Ny i jobØvrigt

Fandt sit job på Kar­ri­e­re­da­ge­ne

Christoffer Andersen og konsulentvirksomheden KPMG fandt et professionelt match i hinanden på Karrieredagene. Christoffer er i dag fastansat hos KPMG og følger de første to år af sin ansættelse et graduate program.

Her fortæller Christoffer, der har en kandidat i IT-ledelse fra AAU, og Anne-Marie Torpe, Talent Manager ved KPMG, om deres erfaringer fra Karrieredagene. Om vigtigheden i grundig forberedelse, om at bruge messerammerne mest effektivt, og om hvordan du kan bruge messen, uanset om du er på jagt efter drømmejobbet eller mangler inspiration til din kommende karriere.

Forbered dig

Christoffer har gennem sin studietid været flittigt deltagende på Karrieredagene og har således besøgt messen tre gange. Første gang var da han læste sin bachelor. Han troppede op igen på både første og andet år af sin kandidat. ”Jeg har altid forberedt mig, inden jeg besøgte Karrieredagene. Jeg kiggede på listen over deltagende virksomheder og researchede på, hvem de forskellige var, og hvad de fx havde af planer for nyuddannede. Ud fra det valgte jeg nogle stykker, jeg gerne ville tale med.”

Anne-Marie bekræfter, at man som virksomhed lægger mærke til, om deltagerne har forberedt sig og at grundig forberedelse er speciel vigtig, hvis man specifikt går efter et job på messen: ”Det har stor betydning, at den besøgende ved, hvem vi er, og hvad vi laver. Det gør indtryk, hvis vedkommende fx ved lidt om de forskellige business lines, vi har, som kan matche den eventuelle master, han eller hun er ved at tage - og kan stille nogle spørgsmål til det. Det er selvfølgelig okay, at man kommer og stiller helt generelle spørgsmål, men i forhold til at blive set eller opdaget, er det vigtigt, at man er rimelig skarp i sin research og approach.”

Brug messen

Christoffer og Anne Marie er enige om, at det er en god idé at benytte sig af de tilbud, messerammerne tilbyder, så man får mest muligt ud af den tid, man bruger på messen. ”Karrieredagene udgør en rigtig god mulighed for at skille sig ud blandt de mange ansøgere, der jo er til de fede job, så du ikke bare bliver endnu en ansøgning i bunken. Du får mulighed for at synliggøre dig over for alle de potentielle arbejdsgivere, der er samlet under ét tag. Hvis jeg skulle besøge Karrieredagene i dag og gøre noget anderledes, ville det nok være at bruge nogle af alle de tilbud, der findes på messen. Du kan få lavet CV-tjek, få taget CV-foto og få hjælp til din ansøgning. Dét fik jeg ikke rigtigt benyttet mig af, da jeg var af sted.”

KPMG er en af de virksomheder, der bidrager til de forskellige tilbud, man som besøgende på Karrieredagene kan benytte sig af: ”Som virksomhed bruger vi messen på flere niveauer; vi har en stand, vi står ved CV-tjek, og sidste år kørte vi også en LinkedIn-workshop. Efter opstart af det nye KPMG, havde vi et behov for at vise omverdenen, at vi var på banen igen, og at vi har fuld fart på alt, hvad vi laver. Det er selve brandingdelen. Derudover får vi talt med en masse dimittender og lærer noget om dem. Når jeg taler med nogen, kan jeg forholdsvis hurtigt screene, om det potentielt er en person, vi er interesseret i. Vi får mulighed for at tage nogle kvalificerede kandidater direkte ind til samtale, hvis vi tænker, at der kunne være et match. Dermed sparer vi også en rekrutteringsomgang.”

Bliv klogere

Er du i tvivl om, hvad der egentligt er drømmejobbet for dig, er et messebesøg en god måde at samle input og inspiration til karriereovervejelserne. Christoffer anbefaler, at man bruger messen i løbet af sin uddannelse: ”Første gang, jeg deltog, var mens jeg læste min bachelor. Her besøgte jeg primært messen for at søge inspiration omkring mine muligheder efter studietiden. Det kan godt være lidt svært at finde rundt i, hvad man gerne vil, når man bliver færdig, fordi der er så mange forskellige retninger, man kan gå. Så er det en god mulighed for at komme ud og høre mere om de muligheder, man har, når man er færdig. Det kan man så bruge i takt med, at man videre i studiet bliver klogere på sine egne interesser også. Næste gang man kommer, ved man så mere om, hvordan man skal bruge sin tid bedst.”

Gevinsten ved at blive klogere på sin målgruppe, i forhold til at skærpe sin egen indsats, lægger Anne-Marie også vægt på: ”For mig, der sidder i HR og sidder rigtigt meget med rekruttering, er deltagelse på Karrieredagen en rigtig god mulighed for at få kontakt med nogle af de studerende og finde ud af, hvad det er, der rører sig. Hvad er det, de tænker på? Hvad betyder noget? Altså, hvad kigger DE efter? Så det handler også om at lære noget - i virkeligheden - fra min og vores side.”

Det succesfulde møde

Mødet mellem Christoffer og KPMG endte som bekendt i en ansættelse – her fortæller Christoffer og Anne-Marie, hvordan det rent praktisk foregik, og hvordan det endte i et professionelt match:

”Den fejl, jeg begik de første par gange, jeg besøgte Karrieredagene, var at gå i store grupper. Da jeg besøgte messen sidste gang, gik jeg rundt for mig selv med nogle spørgsmål, jeg havde researchet på. Jeg gik hen til KPMGs stand og talte med dem. Ud fra det vi talte om – mine interesser og de muligheder, de kunne tilbyde – blev jeg guidet i retning af den rette person, der kunne svare på alle mine spørgsmål. Han er faktisk min kollega i dag og min mentor. Vi sidder i samme afdeling og arbejder tæt sammen på forskellige projekter."

Ifølge Anne-Marie var det specielt to ting, der gjorde sig gældende i mødet med Christoffer: ”Der var et match med hans tekniske og uddannelsesmæssige baggrund. Derudover var der hele personlighedsdelen, som er meget sværere at definere, og som er meget forskellig fra person til person. Men det er noget med, hvordan man stiller de spørgsmål, man stiller. Om man lytter og stiller spørgsmål efter de svar, man får. Her får man en følelse af, om der er noget integritet og en virkelig interesse bag. Og det oplevede vi med Christoffer."