Karriere

Arbejde i Sverige: Hvad sker der hvis jeg bliver syg?

Når du arbejder i Sverige, har du ret til samme behandling som svenske medborgere. Det gælder både akut og planlagt behandling. Hvis du bliver syg, skal du i første omgang henvende dig til en ”Vårdcentral” (lægehus). Hvis dit barn bliver sygt, har du ret til at være hjemme fra dit arbejde og få ydelser fra Försäkringskassan.

Artikel fra Øresunddirekt

Den svenske sygesikring – ”sjukförsäkring” – betaler for behandling til alle der bor eller arbejder i Sverige. Dog skal man betale en mindre del af udgifterne selv – patientavgiften.

Man kan få hjælp til:

  • lægebehandling
  • anden behandling, f.eks. fysioterapi
  • sygehusbehandling
  • medicin
  • tandpleje
  • sygetransport

Patientafgift

I Sverige betaler du patientafgift for behandling i det offentlige sundhedssystem. Priserne fastsættes af de enkelte amter, ”län” og regioner. Der findes dog en maksimumgrænse for hvor meget du kan komme af med i løbet af en 12 måneders periode. Derefter får du et frikort, der giver dig ret til fri behandling i resten af perioden.

Det svenske sundhedsvæsen

Det er de såkaldte ”landsting” der har ansvaret for sundhedsvæsenet i Sverige. I Skåne er det Region Skåne. Du vil blive bedt om at fremvise dit svenske CPR-nummer – dit ”samordningsnummer” f.eks. når du besøger din læge.

Vårdcentral (lægehus)

Alle, som bor i Sverige, tilhører en vårdcentral. Vårdcentralen tilsvarer omtrent et dansk lægehus. I Skåne kan du selv vælge hvilken vårdcental du vil være indskrevet hos. Der findes både offentlige og private vårdcentraler at vælge imellem.

Sjukvårdsrådgivningen

Der er mulighed for at ringe døgnet rundt til ”Sjukvårdsrådgivningen” på tlf. nummer 1177. Her får man svar på lægelige spørgsmål af en uddannet sygeplejerske. Når vårdcentralen er lukket kan de henvise dig til nærmeste åbne modtagelse.

Tandpleje

Arbejder du i Sverige, har du også ret til at besøge en svensk tandlæge. Du kan vælge mellem Folktandvården i offentlig regi eller en privat tandlæge. Næsten alle tandlæger er tilsluttet tandplejeforsikringen. Det betyder, at alle med arbejde eller fast bopæl i Sverige får tilskud til de mest almindelige behandlinger. Spørg altid din tandlæge om priserne for behandlingen. De kan variere fra sted til sted.

Sygedagpenge

Når du begynder at arbejde i Sverige, skal du registrere dig hos Försäkringskassan for at få ret til sygedagpenge og andre sociale ydelser. Hvis du får danske ydelser, skal du meddele Udbetaling Danmark, at du begynder at arbejde i Sverige. Lønmodtagere har en karensdag i forbindelse med sygdom. Det indebærer, at du ikke får løn den første dag, du er syg. Fra anden sygedag er det din arbejdsgiver, der skal give dig ”sjuklön”. Den er 80 % af lønnen. Er du syg mere end 14 dage, er det derefter Försäkringskassan, der tager sig af og udbetaler ”sjukpenning”, som normalt er 80 % af din indkomst (der er dog et indkomstloft). Du skal give en lægeerklæring til din arbejdsgiver, hvis du er syg i mere end en uge.

Ret til at være hjemme med syge børn

Dig, der begynder at arbejde i Sverige og har et barn under 12 år, har ret til at være hjemme fra dit arbejde og få ydelse fra Försäkringskassan, når dit barn er sygt. I Sverige siger man ofte ”vab”, som står for ”vård av sjukt barn”, men ydelsen hedder ”tillfällig föräldrapenning”.

Du har ret til at være hjemme i op til 120 dage pr. barn og år. I Sverige er det altså ikke op til arbejdsgiveren at godkende, om du kan være hjemme med dit syge barn mere end én dag.

I visse tilfælde har du også ret til ydelser, selv om barnet er ældre end 12 år. Er barnet hjemme længere end syv dage, kræves en attest fra læge eller sygeplejerske.

Du har også ret til denne ydelse hvis du skal besøge barnavårdscentralen, tandlægen eller en anden instans vedrørende pleje af dit barn.

Barselsorlov

Du har også ret til svensk forældreorlov ifølge svenske regler, når du arbejder i Sverige. Retten gælder fra arbejdets første dag. I Sverige har forældrene i alt 480 dages ledighed til deling. En del af tiden kan flyttes fra den ene forælder til den anden. Dette gælder kun hvis begge forældre er socialt sikrede i Sverige. Når forældrene arbejder i hver sit land, har I ret til forældreorlov ifølge hvert arbejdslands regler. For at kunne kombinere de to regelsæt anvender landene et system med afregning. I praksis betyder det, at tiden man tager barselsorlov i Danmark trækkes fra barselsorloven i Sverige, og omvendt.

Den forælder, der har ret til dansk barselsorlov kan kræve op til 16 uger i Danmark uden at Danmark trækker fra den tid, den anden forælder har fået ydelser for i Sverige. Barselsdagpenge i Sverige er inddelt i forskellige niveauer. Et niveau er baseret på størrelsen af din indkomst, mens de to andre udgør et fast beløb pr. dag. Kontakt Försäkringskassan for at få mere information om hvordan ydelserne i de forskellige niveauer vil være for dig.

Vil du vide mere om at bo i Danmark og arbejde i Sverige?

Besøg www.oresunddirekt.com. Her kan du få svar på dine spørgsmål, finde relevante links og læse meget mere om at arbejde i Sverige.

Besøg www.jobbsafari.se for at se jobannoncer i Sverige.