Flotte jobtitler billigt til salg


Flotte jobtitler billigt til salg
Kassedamen og sælgeren er væk, hvis man skal tro jobopslagene. Gudskelov er de blevet erstattet af salgsassistenter og key account managere, som laver ... det samme.

Tekst: Lasse Kandler

Skraldemand

Mens det giver mening, at kønsbestemte jobtitler som skraldemand og rengøringskone må lade livet i ligestillingens navn, myldrer det i disse år frem med titler, som i højere grad fremkalder smil og undren hos den, der kaster øjnene på visitkortet. Er det eksempelvis nødvendigt, at sekretæren forvandler sig til personal assistant – eller endnu mere diffust til en administrative back-up.

Djøf har de senere år flere gange været ude at fortælle om, hvordan titlen indgår som en del af lønforhandlingerne for mange af deres medlemmer, og hvis ikke der er råd til lønstigning, kan der i hvert fald komme et 'chef' på titlen. Og en opgørelse fra fagforeningen Lederne viser, at deres medlemmer i dag har 5.079 forskellige ledertitler. En stigning på 28 procent på to år.

På listen over nye jobtitler finder vi også eksempler på, hvordan den samlede lederkage i dag bliver fordelt
til flere mennesker.

10 jobtitler, der stort set ikke eksisterede for 7 år siden

  • Ernæringsassistent
  • Brand manager
  • Business development manager
  • Teknisk designer
  • It-supporter
  • Webdesigner
  • CNC-operatør
  • Webprogrammør
  • Webmaster
  • Regulatory affairs manager

Kilde: Jobindex

»Titler som brand manager, business development manager og regulatory affairs manager er alle funktioner, som tidligere bare hørte under den leder, der havde ansvaret for forretningen eller produktet, « siger Kaare Danielsen, der som direktør for Jobindex har fulgt udviklingen i jobtitler gennem mange år. Og trenden viser sig også ved, at antallet af LinkedInmedlemmer med ordet 'chief' i deres jobtitel er steget 275 procent hurtigere end medlemstilgangen generelt. Endnu hurtigere breder titlen vice president sig med 426 procent.

På listen over uddøende jobtitler finder vi 'konglomerat'- titler som arbejdsmand og blæksprutte, der kan dække over lidt af hvert. »Den slags bliver udskiftet med mere specifikke titler,« siger Kaare Danielsen. Uanset hvor højt vi ligger på prestigelisten, er det gennemgående, at folk gerne vil have individualiseret deres titler, så de ikke blot er en i mængden.



Gæt en jobtitel

I dag kan det kræve betydelige engelskkundskaber og ikke mindst opfindsomhed at finde frem til, hvad der gemmer sig bag titlen, som fylder hele visitkortet. Test selv, om du kan gætte den mere jordnære betydning, der gemmer sig bag disse titler:

Hvad er en front desk officer?

Hvad gør en international response analyst?

Hvad kendes en meeting and event consultant også som?

  1. Receptionist
  2. Dørmand
  3. Billetassistent
  1. Poster breve til udlandet
  2. Analyserer konflikter og krigssituationer
  3. Arkiverer ris og ros
  1. Koncertfrivillig
  2. Mødearrangør
  3. Piccoline

Svar: A,C,C. Kilde Avisen.dk


Læs også

Sorter artikler efter emne.