Graduates får international erfaring hos Energinet


Du får mulighed for International udveksling hos Energinet

Det er afgørende for en virksomhed som Energinet.dk at have medarbejdere, der er dygtige til internationalt arbejde. Det er en af grundene til, at Energinet.dk hvert år sender graduates på udveksling hos en af vores samarbejdspartnere.

Skrevet af Lone M. Ottesen

Graduates ved Energinet.dk har gode muligheder for at komme på udveksling hos en af vores samarbejdspartnere - fx Svenska Kraftnät, Statnett, ENTSO-E og 50 Hertz/Elia. Formålet med at sende graduates afsted er at styrke Energi-net.dk’s internationale samarbejde – mens de på samme tid henter vigtig ny viden hjem til Danmark. Det er vigtigt for Energinet.dk’s kultur- og vidensudvikling.

Hvad får graduates ud af udveksling?

Som graduate har du gennem en udveksling en helt unik mulighed for at lære af dygtige internationale kollegaer, at hente specialviden til Danmark og skabe dig et internationalt netværk.

Graduates Energinet

"En udveksling giver dig en forståelse af et andet verdensbillede - og en viden om hvor meget historie og kultur spiller ind i arbejdet. Det giver et bedre udgangspunkt for forståelse og samarbejde – specielt når du som her i Energinet.dk arbejder med mange internationale kollegaer," siger graduate Jesper Storebjerg Jensen. Stærke personlige relationer til internationale samarbejdspartnere kan bruges til at effektivisere fx projektarbejde.

"Jeg er kommet hjem med et kæmpe internationalt netværk – i Bruxelles arbejdede jeg sammen med folk fra fx Polen, Litauen, Spanien, Tyskland og England. Bare for at nævne nogle. I min arbejdsgruppe var vi 18 forskellige nationaliteter. De kontakter er guld værd herhjemme," siger graduate Martin Schröder.

Udveksling ved ENTSO-E i Bruxelles

Martin er netop vendt hjem fra seks måneders udveksling ved ENTSO-E i Bruxelles, hvor han arbejdede han i sekretariatets otte mand store market-team og beskæftigede sig bl.a. med udarbejdelse af forslag til netværksregler for et europæisk balancemarked.

Muligheden for udveksling var afgørende for, at Martin søgte graduatestillingen ved Energinet.dk. "I Bruxelles sad jeg et skridt tættere på beslutningerne. Det har givet mig en enormt vigtig proces- og beslutningsforståelse – og samspillet mellem dem, som jeg kan bruge i mit arbejde herhjemme," siger Martin og fortsætter: Jeg arbejdede sammen med vanvittigt hårdtarbejdende og vidende kollegaer, som er meget specialiserede, og som jeg lærte sindssygt meget af.

Før Martin tog på udveksling, sad han i sektionen Markedsudvikling, som er en del af Elmarkedsafdelingen, og det er også den sektion, han er vendt tilbage til - og er fastsat i fra 1. september, når graduateforløbet slutter for ham.

Udveksling ved Svenska Kraftnät

Jesper Storebjerg Jensen kom hjem fra tre en halv måneds udveksling hos Svenska Kraftnät i Sverige midt i december.

Ved Svenska Kraftnät arbejdede Jesper i den operative markedssektion.

"Ved Energinet.dk arbejdede jeg med fx fejlanalyser og driftsopgaver. Ved Svenska Kraftnät skulle jeg undersøge, hvordan svenskerne håndterer vindkraft – eller nærmere ikke håndterer. Det var noget af et skifte, da jeg ikke havde arbejdet med markedsdelen af vinden herhjemme. I Sverige opleves de samme udfordringer, som vi har i Danmark - De har dog sværere ved at specificere årsagen til udfordringerne, da de ikke har de samme målinger til rådighed, som vi har."

Jespers erfaringer med den svenske håndtering af vind har givet ham en dybere viden om vindenergi både i Sverige og herhjemme – erfaringer han kan bringe ind i sin afdeling ved Energinet.dk.

Den svenske opsamling af målinger på vindenergien – eller mangel på samme, var dog ikke Jespers eneste udfordring:

"Den største barriere var sproget. Man skulle tro, at sproget var ligetil. Det er det bare slet ikke. Nogle af de gængse fraser herhjemme er modsat betydende på svensk - det er svært, når man så skal arbejde sammen professionelt. Og så er humoren også anderledes," siger han.

Udveksling flytter grænser

Begge graduates oplevede gennem deres måneder i udlandet at blive udfordret på andre måder end herhjemme – fra allerførste dag.

"Jeg flyttede mig rigtig meget i Bruxelles, hvor jeg arbejdede med et emne, som jeg i begyndelsen ikke vidste særligt meget om og måtte lære, siger Martin og fortsætter: Efter 14 dage fik jeg at vide, at jeg skulle lede et møde med 18 internationale og meget erfarne eksperter. Det var en kæmpe udfordring! Jeg kastede mig ud i det, lærte af de andre og stolede på, at det gik."

Spring aldrig en Fika over

De danske graduates mødte ikke kun opgavemæssige forskelle. Jesper mødte også kulturelle forskelle hos vores naboer. Svenskerne springer aldrig over en fika – som er en kaffepause.

Har du først holdt svensk fika er svenskerne utroligt familiære. Den må man ikke undervurdere eller springe over, for hvis du skal ind og rode bagerst i maskineriet, er det er en kæmpe fordel at kende folk. Og når du ved, hvad kollegaens barnebarn roder med, så er det meget nemmere at henvende sig til dem professionelt, siger Jesper om hans erfaring med svensk arbejds- og pausekultur.


Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.