Anklage om pædofili blev til rap

At blive anklaget for pædofili, er et af de værst tænkelige mareridt, man kan forestille sig - og ord er alt hvad der skal til for at udløse det. Med den slags landminer lurende i arbejdet med børn, er det ikke mærkeligt, hvis mange mænd forsøger at gardere sig på jobbet, eller helt fravælger sektoren. Men den reaktion rammer både samfundet, mændene selv - og børnene.

Sociolog Kenn Warming har undersøgt mandlige pædagogers rolle i sit speciale: "Kønnet som med - og modspiller"- en rolle der hjemsøges af et pædofili-spøgelse.

"Mændene siger, at de har det i baghovedet, men at de ikke tænker på det i hverdagen. Men det påvirker i høj grad den måde, de agerer på i hverdagen. Når de skal skifte børn, gør de bag store glasruder, de tager ikke børn på skødet, og de tager ikke et barn med ned i en kælder og så videre. Mændene siger, at det ikke er et problem, alligevel reagerer de ved at ændre deres adfærd for at undgå, at det bliver et problem, og dermed bliver det et usynligt problem" Skriver Børn & Unge i artiklen "Ikke et job for tøsedrenge" som også citerer pædagogen Max:
"Det er mit værste, værste mareridt at få en beskyldning for det. Jeg bruger ikke så meget tid på det som før i tiden, men det er blevet en indgroet del af mig, at jeg skal passe på, hvad jeg gør og siger".

Men hvordan skal det blive lettere for mænd at søge, og have pædagogarbejde, når angsten for pædofilistemplet konstant lurer?
Af en undersøgelse, som FOA har foretaget, fremgår det at 75 % af de adspurgte mandlige pædagoger, har ændret adfærd i et forsøg på at undgå enhver situation, der kan misforstås.

" Det er ikke gavnligt for det pædagogiske arbejde, når de går og pålægger sig selv en overrestriktiv adfærd for at sikre sig mod beskyldninger. Det er skidt for børnene og en utrolig belastning for medarbejdere" siger Jakob Sølvhøj, Sektorchef i FOA, til Politiken.

Siden 2005 har det været muligt at få anerkendt uretmæssig anklage om pædofili som arbejdsskade.

Historien om Andreas

For Andreas Seebach, der i dag er 25 år, blev det værste mareridt pludselig en dag til virkelighed. Hans historie begynder i 2002, hvor han netop er flyttet til København, og starter som militærnægter i en fritidsinstitution.

Det er en helt almindelig tirsdag på jobbet, da Andreas bliver indkaldt til samtale på institutionslederens kontor. Da han træder ind, genkender han en mandlig kollega, som ikke er en han kender særlig godt. Lederen fortæller, at Andreas' kollega har noget meget alvorligt at fortælle, og giver ham ordet.
Kollegaen forklarer, at han har set Andreas flirte med en af de 13-årige piger på institutionen. Han fortæller, at han har set dem gå ned i lektierummet, og at han fulgte efter dem. Da han stak hovedet ind i rummet, så han dem dyrke sex med hinanden.

Andreas' verden går i sort. Hele historien er meget detaljeret, men det pure opspind. Det forhindrer ikke lavinen i at rulle. Andreas bliver bedt om at gå hjem, og blive væk fra sin arbejdsplads.

Som nytilflytter i København står Andreas uden netværk, og den følgende tid er et mareridt, han må gennemleve stort set alene - kun med sin families støtte. Anklagen fører til en længere politiundersøgelse, som først bliver indstillet i slutningen af februar 2003. Men for Andreas er det ikke slut, og selv om politiet ikke indfrier deres løfte om at retsforfølge den anklagende kollega for injurier, er han fast besluttet på at rense sit navn.
Andreas kontakter selv en advokat for at lægge sag an mod sin kollega, og omsider, i julen 2004, falder den dom der endegyldigt renser ham. Efter to meget lange år, kan han ånde lettet op.

Til alt held var kollegaens beskyldninger åbenlyst langt ude. Han hævdede bl.a., at flere af de andre pædagoger havde været vidne til episoden, eller kendte til situationen. Men de stod alle måbende over for hans påstande - inklusiv den 13-årige pige som angiveligt var offer for overgrebet.

Andreas har fået sin oprejsning, men han savner stadig en grund til det hele:

"Jeg granskede min hukommelse igen og igen for at finde episoder, som min kollega kunne have misforstået. Men jeg kunne ikke finde nogen. Der var ikke noget at misforstå. Historien var taget ud af det blå; det var en uhyggelig film, der rullede på en gal mands indre skærm".

Andreas har forliget sig med tanken om, at det må være psykisk sygdom hos kollegaen, der førte til anklagen. Efter en optræden i tv-programmet ”Go’aften Danmark”, tidligere i år, fik han en henvendelse, der bekræftede hans formodning: "Nu ved jeg, hvad årsagen var. Det betyder uendelig meget" fortæller han.

Andreas føler ikke, at sagen har haft nogen konsekvenser for ham fagligt, og selvom han ikke arbejder på institution mere, møder han stadig børn og unge via sit job som musiker.

Falske anklager bør have større konsekvenser

Sidste år debuterede han med et rapalbum, og et af numrene hedder 'Anklaget'. Det fortæller historien, om pædofilianklagen. Nummeret har han lagt op på sin MySpace profil hvor det foreløbigt er blevet afspillet over 8000 gange.

"Sangen skrev sig selv og måtte bare ud" forklarer Andreas "Det var min måde at bearbejde oplevelsen. Jeg besluttede at offentliggøre nummeret og tage det med på pladen, fordi det føltes rigtigt. Jeg står ved den, jeg er og de ting, som jeg har været igennem - på godt og ondt. Det ville have været uærligt over for mig selv, hvis jeg havde syltet 'Anklaget' af frygt for, hvordan folk mon ville reagere. Jeg vidste ikke, om andre ville få noget ud af at høre nummeret, men jeg ville i hvert fald ikke holde mig tilbage."

Er beslutningen om at offentliggøre historien så nogensinde blevet fortrudt?

"Nej, slet ikke" lyder svaret: "Det var det rigtige at gøre, og hjalp mig til at få afsluttet et kedeligt kapitel i mit liv. Jeg har modtaget bunkevis af henvendelser på mail med skulderklap og sympati – og tak for, at jeg turde fortælle en historie, som mange i samme situation holder skjult. Det har været overvældende for mig at opleve, hvordan unge mænd, der selv har været igennem lignende forløb eller bare følt sig mistænkeliggjort, har skrevet og udtrykt taknemmelighed for, at jeg turde bryde isen."

En varig konsekvens af episoden er, at Andreas i dag har mindre tillid til andre mennesker. Han føler at han er blevet mere kynisk, og tror knapt så meget på det gode i andre, men han fokuserer på at han rent faktisk er kommet helskindet ud af en af de værst tænkelige situationer: "Jeg kunne have været gået helt i stykker på det her, men det gjorde jeg ikke" erkender han "Nu ved jeg med mig selv, hvor stærk jeg er."

Styrken får han stadig brug for, for efter offentliggørelsen af historien har Andreas fået både ubehagelige breve, og sågar et "diss" som man kalder grove stikpiller i rap, på et nummer fra en anden rapper der kalder ham "børnepiller".

"Brevene gætter jeg på kommer fra manden, der i sin tid fremstillede anklagerne" fortæller Andreas; "At rapperen vælger at angribe mig og så tvivl om min troværdighed med sådanne ord, fatter jeg ikke. Det går mig ikke på, men jeg undrer mig da over, at man kan eje så lidt empati og situationsfornemmelse".

Andreas er ikke alene om, at blive anklaget for noget han ikke har gjort, og hans historie er langt fra unik, men den er særlig, fordi han har valgt at stå frem med den.
Normalt er emnet så tabubelagt, at selv de der har fået deres navn renset, vælger at gå stille med dørene. Konsekvenserne er så skræmmende, at det kan afholde mange mænd fra at turde arbejde med børn og unge - eller at slappe af i arbejdet.
Hvad kan man gøre for at rette op på den situation?

Andreas har et forslag:

" Det er en ubeskrivelig svær problemstilling. De henvendelser, jeg har fået, giver et billede af, at mange mænd i børnefag er bange for at havne i en sag som den, jeg var igennem. Der har været meget fokus på pædofili og overgreb på børn og unge i medierne, og det skal der også være. Men det nytter jo ikke, at man som mand ikke tør arbejde med børn af frygt for, at forældre eller kolleger skal misforstå et eller andet og tro det værste om én.
Jeg ved ikke, hvad man skal gøre for at komme mistroen til livs, men frygten for falske anklager kan måske mindskes ved at slå hårdere ned på dem. I min egen sag sagde politiet, at de ”naturligvis” ville retsforfølge anklageren, hvis undersøgelsen blev indstillet. Men da det kom til stykket, gjorde de ingenting. Hverken hos politiet eller forvaltningen. Det oplevede jeg som et gevaldigt svigt og måtte selv kæmpe og betale for at blive renset. Jeg tror, at man ville føle sig mere sikker, hvis alle forstod alvoren og konsekvenserne ved at opdigte historier eller så tvivl."



Kilder:

Andreas Seebach/AndyOp, Interview + "Anklaget", MySpace.
"Ikke et job for tøsedrenge", Helle Kjærulf, Børn & Unge nr. 09 / 2007
"Mandlige pædagoger frygter pædofilstempel", Gitte Svanholm, Politiken, 27. juni 2008