kompromis med sine værdier – på sigt – kan ende med stress og dårligere livskvalitet,” forklarer hun.

Line Kirkegaard, der er adjunkt ved Institut for Marketing & Management på Syddansk Universitet, mener også, at man skal overveje alle facetter ved en stilling og ikke lade sig rive med af den umiddelbare begejstring.

”Er drømmejobbet et drømmejob, hvis man føler, at man skal give afkald på noget, som man ikke ønsker at give afkald på?” spørger hun. Line Kirkegaard anbefaler, at du stiller omkostninger og fordele overfor hinanden og finder frem til, hvilke glæder, sorger, muligheder og begrænsninger det nye job vil medføre.

Løs medarbejdernes udfordringer

Virksomhederne har også en stor opgave med at sammensætte de helt rigtige vilkår, så både medarbejdernes privatliv og opgaverne på arbejdspladsen tilgodeses. Det er de meget bevidste om hos den rådgivende ingeniørvirksomhed Rambøll.

”Hos os ønsker vi, at medarbejderne tilrettelægger deres arbejde, så de når de opgaver og mål, de har. Den enkelte medarbejder administrerer og har ansvar for sin egen arbejdsdag og har en løbende dialog med sin nærmeste leder herom. Samtidig har medarbejderne mulighed for at tilpasse arbejdsdagen, så man eksempelvis kan gå tidligere en dag, hvis der er behov for det, eller møde senere,” fortæller HR-chef Lena Kjær.

Hun understreger, at Rambøll forholder sig meget konkret til work-life-balance, og at alle medarbejdere opfordres til at tage en dialog med deres leder om de ting på hjemmefronten, der gør, at arbejdet måske skal omstruktureres i en periode.

”Der kan opstå situationer i ens familie – fx sygdom eller andet, der fylder og kræver ekstra fleksibilitet. Og vi vil gerne finde en løsning i rette tid, hvor medarbejderen fx går ned i tid,” siger Lena Kjær.

Ifølge HR-chefen har virksomheden brug for, at fleksibiliteten går begge veje, og det opnår de kun ved at tage hensyn til medarbejdernes familieliv.

”Folk er stolte af og meget præget af det, de arbejder med, så det kan nogle gange være svært at køre i en fast tidsramme. Vi tror på, at vi med forståelse og fleksible forhold, støtter vores medarbejdere bedst, og at det samtidig gør det muligt for medarbejderne at have både et godt privat- og arbejdsliv,” forklarer hun.

Karrierebreak

At arbejdslivet kan æde privatlivet, kender Jonas Langhoff alt til. For nogle år tilbage havde han en karrierestilling, der i travle perioder krævede arbejdsdage på 14 timer. Men da der kom børn ind i ligningen, sadlede han om og åbnede en restaurant, så han kunne være tæt på familien.

”Det handler meget om den livssituation, du er i. Jeg var lige blevet far og havde brug for at drosle ned og få mere fleksibilitet i hverdagen. Jeg vil jo gerne kende mine børn,” forklarer han.

Jonas bebrejder ikke sin gamle arbejdsgiver, at de ikke forsøgte at tilpasse sig hans nye situation. Men han kan godt se fornuften i, at virksomhederne overvejer, om de kan holde på folk ved at ændre lidt på vilkårene.

”Jeg synes, virksomheden skal tage en dialog med den ansatte, om personen kan få arbejdslivet til at fungere i den nye livsfase. Det kan fx betyde, at man arbejder mindre, mens børnene er små, men det er også medarbejderens ansvar at starte den dialog,” siger han.

Work-life-balance varierer desuden fra person til person, og ifølge Camilla Kring, der driver konsulentvirksomheden Super Navigators med speciale i balancen mellem arbejdsliv og privatliv, er du den eneste, der kan sige, hvad der er det rigtige for dig.

”Det er vigtigt at give liv til sig selv, før man giver liv til andre. Det gælder også i valget af drømmejobbet. Ofte er det små forandringer i arbejdstid eller arbejdssted, der gør, at medarbejderen oplever balancen,” forklarer hun.

Jonas Langhoff understreger, at du grundigt skal overveje, hvad der betyder noget for dig.

”Vi skulle finde ud af at være børnefamilie. Det vægtede højere for os end karriere på det tidspunkt. Men nu hvor børnene er fem og syv, er der mere plads og tid til at prioritere karriere igen. Det har dog haft omkostninger, at jeg stod af en tid, og var jeg blevet, havde jeg nok haft en anden karriere i dag,” slutter han.

Læs også