Karriere

Byd ind med dine it-kom­pe­ten­cer

De små og mellemstore virksomheder i Danmark har hårdt brug for it-kyndige til at sparke gang i digital vækst og forretningsudvikling. Blot syv procent af virksomhederne i en ny analyse svarer, at de har udviklet digitale forretningskoncepter, mens 40 procent er i tvivl om, hvorvidt de skal investere i it.

Digitale forretningskoncepter, apps og e-handel er kommet for at blive, men det er langtfra alle virksomheder, der udnytter de digitale muligheder. Det viser en analyse foretaget af IRIS Group for Erhvervsstyrelsen i januar 2013.

IRIS Groups analyse er baseret på kvalitative interviews og spørgeskemaer med omkring 400 virksomheder og blev sat i værk for at give et indblik i, hvordan det står til med brugen af it i dansk erhvervsliv, og hvilke barrierer der står i vejen for, at virksomhederne udnytter de digitale muligheder til fulde.

Analysen skal hjælpe det af regeringen nedsatte Vækstteam for IKT og digital vækst, som skal bidrage til at skabe gode rammer for digital vækst, og som efter sommerferien forventes at aflevere sine anbefalinger til regeringen.

Vækstteamet for IKT og digital vækst skal komme med anbefalinger til, hvordan man både understøtter et stærkt IKT-erhverv i Danmark og samtidig giver bedre muligheder for, at danske virksomheder gennem øget brug af digitalisering kan styrke deres konkurrenceevne og vækst.

Ledelsens it-kompetencer er afgørende

Og der er nok at tage fat på; analysen viser, at kun syv procent af de adspurgte virksomheder har udviklet egentlige digitale forretningskoncepter, mens 76 procent udelukkende bruger digitale løsninger til basale funktioner eller i begrænset omfang. Ofte skyldes den manglende it-anvendelse, at ledelsen mangler digitale kompetencer:

”Vores indtryk fra de kvalitative interviews og spørgeskema er, at det er afgørende for virksomhedernes brug af it, at ledelsen har it-kompetencer,” fortæller partner i IRIS Group, Jens Bjerg, og tilføjer:

”Det er nødvendigt for at kunne koble virksomhedens strategiske forretningsudvikling med de mange muligheder, som følger med nye digitale teknologier.”

Brug for medarbejdere med it på CV’et

En tredjedel af virksomhederne i IRIS Groups analyse peger på, at de mangler kompetencer til at tænke it ind i forretningsudviklingen, og 40 procent svarer, at de er meget usikre på det afkast, de kan forvente ved at investere i it.

Og selvom man har hårdt brug for det, er det ikke nødvendigvis en nem løsning at købe konsulentbistand, fortæller Jens Bjerg og tilføjer, at mange virksomheder synes, det er lidt skræmmende at snakke med en it-rådgiver, fordi de ikke føler sig klædt på til det:

”For at få den optimale rådgivning skal man først selv have indset, at man har et behov, og man skal vide, hvad man har brug for rådgivning til samt være i stand til at vurdere tilbuddene fra forskellige rådgivere. Det forudsætter, at der er nogle i virksomheden, som har en god it-mæssig forståelse.”

Jens Bjerg opfordrer til, at virksomhederne anerkender og giver plads til de medarbejdere med it-kompetencer, der allerede er i virksomheden – også selvom de ikke sidder på direktionsgangen, men måske i salg- eller økonomiafdelingen.

Hvis man ikke allerede har medarbejdere med it-kompetencer og måske ikke har behov for en fuldtids it-specialist, kan det være en god idé at være opmærksom på it-kompetencer, når man ansætter folk til andre funktioner. Rekrutteringen af medarbejdere med it-kompetencer kan være en katalysator, der kan sætte skub i virksomhedens digitale udvikling.

”Nogle af virksomhederne i undersøgelsen fortalte os, hvordan de havde været heldige at få medarbejdere ind, der ikke blev ansat som it-medarbejdere, men som havde en stærk interesse i it og kunne se potentialet. Det at få en medarbejder med kompetencer og interesse for it til at se på virksomheden med nye øjne, kan i mange tilfælde hæve virksomhedens digitaliseringsniveau. Samtidig kan det gøre virksomheden til en mere kvalificeret indkøber af god it-rådgivning og nye it-løsninger,” fortæller Jens Bjerg.

Opfordringen er hermed givet videre til jobsøgende it-kyndige om at lægge billet ind hos virksomhederne.