Ansøgning

4 floskler du aldrig må skrive i din ansøgning

Tekstforfatter dræber ansøgningsfloskler og giver dig sit bud på alternative formuleringer.

De stakkels HR-medarbejdere og ledere, der skal tygge sig gennem din og – måske – flere hundrede andre ansøgninger, har brug for hjælp. For efter gennemlæsningen af de første 10 begynder personer, egenskaber og kompetencer at flyde sammen.

Det bedste, du kan gøre for både dem og dig selv, er at skrive dig udenom flosklerne, droppe tørre vendinger og nedfælde noget, der skiller dig ud fra mængden.

Her får du 4 floskler, du skal gå udenom samt inspiration til, hvordan du nytænker, tvister og bruger dem kreativt.

1. At holde mange bolde i luften

Måske den værste kliché i annoncesproget. Den er så udvandet, at udsagnet næppe vil rykke noget som helst i forhold til dine chancer.

Det er fx svært at forestille sig chefen udbryde: "Stop øjeblikkeligt søgningen! Hende her kan holde mange bolde i luften."

Formuleringen kan måske ovenikøbet irritere læseren, da den jo signalerer total mangel på indlevelse, originalitet og personlighed.

Prøv i stedet med:

"Jeg er ude af stand til at holde så meget som en enkelt bold i luften. Til gengæld ligger alle mine bolde i sirlige rækker på jorden, hvor jeg omhyggeligt plejer den enkelte, og mine bolde (projekter) når altid i mål."

2. At se udfordringer fremfor begrænsninger

Hvem gør det? Hvornår har du sidst konstateret, at din cykel er punkteret og jublet: "Jubi, en udfordring!"

Det er en let gennemskuelig måde at påstå, at du altid er positiv og aldrig vil brokke dig over vilkår, chefens pludselige indfald og uigennemtænkte beslutninger.

Det, du mener, er nok, at du vil gøre dit bedste og arbejde hårdt. Så prøv hellere med:

"Jeg mener, at udfordringer ofte blot er et pænt ord for begrænsninger. Men uanset om I udfordrer eller begrænser mig, ved jeg, at jeg vil vokse med opgaverne og arbejde fokuseret inden for de rammer, I giver mig."

3. At være åben og udadvendt med humor og gode kommunikationsevner

Okay, du er hyper ekstrovert – we get it. Men er du nu også det?

Og hvis du er, så kom med et eksempel på din sprudlende humor og dit blændende kommunikationsgen.

Hvis ikke du gør det, spilder du blot tekstplads på flagrende udsagn, der intet konkret siger om dig.

HR-folk har desuden sjældent kategorier for ansøgere, der levede op til alle krav, men som desværre lige manglede humor og kommunikationsevner.

Måske du kunne skrive:

"Jeg er bedst blandt andre mennesker. Jeg lever for samspillet, dialogen og fællesskabet, og har I brug for en konferencier til personalefesten, er jeg klar."

4. At arbejde både selvstændigt og i et team

Vent, vent, vent! Vil det sige, at du BÅDE kan arbejde med kolleger, OG at universet ikke kollapser omkring dig i det sekund, du er alene på kontoret?

Her har vi et altfavnende udsagn, som blot fortæller, at du er klar på, hvad end der kræves.

De fleste er nok lidt bedre til det ene end det andet, så prøv at forholde dig til det, når du skriver din næste ansøgning.

For denne knude må du selv binde op, og floskelhjælpen er slut for denne gang.