Artikler og indhold til jobsøgning og karriere




En ny generation af it-problemknusere er på vej


En ny generation af it-problemknusere er på vej

ComputerViews: Den traditionelle it-chef er ved at blive afløst af en ny type problemknusere, der er en slags hybride it-professionelle. Vi tager et kig på, hvad disse kommende it-ledere egentlig skal kunne.

Af Dan Jensen, Computer World

ComputerViews: CIO'er og it-chefer sidder trangt placeret som en lus mellem to negle: På den ene side skal de levere fantastisk overblik og teknologisk innovation, der kan gavne forretningen.

På den anden side skal de hele tiden sørge for, at virksomhedens it kører på den mest omkostnings-optimerede og gnidningsfri facon.

Det rigtigt valgte og rigtigt opsatte it-system til de rigtige processer kan for en virksomhed udgøre hele forskellen mellem tæsk eller triumf i forhold til konkurrenterne - der endda højst sandsynlig gør sig de samme tanker.

Den nye type problemknusere

Det åbner banen for en ny type problemknusere i virksomhedernes it-afdelinger, som kan overskue og overvåge den hastige teknologiske innovation og handle derefter på en måde, der gavner netop deres specifikke virksomhed bedst.

De er en slags hybride it-professionelle. De er egentlig teknologi-folk, men de arbejder ikke desto mindre alene på at optimere forretningen og gøre organisationens forretnings-processer knaldende skarpe ved hjælp af it og deres indsigt i it.

Hovedopgaven er altså design. Det handler alene om at skrue virksomhedens it-portefølje sammen på en sammenhængende måde, der gør, at virksomhedes produkter bliver produceret og afsat hurtigere, nemmere, billigere og med mindre risiko.

Denne nye generation af it-ledere skal have en række særlige evner.

Skarpt blik for forretnings-muligheder

Den nye generation af it-ledere går op i forretningsmuligheder, som for dem er drivakslen under alt, hvad de foretager sig.

Her handler det ikke længere alene om teknologi, som den traditionelle it-chef har fokuseret på.

Den nye generation af it-chefer skal have blik for, at optimal it-udnyttelse kræver fokus på en treenighed af faktorer: Nemlig teknologi, processer og mennesker.

Alle disse tre faktorer skal håndteres og flettes sammen, hvis it-gevinsterne for alvor skal høstes.

Facilitering og destillering

Hvad har virksomheden egentlig brug for af it-systemer, hvis forretningen for alvor skal vise baghjul til konkurrenterne?

Det er det store spørgsmål, som ofte (og historisk) er blevet overdøvet af, hvad direktionen mener, at virksomheden har brug for. Men den går ikke længere.

It er blevet et så komplekst område, at ingen uden videre kan vide, hvad der er behov for. Så den nye generation af it-ledere skal kunne facilitere og organisere dialoger på tværs af virksomheden. Og dernæst kunne destillere det hele ned til en samlet strategi.

Viden om teknologiens begrænsninger

Nej, it er ikke nogen mirakel-medicin. It-projekter er dyre, og derfor skal de gerne ramme plet, og det nytter ikke noget, hvis man har en fornemmelse af, at it er mirakelmedicin, som kan automatisere og effektivisere alting med et snuptag.

Hvordan passer nye systemer sammen med ældre systemer, applikations-arkitekturen og web-miljøet? Hvor ligger svaghederne og faldgruberne? Hvor præcist ligger de forventede gevinster?

Forhandlingsevner

Ingen af fremtidens it-chefer vil kunne klare sig uden solide forhandlingsevner. De skal anvendes både eksternt i forhandlinger med de skiftende it-leverandører samt internt i forhandlinger med virksomhedens (øvrige) direktører.

De interne forhandlinger skal ikke mindst anvendes til at sørge for, at direktionen tager realistiske beslutninger om, hvilke projekter, der skal fokuseres på. Og hvor mange ressourcer, der skal lægges i projekterne.

Det kræver overblik og taktik og forhandlingsevner at forhandle en holdbar løsning hjem i spændingsfeltet mellem ønskerne om øget forretningsværdi og beskæring af omkostningerne.

Nysgerrighed og passion for fremtidens muligheder

Det lyder jo vældigt simpelt, men nysgerrigheden er faktisk ofte begrænset - i hvert fald når det handler om at spejde fremad efter de it-løsninger, der er på vej flere år ude i fremtiden.

I stedet ligger fokus ofte på det næste projekt og den næste system-implementering. Men nysgerrigheden efter fremtidens tendenser, fremtidens muligheder og fremtidens teknologier kendetegner den næste generation af it-ledere.

Publiceret 2014-01-27




Læs også

1 til 24 af 238 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||10|Næste »
1 til 24 af 238 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||10|Næste »
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.