Øvrigt

Danmark attraktiv for uden­land­ske it-folk

Antallet af ikke-danske it-folk stiger markant i øjeblikket. It-folkene kommer som regel fra Vesten, men nu begynder it-indvandringen for alvor at komme fra ikke vestlige lande som Indien og Kina.

I de danske it-virksomheder støder man oftere og oftere på it-folk fra udlandet, som sidder ved tasterne og løser komplicerede it-udfordringer.

Ifølge IT-Branchen, der er en interesseorganisation for it-erhvervet i Danmark, har 36 ud af 188 adspurgte it-virksomheder udenlandske it-medarbejdere i Danmark, hvilket svarer til 19 procent. Samtidig viser undersøgelsen, der er gennemført i samarbejde med de regionale it-fora inden for IT-Branchen, at 31 procent af virksomhederne outsourcer opgaver til udlandet.

Tal fra Dansk IT, der er et fællesskab for it-professionelle, viser nøjagtig den samme tendens. Publikationen IT i Praksis, der udkom i august sidste år – og som skulle være den mest betydningsfulde undersøgelse af den forretningsmæssige it-anvendelse i danske virksomheder – viser ifølge en artikel på Computerworld.dk, at hver femte af de 500 største virksomheder i Danmark har udenlandsk arbejdskraft fra Vesteuropa eller USA i deres it-afdeling, mens syv procent har folk fra Indien.

”Yderligere syv procent har it-folk fra Østeuropa ansat her i landet, mens fem procent af Danmarks 500 største selskaber har it-folk fra Kina siddende ved tastaturerne,” lyder det i artiklen.

De fleste udenlandske it-folk kommer altså fra de vestlige lande, men ifølge Sam-Data, der er it-fagets fagforening, er indvandringen af udenlandske it-folk fra 3. verdens lande steget med omkring 40 procent i 2010. Det svarer ifølge Sam-Data til, at 3.500 it-udlændinge arbejder i Danmark i nogle måneder eller hele år.

Markante stigninger fremover
Mange af de udenlandske it-folk kommer ifølge Sam-Data til Danmark gennem jobkortordningen med en maksimumløn på 375.000 kroner og med en treårig opholds- og arbejdstilladelse. Fagbevægelsen har ikke adgang til løn- og ansættelsesforhold, og derfor ved man ikke, hvor mange der kortvarigt arbejder i landet eller opholder sig her alle tre år. I Sam-Data mener man, at antallet af nye it-folk hurtigt vil kunne akkumulere til 10.000 i løbet af en kort årrække. Ifølge Sam-Data viser en opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at der i 2010 var 45.500 ansatte i Danmark, og derfor mener man i Sam-Data, at mellem 5.000 og 10.000 it-udlændinge kan udgøre en så stor del af den samlede beskæftigelse, at det kan påvirke løndannelsen for de danske it-folk.

”Problemet er, at fagbevægelsen ikke har mulighed for at kontrollere det. Jeg ser ikke noget problem i at få fagligt kvalificeret udlændinge ind på det danske arbejdsmarked, så længe det sker efter danske vilkår. Når det sker i så stort omfang, uden at vi kan få adgang til informationer om vilkår, så påvirker det arbejdsmarkedet i negativ retning, og det tjener hverken lønmodtagerne eller samfundet,” siger politisk-økonomisk konsulent Morten Skov fra HK/Privat på Sam-Datas hjemmeside.

Kommer via greencard-ordning
Ifølge Sam-Data er der fem ordninger under jobplanen, som kan sikre udlændinge arbejds- og opholdstilladelse i Danmark – og en af de ordninger, hvor der i øjeblikket er rigtig meget trafik, er greencard ordningen. Især i 2. halvår af 2010 har højtuddannede udenlandske specialister ansøgt om arbejds- og opholdstilladelse i Danmark. Morten Skov fra HK/Privat vurderer, at to ud af tre af specialisterne er inden for it-området.

”Vi har rigtig mange ordninger, så udlændinge kan arbejde i Danmark. Det, der adskiller greencard fra de øvrige ordninger er, at det er lønmodtageren, som selv søger til Danmark. Det er ikke et opslået job, der søges,” siger Morten Skov.