Drømmejob: Lektor, ph.d. i historie ved Københavns Universitet: Jes Fabricius Møller


Drømmejob: Lektor, ph.d. i historie ved Københavns Universitet: Jes Fabricius Møller

Drømmejob: Lektor, ph.d. i historie ved Københavns Universitet


Jes Fabricius Møller er kun 42 år gammel, men føler allerede at karrieren har nået toppen. Han befinder sig på den funklende tinde af sit - og mange andres - drømmejob: lektor, ph.d. i historie ved Københavns Universitet.

Når han ikke boltrer sig i ønskestillingen, minimum 40 timer om ugen, eller er hjemme hos sin kone og tre børn, er han til kor hver tirsdag aften, men han har også god grund til at bryde ud i sang.

En kandidatgrad i historie tages af ca. 150 personer om året, og kun 2 - 5 % af en kandidatårgang får en ph.d. Ud af de 2 - 5 % er det kun 1/3 del, der får et adjunktur, som fører til et lektorat, så det er en lille, eksklusiv skare, der kan tage denne eftertragtede karrierevej, hvor man både får mulighed for at forske og undervise. Læg dertil, at en fastansættelse på universitetet er en af de mest prestigefyldte stillinger, man kan få.
Resten af årgangen havner i gymnasiet som undervisere (hvilket også er uhyre eftertragtet og genererer langt over 100 ansøgere til hver ledig stilling), eller på museer, arkiver, eller den offentlige forvaltning. "Ja jeg har været meget heldig" smiler Jes, der ikke engang var første valg til stillingen som adjunkt, men blev valgt, da kandidaten øverst i bunken tog en anden stilling.

Uden nogensinde at have haft en karriereplan, flirtede Jes som ung, med tanken om at blive journalist. Det blev imidlertid en klassisk faktor, der spillede afgørende ind i den endelige beslutning: den spændende, motiverende historielærer på gymnasiet som inspirerede til at læse videre.

Jes har altid haft et nært forhold til ord. Som barn var han en ivrig læsehest og nu, som voksen, konsumerer han forsat store mængder tekst. Han er tilknyttet Politiken, som anmelder af historisk litteratur, og er ikke bleg for at kaste sig ud i verbale dueller med skarpslebne læserbreve og sylespidse kronikker.

"Hvis jeg synes, folk har skrevet noget bras, er det ikke bare min umiddelbare holdning, men en professionel vurdering"

"Der er noget forførende ved at se sit navn på tryk. Det plejer ens forfængelighed, og det tror jeg også er grunden til, at der er rigtig mange unge mennesker, der gerne vil være noget ved medierne" mener Jes: "Jeg har aldrig fået nogen formel uddannelse i at skrive til medier, men jeg er blevet vejledt af nogle dygtige redaktører, og har lært det ad den vej. Lige nu har jeg det bedste af to verdener: mulighed for at fordybe mig i en forskerstilling, og 'skære hakkelse i døgnets rejsestald'. Det ene kvalificerer mig til det andet.

Hvis jeg synes, folk har skrevet noget bras, er det ikke bare min umiddelbare holdning, men en professionel vurdering. Og hvis det virkelig er hvad jeg synes, så er jeg nødt til at skrive det. Det kan man godt få nogle uvenner af, og et par gange har jeg da også måtte tage mine ord i mig igen, fordi jeg har taget fejl" erkender den nydelige, rolige herre som man kan have svært ved at forestille sig, trække retoriske knive i avisspalterne.

Som ganske ung læste Jes en bog af Peter Riismøller, der hedder 'Sultegrænsen' og handler om, hvordan Danmark, langt op i det 20. århundrede, var et mangelsamfund.
Bogen blev en stor åbenbaring, og han indså, at det kun var en halvanden generation siden, at danskere levede uden sikkerhed for mad hver dag. At dét, som var en selvfølge for ham, og som var integreret i de flestes opfattelse af Danmark, som et velfærdssamfund, var noget næsten helt nyt. "Min mormor døde af en sygdom, ingen kender længere" siger Jes eftertænksomt. Nemlig tuberkulose.

"Min mormor døde af en sygdom, ingen kender længere"

At beskæftige sig med historien, giver en fornemmelse af dynamik. Man indser, hvor stor foranderlighed der er, og den viden gør historikere modvillige overfor at udtale sig om fremtiden.

Er det ikke dét man bedst kan bruge en historiker til? Til at forudse fremtiden, bygget på erfaringer fra fortiden?
"Nej, det er et dødfødt projekt. Men historikere er gode til at undergrave prognoser! Prognoser har det med at være for snæversynede, og bygge på fastlåste præmisser. Historikere ved, at præmisser kan ændre sig hurtigt.

Men hvad kan man så bruge historikere til?
"Ja, hvad nytte har man af, at nogen mennesker studerer plovfurebredder på Læsø i slutningen af 1600 tallet? Det fortæller noget om, hvor meget trækkraft man var i besiddelse af, og derved hvor teknologisk udviklet et samfund var. Og når man kender et samfunds ressourcer, og ved noget om, hvor velhavende det var, kan man drage andre interessante paralleller, eller aflive nogle myter.

Et eksempel er forestillingen om, at Indre Mission var udbredt i Vestjylland pga. fattigdom. Man mente, at folk valgte religionen, fordi de alligevel ikke fik noget udbytte af livet på jorden. Den teori har vist sig at være forkert, for indremissionske bønder var faktisk ret velbeslåede. Så det har skabt nogle fornyede overvejelser, omkring sammenhæng mellem religiøsitet og økonomi. Bliver man fx fundamentalist af at være fattig?"

En overgang var Jes højskolelærer på Fyn i 1 ½ år, dernæst højskolelærer i 3 år i Hillerød, på Grundtvigs Højskole (hvor han også var redaktør for højskolebladet), men så fik Jes' kone, som er sognepræst, arbejde langt væk, og parret måtte flytte. Jes sagde sin stilling op, og søgte bredt - bla. ph.d. stipendiet som han fik i '99. Det samme år udgav han sin første bog, som handlede om Tvind imperiet.

"Jeg ville gerne læse bogen om dens historie. Det viste sig, at der ikke fandtes nogen, så jeg skrev den selv"

Jes' viden om Tvind blev hans indgang til medierne, for hver gang Tvind kom op i medierne (og det var ca. hvert 2. år), så blev der taget fat i ham "Ikke nødvendigvis fordi jeg ved nok, men fordi jeg er den eneste, i en uafhængig position, der ved noget" forklarer han. I sin egenskab af historiker blev han i stigende grad også brugt til udtalelser omkring kongehuset - nu havde han jo bevist sine skærmtrolds-evner. "At være i fjernsynet er min fritidsbeskæftigelse," griner Jes, ”Man får som regel ikke andet end en taxabon for det”.

Hvad giver dig størst glæde ved dit job?
"Friheden! Der er stor tryghed i en ansættelse ved universitetet, og man skal nærmest begå vold eller underslæb for at blive fyret. Jeg er, som danskere er flest, jeg vil gerne give en krone for 5 øres sikkerhed. Den sikkerhed giver også mere frihed til at være ærlig, og sige hvad man mener, uden at være nervøs for konsekvenser. Jeg kan bedrive kritisk forskning uden at være styret af andre hensyn end de faglige, men det er jo det gode ved det; man kan ikke fyre folk for, hvad de mener - man kan endnu ikke styre universitetsforskningen politisk, og det giver en større mangfoldighed".

Føler du, at historie ofte opfattes udefra, som et tungt og tørt stofområde?
"Noget historie er virkelig nichepræget, men lige præcis historie er et af de forskningsområder, der beskæftiger flest almindelige mennesker, til forskel fra fx biokemikernes, atomfysikernes, eller matematikernes stofområder. Historikere er privilegerede, fordi det vi laver, interesserer rigtig mange mennesker, men det er ikke derfor vi laver det. Man bedriver ikke historisk forskning for at være populær".
Hvorfor så?
"Det er svært at forklare, men man siger at 'Den der ikke studerer historien, tvinges til at gentage den'. Hvis man vil forklare verden, kommer man ikke udenom fortiden. Jeg synes ikke, man kan studere historien for historiens egen skyld. Til syvende og sidst handler det om, at kunne bruge den viden til noget: at kunne forstå verden bedre".

"Man kan ikke både være oplyst og gennemsigtig"

Hvad er der karrieremæssigt tilbage for dig at drømme om? Et professorat?
Min karriere har formet sig lidt tilfældigt, og jeg er nærmest faldet ind i de stillinger, jeg har fået. Mit problem er, at min karriere er kulmineret. Jeg har opnået alt det, jeg håbede på. Mine venner driller mig med, at nu kan jeg ikke rigtig gøre andet end at vente ca. 25 år, til jeg skal på pension. Selv om man jo aldrig kan vide. Hvis det går som hidtil, laver jeg noget helt andet om fem år.
Men med hensyn til professoratet, tror jeg at man skal være forsigtig med, hvad man ønsker sig. Med indflydelse følger ansvar, og det er ikke de med det største ansvar, der har den største frihed. Fordi frihed netop er noget, jeg sætter så stor pris på, er jeg varsom med at ønske mig et professorat."

Man er ikke i tvivl om, at der står præcise overvejelser bag Jes' udtalelse. Denne høje mand - i den pæne skjorte og briller - der kan dyppe dig i blæk og rulle dig i bevingede ord. Hvilke store grublerier kan give ham modspil?
Efter lidt betænkningstid giver han svaret: "Der er et apokryft Grundtvig citat, som jeg har tænkt meget over: "Man kan ikke både være oplyst og gennemsigtig".

Læs også

Sorter artikler efter emne.