Konsulenten: kompetent teamplayer med mod på alsidighed


Konsulenten: kompetent teamplayer med mod på alsidighed

Konsulenten: kompetent teamplayer med mod på alsidighed

Af Lars Blauenfeldt
Jakke og slips, arbejde 25 timer i døgnet og egen virksomhed. Det er nogle af de fordomme man møder blandt dem, der ringer for at høre mere om konsulentjobbet.

Inden for nogle brancher forholder det sig måske sådan, men inden for elektronikbranchen, hvor ingeniører typisk fylder gangene, fokuserer vi mere på de faglige og sociale kompetencer.

Vi fokuserer på konsulenternes kompetencer, fordi de ofte står ansigt til ansigt med faglige udfordringer, som de må finde løsningen på. Og det endda i skiftende kundeteams med mange forskellige teknologier og produkter. Det betyder til gengæld, at hverdagen er afvekslende og aldrig bliver rutinepræget, hvilket konsulenterne trækker frem som en af fordelene ved jobbet.

De mange bekendtskaber ude omkring hos kunderne betyder samtidig, at konsulenterne over tid opbygger et stort netværk. Gennem den daglige sparring i netværket, som omfatter nogle af de bedste og mest professionelle inden for branchen, opnår konsulenter en helt fantastisk mulighed for at udvikle sig rent fagligt. Men det er ikke nok med den uformelle faglige udvikling ude i marken. Da konsulenternes faglige kompetencer i sagens natur er deres key selling point, bør konsulentens organisation sætte både tid og økonomiske ressourcer af til den formelle videreuddannelse, som kan skrives på CV’et, og dermed gøre personen mere attraktiv.

Omstillingsparat teamplayer
Konsulentjobbet stiller som sagt folk i helt unikke situationer med hensyn til skiftende arbejdsgrupper, kollegiale netværk, nye kunder og nye teknologier. Samtidig er konsulenten i sagens natur vores ansigt udadtil, hvilket betyder, at vi er meget omhyggelige med, hvem vi ansætter.
De faglige kompetencer skal selvfølgelig være på plads, det siger sig selv. Så en fem-seks års erfaring er altid et plus. Derudover kigger vi så også nøje efter, om kandidaten har de personlige egenskaber, der skal til for at klare konsulentrollen.

En af egenskaberne er omstillingsparathed. Konsulenten skal jo løse mange forskellige opgaver for kunderne, og skal derfor hurtigt kunne sætte sig ind i ikke blot nye teknologier, men også nye måder at gøre tingene på. Det medfører, at en konsulent gnidningsfrit skal kunne omgås mange forskellige typer mennesker samt være åben og imødekommende over for forskellige måder at takle problemstillinger på.

Høje krav til ledelsen
Vi stiller høje krav til vores konsulenter – både fagligt og personligt. Men de stiller også høje krav til os i ledelsen. Det gør de, fordi de arbejder under nogle specielle vilkår, hvor det til tider kan være svært for en konsulent, der har været ude i felten gennem længere tid, at opretholde tilhørsforholdet til sine kolleger hjemme. Derfor gør ledelsen her i huset en enorm indsats for at skabe og bevare konsulenternes tilhørsforhold hjemad.

Noget af det, vi arbejder med, er månedlige faggruppemøder og frivillige studiegrupper.
I sidstnævnte drømmer medarbejderne selv projekter op. Projekterne udvikler de i deres fritid - til gengæld stiller vi ressourcer og lokaler til rådighed. På den måde skaber vi grobund for et godt kollegialt netværk over noget, der både er sjovt og fagligt udfordrende.

Ud over de faglige tilbud bør konsulentens organisation med jævne mellemrum samle medarbejderne til sociale arrangementer. Vi har fire faste årlige arrangementer, og giver derudover tilskud til et mylder af mindre sammenkomster på initiativ af medarbejderne selv. De tre seneste har været paintball, windsurfing og DHL-stafetten.

Grib knoglen og skab chancen
Det er både udfordrende og et rigtig godt skridt op ad karrierestigen med nogle år som konsulent. Derfor, hvis du går rundt med en lille konsulent i maven, så lad den vokse! Undersøg hvilke konsulenthuse, der findes inden for din branche. Grib knoglen og hør mere om, hvad det hele går ud på, og få aflivet nogle af de mange myter, der florerer om konsulentjobbet. Sidder konsulenten så stadig i maven, så af sted med dit CV og få tjekket af, om du har hvad der skal til!

Den stærke konsulent:
  • Har en solid faglig ballast og erhvervserfaring
  • Har lyst til en alsidig og dynamisk hverdag
  • Tænder på at skifte opgaver, brancher og kolleger en til to gange om året
  • Kan lide at blive udfordret fagligt og personligt
  • Er åben og imødekommende af natur
  • Er omstillingsparat i forhold til skiftende arbejdsgange

Yderligere information: Lars Blauenfeldt, Data Respons A/S
Tlf: 88 32 75 40

Læs også

Sorter artikler efter emne.