Øvrigt

3D motiverer og giver en ny tilgang til arbejdet

Casper Vase Petersen, ekspert i at anvende 3D hos NCC, har 25 mand under sig. Han kan se, at brugen af 3D øger motivationen markant.

Casper Vase Petersen har formænd, sjakbajsere og betonarbejdere under sig – 25 i alt – i sin stilling hos NCC, hvor han er ekspert i at anvende VDC – Virtual Design and Construction. På et tidspunkt fortalte hans medarbejdere ham, at de gerne ville inddrages noget mere, og det mente han, at han var nødt til at gøre noget ved. Den traditionelle kommunikation med 2D-tegninger blev forvandlet til 3D-kommunikation.

”Og så tog jeg mine medarbejdere med ind i et mødelokale og viste dem 3D-modellerne på en fladskærm. De var vilde med det,” siger han til Dansk Byggeris blad Byggeriet.

Han mener ifølge artiklen, at langt de fleste får et bedre overblik over et byggeri, når de ser det i 3D. Det betyder nemlig, at de ikke bare bygger enkeltdele, men at de bygger hele bygningen.

”Medarbejdere, der føler sig inddraget, er produktive medarbejdere. Og alt det kan 3D-bygningsmodellerne hjælpe dig hen imod,” siger han til Byggeriet.

3D interessen hænger ved

Hos en anden entreprenørvirksomhed, MT Højgaard, har 3D også vundet indpas. På virksomhedens hjemmeside fortæller en af medarbejderne om sin vej hen imod at arbejde med 3D.

Esben Durup Dickenson var egentlig i gang med en HF, men da han manglede eksaminerne, besluttede han sig for at droppe ud: Han ville lave noget, der var mere aktivt – og valgte at uddanne sig til tømrer. I fem et halvt år var han ansat i et tømrerfirma, og han tilbragte desuden to et halvt år i Norge, hvor han blandt andet byggede skihytter, men hans ryg begyndte at gøre problemer, og i en periode kunne han ikke bøje den på grund af overbelastning.

”En kontrovers med en doven norsk byggeleder kombineret med mine rygproblemer, fik mig til at stoppe som tømrer og læse videre,” siger Esben Durup Dickenson på MT Højgaards hjemmeside.

Han begyndte at læse til bygningskonstruktør. Han havde altid kunne tegne i autoCAD og været god til det, og på konstruktørskolen lærte han at tegne i 3D revit, og det fangede hans interesse og blev noget han forfulgte.

Her slog jeg rødder

Han kom med i opstartsfasen, da 3D-tegninger skulle implementeres i MT Højgaard.

”Da jeg skulle i praktik, fik jeg praktikplads i MT Højgaard, og så slog jeg rødder. Fra første dag følte jeg, at der var fremtid, muligheder og alt, hvad hjertet begærer indenfor byggeri i MT Højgaard,” siger Esben Durup Dickenson, der efter sin praktiktid blev ansat som studentermedhjælper.

Nu er han udnævnt til procesleder på et boligbyggeri og har blandt andet tidligere arbejdet med 3D-modeller i projekteringen af Novo Nordisk og på Nordeas nye domicil. Han mener, at han er det helt rigtige sted i forhold til sin store interesse: VDC.