Øvrigt

Danske virk­som­he­der truer verdens største it-firmaer

De såkaldte lokal heroes firmaer fra Danmark truer nogle af verdens største it-virksomheder som blandt andre IBM og CSC.

426.751 ansatte i verden og en omsætning på 99,9 milliarder dollars. Det er ikke småting, man skal hamle op med, når man som dansk it-virksomhed skal konkurrere med de helt store spillere ude på verdensmarkedet. I ovennævnte eksempel er det tal fra IBM i 2010. En anden stor konkurrent til de danske virksomheder er CSC, der har 95.000 ansatte i mere end 70 lande. Alligevel formår de danske it-firmaer, de såkaldte lokal heroes-selskaber at presse de helt store, globale virksomheder.

”Nøjagtig som i andre lande ser vi en tendens, hvor det, som vi kalder lokal heroes, presser de store,” siger Jan Horsager til Computerworld.dk. Jan Horsager er analytiker i analysevirksomheden IDC.

I Danmark er KMD og NNIT eksempler på lokal heroes virksomheder, selv om de med danske øjne ikke er små iværksættervirksomheder, men store danske virksomheder, der dog ikke er verdensomspændende. Ifølge Computerworld er de mindre leverandører, som altså for eksempel KMD og NNIT, i stand til at slå de store på innovation og troværdighed gennem viden om kundernes forretning.

I CSC’s danske forretning er man helt klar over konkurrencen fra de danske it-virksomheder. I slutningen af 2012 blev Jørgen Jakobsen fra egne rækker hentet til posten som administrerende direktør for CSC i Danmark. Med sin nye post refererer Jørgen Jakobsen til John Walsh, der er chef for Norden og Baltikum – og som frem til den nye administrerende direktørs tiltræden også passede jobbet som administrerende direktør i Danmark.

”Vi er nu i fuld gang med at eksekvere de planer og strategier, vi har lagt globalt for CSC og for CSC i Norden og Baltikum. Og Jørgen Jakobsen er manden, der kan hjælpe os med at føre disse planer og strategier ud på det vigtige danske marked og skabe ny vækst i Danmark,” siger John Walsh til Børsen.

I artiklen kan man se, at CSC især er oppe imod de tre konkurrenter IBM, KMD og NNIT. ”Det er i hvert fald de klassiske konkurrenter. Men markedet udvikler sig jo også. Der kommer nye spillere fra for eksempel Indien. Og så sker der også hele tiden en teknisk udvikling af cloud-løsninger,” siger Jørgen Jakobsen til Børsen.

Arla Foods skiftede it-leverandør

Ifølge IDC ser konkurrencesituationen sådan ud (2011) i Danmark: Specifikt på outsourcing – hvilket udgør lidt mere end 80 procent af CSC’s forretning – er virksomheden nummer to på det danske marked med 18 procent af markedet. Her overgås den kun af IBM, der har 21 procent. Ser man overordnet på markedet for it-servicer, hedder rækkefølgen IBM (18 procent), KMD og CSC (hver 11 procent) og NNIT (5 procent) og Atea (4 procent). Arla Foods skiftede i 2012 it-leverandør og valgte NNIT frem for IBM og skrev under på en kontrakt, der er mere end en halv mia. kroner værd.

”NNIT er den fjerde største spiller på det danske marked for it-service, og har ud over Arla vundet en stor kontrakt på 850 mio. kroner hos DSB i år. (…) I år nærmer omsætningen sig 2 mia. kroner. I rigtig mange virksomheder er mission, vision og værdier hængt op på gangen, i mødelokaler og i kantinen, så medarbejdere og ledelse løbende kan repetere, hvad forretningen egentlig står for. I Per Konguts (administrerende direktør hos NNIT) lomme ligger et krøllet stykke papir, hvor NNIT’s fem ledelsesværdier er skrevet ned,” lyder det i en artikel på Børsen.dk.

De fem værdier er passion, handlekraft, empati, udvikling af medarbejdere og at være sig selv. ”Per Konguts personlige handlekraft og trangen til at få noget fra hånden driver både ham personligt og virksomheden NNIT fremad,” skriver Pia Lykke på Børsen.dk.

Per Kongut er altid i kontakt med virksomheden og har ikke behov for at trække stikket ud for at holde fire ugers ferie. Den konstante kontakt har formentlig været afgørende for, at virksomheden kan presse de helt store it-virksomheder.