Skræddersyet rekruttering til Hotel- og Restauration med Adecco


Skræddersyet rekruttering til Hotel- og Restauration med Adecco

Af Else Fergo
Som rekrutteringskonsulent hos Adecco, i den sjællandske afdeling af HORECA, er det Christina Gotthards opgave at forbinde mennesker, og skabe mest mulig lykke i en hektisk branche.


Med 7500 afdelinger fordelt i 70 lande er Adecco verdens største udbyder af HR-ydelser. 35 af afdelingerne ligger i Danmark. HORECA (Hotel, Restaurant og Catering) er et af Adeccos 12 specialistområder, og et vækstområde hvor man er i gang med at øge fokus på rekruttering til fastansættelser, frem for tidsbegrænsede vikariater.
Der er mange der beskæftiger sig med rekruttering, men det særlige for Adecco er, at de kan trække på deres enorme vikar-kartotek. "Cirka 60 % af alle kandidater i vores vikardatabase søger et fast job" fortæller Christina, og det er en stor database der er tale om.
Adecco sender dagligt 700.000 mennesker i arbejde på verdensplan, og i den danske afdeling er 20.000 klar til at imødegå den store efterspørgsel på arbejdskraft.
I dag er det de jobsøgende, der interviewer virksomhederne
"Det er ikke længere virksomhederne, der interviewer de jobsøgende, men omvendt", afslører Christina. Og arbejdsmarkedet har forandret sig i højt tempo, hvad angår både krav og værdier. Når folk søger arbejde i dag, er det ikke længere et simpelt regnestykke om løn, men en kompliceret ligning, hvor krav til udvikling, fleksibilitet, psykisk arbejdsmiljø, social kemi og en række andre faktorer skal gå op.
Rekruttering er blevet både mere varieret, individuelt og krævende - og afspejler alle egenskaberne hos den moderne medarbejder og arbejdsplads. Til gengæld kan man, som arbejdsgiver, hente mere engagement, lidenskab og loyalitet hos ansatte, der ikke opfatter arbejdspladsen som en 8 timers daglig arbejdslejr, der bare skal overstås.
"Vi ikke interesseret i folk, som leder efter et arbejde bare for at have et arbejde" slår Christina fast "Det her er en branche af ildsjæle og for ildsjæle".
Der ligger viden og årelang hårdt slid bag udmeldingen, for Christina har selv 22 års erfaring i hotel- og restauration. Efter gymnasiet tog hun til London og fik en 3-årig hoteluddannelse, der mundede ud i en Higher National Diploma. Derefter gik det hurtigt; hun blev ansat ved Sheraton i London, og sad inden længe med lederansvar.
Hun har både prøvet at starte egen restaurant, og været hotelmanager i det engelske: "Hvis du har set Halløj på badehotellet, ved du præcis hvordan det var", griner hun.
"En god leder er en, der kan se det bedste i folk - og få det frem"
Den største forskel på den engelske hotel- og restaurationsbranche kontra den danske, er serviceniveauet. Her halter danskerne gevaldigt efter deres udenlandske modstykke, mener Christina, men hun ved samtidigt, at det bare betyder, der må ledes mere og grundigere: "Service-genet er medfødt" erklærer hun "Ligesom leder-genet". Men hvad definerer den gode leder? "En god leder er en, der kan se det bedste i folk - og få det frem" fortæller Christina.
Måske kan ledere se potentiale, ligesom nogle mennesker kan se auraer? Evnen til at se folks kompetencer er ikke en okkult disciplin, men den kan minde om det, fordi den eksisterer i gråzonen mellem intuition og erfaring.
I det hele taget er branchens kompetencer svære at sætte nøjagtige ord på, og et kort øjeblik sidder Christina og leder efter en formulering, der præcist rammer hvad det er, der gør det så vidunderligt, at have skæve arbejdstider, hyppige spidsbelastnings-perioder, fysisk krævende arbejde, og masser af bolde i luften på én gang.
Men bare ved at opremse vilkårene, lyser hendes blik op - det er kærlighed til tempo, forandring, sammenhold, social kontakt og glæden ved, at kunne give fantastiske oplevelser til andre mennesker. Og det er netop dén gnist hun kigger efter i kandidaternes øjne.
Mere end rekruttering
"Lige nu, har jeg to hoteldirektører, en receptionschef, en konferencechef, en restaurantchef, en Food & Beverage chef og fire kokke der leder efter den rigtige stilling" fortæller Christina: "Og for mig er det utrolig vigtigt, at jeg finder et perfekt match mellem kandidat og virksomhed. Når dette match er fundet, klipper jeg heller ikke båndene. Jeg holder kontakten til både ansat og arbejdsgiver, for det er vigtigt, at have en opfølgning og sikre, at matchet også er rigtigt i længden".
Det omskiftelige arbejdsmarked i dag er kendetegnet ved kortere og skiftende ansættelser, men også en lang række panikløsninger, hvor folk både ansætter og tager job uden særligt mange overvejelser. Det er et dyrt spild af både tid og penge, mener Christina: "Hvis en virksomhed virkelig regner efter, vil de hurtigt opdage, at det er meget dyrere for dem, end hvis de brugte professionel rekruttering".
Det frustrerer Christina at læse om virksomheder, der er nødt til at lukke som følge af mangel på kvalificeret arbejdskraft, eller som konsekvens af tab på fejlansættelser "Ring dog til os!" udbryder hun: "Vi sender ikke bare en person ud. For det handler ikke kun om rekruttering, men i høj grad også om rådgivning. Det vi satser på, er langvarigt samarbejde".
20.000 brikker at rykke med
Netop fra sine egne hands-on erfaringer i den hektiske branche, forstår Christina udmærket godt, at langsigtede strategier kan være fremmedord i en verden, hvor restauratører og hotelejere løber stærkt i nuet, og har for travlt til lange lænestols-snakke om rekruttering, "Men jeg har ikke noget imod, at give et nap med ved serveringen mens vi snakker, hvis det er det, der skal til" smiler hun.
For Christina er der intet mærkeligt i at diskutere rekrutteringsløsninger med en bakke glas balancerende i den ene hånd, og en karklud i den anden. Hotel og restaurationsbranchen er ikke som nogen anden, og det bliver der også taget højde for i rekrutteringsløsningerne. Her har hun udarbejdet en række af slagsen, skræddersyet til netop hotel og restauration.
"Det er et puslespil, der skal lægges, og brikkerne skal passe sammen" slutter Christina, og i kraft af Adeccos 20.000 jobsøgende brikker, har hun en hel del at rykke rundt med.
Link: Christina Gotthard, Adecco HORECA