Med fængslet som ar­bejds­plads - 1 del

Med fængslet som arbejdsplads - 1 del

Mellem konspirationsteorier og fiktion, toner fængsler frem i nogles forestilling som et koldt og afstumpet sted hvor udbrændt og brutalt personale får frit afløb for magtanvendelse på en social losseplads af menneskeligt affald, der kostes rundt mellem monotoni og vold. Måske er det sat lidt på spidsen, men forventningen om de dystre fangehuller er så stærk at de ansatte har oplevet skuffede tv-folk og fotografer marchere frustrerede ud, uden et eneste billede, fordi der ganske enkelt var for pænt til at det matchede deres manuskript.

Allerede når man træder indenfor, begynder forestillingerne at smuldre, og efterhånden som man ser sig omkring og møder de ansatte, bliver det sværere og sværere at opretholde sine fordomme.

Steroide-pumpede tyrenakker og blodplettede skjorter

En venlig herre, der præsenterer sig som Leif Wich, fører mig ind på sit kontor og byder på kaffe. Han har hverken knippel i bæltet, blod på skjorten eller en steroide-pumpet tyrenakke.

Selvom Leif er fængselsoverbetjent har han et ualmindeligt varmt smil som afslører en glad og imødekommende natur. Ved hans skrivebord står mapper stablet på en reol, der også er udsmykket med udstoppede dyr. Leif fortæller ivrigt de forskellige historier bag, og det er en usædvanlig kollektion som, mere end noget, fortæller historien om en arbejdsplads med rum til særpræg.

Vi er i december og resten af lokalet er gavmildt smykket med julepynt. Under rundturen i resten af fængslet bliver det hurtigt tydeligt at udsmykningstrangen ikke begrænser sig til Leifs kontor. Rundt omkring er der opstillet juletræer smykket med kulørte kugler og stjernestrimler.

Snart bliver jeg præsenteret for Nikolaj, der har været ansat 6 år som fængselsbetjent i Københavns Fængsler. Det er ham der skal give mig et indblik i livet som fængselsbetjent. Nikolaj er 34, høj, veltrænet og høflig. Han er typen som er både intelligent og velformuleret og holder sig i god fysisk form uden hjælp fra kemiske cocktails. Han er langt fra den ork i blå skjorte, der buldrer rundt i nogle folks fordomme. Faktisk har han en baggrund som pædagog og er en af de mange som er søgt ind i fængselsvæsnet, med en helt anden uddannelsesmæssig forhistorie.

Supermandsdrømme og tætte relationer
Det, der i sin tid fik Nikolaj til at søge ind, var ønsket om en udfordrende hverdag, at arbejde med udsatte mennesker, og få muligheden for at gøre en forskel. Det var et idealistisk udgangspunkt, og et ønske der havde fulgt Nikolaj gennem hele arbejdslivet - senest i et job som pædagog for unge med adfærdsvanskeligheder. Drømmen om at flyve ind i fængslet med supermandskappen på og redde mennesker brast hurtigt. Dertil var ressourcerne for små og virkeligheden en anden. ”Men så fandt jeg andre kvaliteter i jobbet. Ellers havde jeg jo heller ikke været her i så mange år” ræssonerer Nikolaj: ”Der er ikke ret mange, der ved, hvad det vil sige at være fængselsbetjent - hvad det egentlig indebærer. Man har nogle forestillinger, inden man starter, men det er en meget lukket verden, så det er de færreste, der er klar over det”.

Det gik hurtigt op for Nikolaj at de tætte menneskelige forhold var en hovedbestanddel af jobbet, men ikke - som han havde forestillet sig - i relation til de indsatte, men derimod til kollegerne.
” De ansatte har et helt specielt forhold til hinanden” forklarer han ” Det kommer af at færdes i en anden verden end de fleste. Vi går op og ned ad hinanden i mange timer ad gangen, og lærer hinanden at kende intenst. Samtidigt oplever vi, ind imellem, nogle ret voldsomme ting sammen, og det gør automatisk at man knytter nogle bånd. Folk, der ikke har prøvet at færdes i et fængsel, har lidt svært ved at forstå, hvad vi oplever herinde, og derfor får man en særlig forståelse for sine kollegaer - og en stor fortrolighed. Det er svært helt at beskrive det, men det er den slags bånd, der kommer af at man betror sine kolleger sit liv og sin sikkerhed”.

Samtidigt er det vigtigt at holde tingene adskilt, understreger Nikolaj; man skal huske at holde fri, når man har fri og ikke tage skæbnerne med sig hjem i baghovedet. Det er vigtigt at koble af med familien eller se venner, der ikke har noget med fængslet at gøre. Arbejdet må ikke komme til at fylde alt.

Den almindelige arbejdsgang afhænger bl.a. af hvilket fængsel man arbejder i. I Vestre, som er et arresthus, er der varetægtsfængsling, hvilket betyder at de ansatte bruger meget tid på at sætte struktur på de indsattes hverdag. De serverer morgenmad/frokost/aftensmad, låser dem ud og ind på toilettet og lukker dem i skole eller på gårdtur. Men når indsatte har fået deres dom, flytter de andre steder hen for at afsone, og i de fængsler har de en større grad af selvstændighed. Her er fængselsbetjentenes arbejdsopgaver derfor anderledes.

Fodbold og professionel distance

Selvom arbejdsopgaverne kan lyde rutineprægede, er der stadig stor frihed for de ansatte, bl.a. i tilrettelæggelsen. Man tilrettelægger selv sin arbejdsplan, og så længe det samlede resultatet giver et gennemsnit på 37 timer om ugen, kan den ansatte selv fordele dem ud på et år. Har man lyst til at holde fri en uge, så gør man det, og så arbejder man bare ekstra den næste uge.

Hvis man har lidt svært ved at komme op om morgenen, så kan man arbejde om eftermiddagen og om natten. Og omvendt, hvis man foretrækker at arbejde om formiddagen, så gør man det. Det giver maksimal fleksibilitet og mulighed for at møde ind med fornyet energi.

Det giver også Nikolaj rig mulighed for at dyrke sine fritidsinteresser: bl.a. sport, noget han også dyrker indenfor murene: ”Jeg spiller fodbold med de indsatte og laver mad sammen med dem” fortæller han ”På den måde lærer man dem at kende på en anden måde. Det giver dem en mulighed for at se mig uden arbejdsskjorten på, og så får de et mere nuanceret billede af mig som person”.

Men at hygge sammen om frokostbordet, eller skyde bold på samme hold, stiller større krav til balanceevnen hvad angår den professionelle distance. Man skal både kunne have et godt forhold til de indsatte, kunne lægge øre til deres problemer, og samtidigt passe på med, ikke at give for meget af sig selv.
10 minutter senere kan man nemlig risikere at skulle skille to indsatte ad i et slagsmål, eller i det hele taget håndtere en tilspidset situation.

Som fængselsbetjent bliver man hurtigt en god menneskekender og lærer at læse folks signaler både kropsligt og verbalt. Efter forholdsvis kort tid lærer man, hvad der er normal adfærd for en indsat, og så får man hurtigt spottet det, hvis noget pludseligt afviger. Det kan fx være en indsat, der normalt er meget udadvendt og glad, som en dag sidder mut og stirrer ud i luften. Det aktiverer den mentale alarmknap og så er man ekstra opmærksom overfor personen. Det gælder om at kunne gribe ind, inden det går galt og ender i vold eller selvmordsforsøg.

fortsættes...