Året, der gik

2014 blev et år i vækstens tegn, hvis man spørger Kaare Danielsen, grundlægger og direktør af Jobindex. Vi har spurgt ind til højdepunkterne.

Hvad kendetegner 2014?

”Jobmarkedet går fortsat fremad – de økonomiske nøgletal har peget i lidt forskellige retninger her efter sommerferien, men vores tal viser, at jobmarkedet går fremad.”

Buldrer opsvinget derudaf nu?

”Efter sommerferien, da opsvinget ikke kom, sådan som nogle økonomer havde forudsagt, så sagde folk pludselig, at nu var det bremset op. Det kunne vi ikke se i vores tal. Vi har hele tiden sagt, og sagt de sidste 5 år, at det går langsomt fremad.”

Hvor meget vækster vi så egentlig?

”Vores tal siger, at der er 15 % flere job i oktober i år end oktober for et år siden. Det vil sige, det er en fortsættelse af denne her vækst, vi har set de seneste 5 år. Det går stille og roligt fremad, intet buldrende opsving – og ikke i nærheden af den mangel på arbejdskraft som Dansk Industri har påstået, men der er færre ledige end for et år side. Dansk Statistiks AKU-undersøgelse viser, at der er kommet 26.000 flere i beskæftigelse, så det er alt andet lige blevet nemmere at finde et job, end det var for et år siden.”

Betyder det problemer for virksomhederne?

”Vi begynder at høre om de første virksomheder, der klager over, at det er blevet sværere at finde medarbejdere end for et år siden. De har været vant til at de kunne vælge og vrage. Nu har de ikke 10-15 at vælge mellem.”

Vokser alle sektorer?

”Det positive er, at samtlige jobkategorier, vi måler på, går frem nu. Hidtil har det enten været IT eller den offentlige sektor, men nu er det alle jobområder, der går frem. Det er dejligt, men det går frem med forskellige grader. Så hvis markedet er vokset 15 %, så er IT vokset 30 %.”

Kan krig, terror og sygdom true opsvinget?

”Vi kan se, at det går fremad til 2016, hvis der ikke sker nogen ulykker. Der er flere potentielle ulykker, end der har været længe med Rusland, Islamisk Stat og ebola. Men det påvirker ikke jobmarkedet i Danmark direkte - og så alligevel. Rusland påvirker lidt. Vi eksporterer ikke så meget til Rusland, men hvis svineproducenter andre steder dumper priserne, fordi de ikke kan sælge, så falder priserne for fødevareindustrien også i Danmark.”

Hvad var årets største begivenhed for Jobindex?

”Den store begivenhed for os var, at vi den 3. marts underskrev vi aftalen om, at StepStone og Computerworld it-jobbank blev en del af Jobindex-koncernen. Ser vi på vores egen virksomhed, har vi ansat over 50 medarbejdere i år – alene 6 her i denne måned. Jobindex er vokset med 25 %, og 50 % hvis vi regner StepStone og Computerworld it-jobbank med. Så nu er vi over 200 medarbejdere, og når det går fremad for os, så går det også godt for jobmarkedet generelt.”